By- og Landskabsstyrelsen

Resumé og hovedkonklusioner

Bybåndet eller byregion Østjylland, de 17 kommuner, fremstår i dag som en global, eksportorienteret byregion placeret som et stærkt regionalt jysk center med en klar position i den nationale arbejdsdeling især med fokus på industri og centrale, mere ”traditionelle” serviceerhverv samt enkelte spydspidser inden for nyere erhvervsservice.

Regionen har siden starten af 1990’erne og frem til i dag oplevet en vækst i både beskæftigelsen og befolkningen. Væksten i beskæftigelsen har dog været aftagende efter årtusindeskiftet. Væksten i beskæftigelsen er især skabt i den private sektor, men det offentlige frem for alt sundheds- og uddannelsessektorerne har også bidraget positivt.

Denne udvikling dækker over en betydelig intern geografisk variation i væksten: fra tilbagegang i beskæftigelsen til massiv fremgang. Byregion Østjylland er først og fremmest domineret af udviklingen i og omkring Århus og i Trekantområdet, som begge er (meget) dominerende i forhold til erhverv og befolkning, og fremstår som de to hovedcentre i den polycentriske østjyske byregion. Denne variation kan genfindes i både erhvervs- og befolkningsstrukturen, hvor der er stor geografisk diversitet, en betydelig intern arbejdsdeling, befolkningsudvikling og bosætning. Den interne specialisering og arbejdsdeling er en indikation på at der findes betydelige erhvervsrelationer i Østjylland, ikke mindst har Århus en høj grad af specialisering inden for erhvervsservice, mens industrien dominerer i Trekantområdet.

I de sidste 15 år er der sket en markant opgradering af arbejdsstyrkens formelle kvalifikationer i form af uddannelsesniveau i hele Danmark, hvilket understreger transformationen af økonomi og samfund frem mod en højere grad af vidensintensitet. I byregion Østjylland har der også været en betydelig opgradering af arbejdskraftens formelle uddannelsesmæssige kvalifikationer. Der har bl.a. været en stigende andel af universitetsuddannede, hvilket kan tolkes som en stærk indikation på øget vidensintensitet i erhvervene. Århus er dominerende med en relativt høj koncentration af universitetsuddannede, men generelt har der været en jævn og meget markant vækst i hele regionen og i de fleste erhverv – dog i nogle tilfælde fra et meget lavt niveau. En sammenhæng, som rapporten viser, er, at der også er en klar sammenhæng mellem væksten i privatansatte universitetsuddannede og den generelle beskæftigelsesvækst. Det vil sige, kommuner med høj vækst også har betydelig vækst i beskæftigede med universitetsuddannelse.

På trods af at Østjylland bevæger sig mod et generelt højere formelt udannelsesniveau hos de beskæftigede i de fleste erhverv, ligger området stadig niveaumæssigt under hovedstadsregionen. I den nationale sammenligning med København har Østjylland en mindre andel af de centrale højvæksterhverv f.eks. inden for erhvervsservice og tillige en større andel af nationale tilbagegangserhverv herunder centrale, men mere traditionelle industrierhverv. Dette kan både vise en regional styrke og et fremtidigt potentiale inden for industriproduktion, men det kan måske også være en indikation på at omstillingen mod en service- og vidensøkonomi stadig er i gang, og endnu ikke helt er nået så langt som i København eller andre nordeuropæiske storbyregioner.

Erhverv, lokalisering og arbejdskraftens kvalifikationer

I Danmark er der sket en betydelig ændring i erhvervsstrukturen siden 1993. Dette er også tilfældet i Østjylland. Denne ændring har medført, at en lang række serviceerhverv er vokset, mens industrien har mistet sin position som beskæftigelsesmotor (også landbruget fortsatte med at reducere antallet af beskæftigede i perioden). Samtidig med dette skete der en omstrukturering af industrien, hvor mere traditionelle industrierhverv kraftigt mistede beskæftigelse, mens der var let voksende beskæftigelse i en række mere vidensintensive industrierhverv. Det var i servicesektoren væksten fandt sted især i en række erhvervsserviceerhverv, men også oplevelses- og kulturøkonomierhvervene oplevede en vækst, hvorimod de mere traditionelle serviceerhverv som handel og transport voksede mere moderat. Dette dækker dog over en stor geografisk variation i vækst
og vækstmønstre med flere modsatrettede tendenser i byregion Østjylland. Regionen fremstår i dag polycentrisk, dvs. med flere erhvervscentre, hvor Trekantområdet og Århus med nabokommunerne udgør de to største centre.

En række sektorer og erhverv er valgt ud til nærmere analyse. Industrisektoren har en stor regional betydning i byregion Østjylland og frem for alt en stor lokal betydning i flere kommuner. Industrien er ikke kun koncerteret i og omkring Trekantområdet, hvor den stadig har en betydelig tyngde, men er relativt spredt ud over det meste af Østjylland dog undtagen i Århus, hvor industrien slet ikke har samme betydning som i resten af regionen. Denne relativt spredte industri dækker dog over en geografisk specialisering inden for de specifikke industrierhverv. Overordnet set har der været en reduktion i industribeskæftigelsen – hvilket udgøres af kommuner med en massiv tilbagegang til kommuner, som har oplevet vækst i beskæftigelsen. Beskæftigelsestab i sig selv er langt fra alene et krisetegn, men det er måske mere et tegn på den omstilling mod en anden type af industri, som foregår i dag. Industrien fremstår derfor stadig som konkurrencedygtig, men i transition mod mere vidensintensitet og væk fra traditionel industriproduktion. Den klassiske industriproduktion må forventes at fortsætte sin globalisering bl.a. gennem øget brug af outsourcing til f.eks. lavtlønsområder. Denne transformation bliver understreget af, at der har været en klar opgradering af arbejdskraftens uddannelsesniveau siden starten af 1990’erne og frem til i dag, hvor bl.a. andelen af universitetsuddannede steg kraftigt. På trods af denne opgradering er der stadig stor andel af de beskæftigede, som har grundskole som højeste fuldførte uddannelse. Dette er især udtalt lokalt i enkelte kommuner.

Industrisektoren synes påvirket af tre centrale, men relaterede processer. For det første en omstrukturering, hvor de mere traditionelle industrierhverv oplever et markant tab i beskæftigelsen, mens mere vidensintensive industrierhverv endog har oplevet en fremgang i beskæftigelsen. I forlængelse heraf finder der en direkte afindustrialisering sted, hvor industrien som beskæftigelsesmotor især i Århus, men også mere generelt i Østjylland ikke længere har den samme betydning. For det tredje er der sket en opgradering af den tilbageblevne industri afspejlet i de beskæftigedes formelle uddannelsesmæssige kvalifikationer. Forskellige industrierhverv har dog forskellig lokaliseringsdynamik. Det gælder fødevareindustrien, som stadig er et centralt industrierhverv hovedsageligt i den sydlige del af byregionen i og omkring Trekantområdet. Det er et erhverv, som har været præget af rationalisering og søgen efter stordriftsfordele, hvilket kommer til udtryk gennem en øget koncentration i erhvervet. Det har i perioden oplevet en geografisk omplacering og en opgradering af kvalifikationerne. Jern- og metal-vareindustri er et væksterhverv, som har stor betydning i det meste af regionen og især i enkelte kommuner. Det er geografisk spredt og har oplevet en massiv opgradering af arbejdskraftens uddannelsesmæssige kvalifikationer.

Forretningsservice er et godt eksempel på et nyt højvæksterhverv, der udviser en helt anden dynamik end industrien. Århus har en central placering i denne udvikling med en høj andel af universitetsuddannede. Dette understreger, at der er en betydelig dynamik, arbejdsdeling og specialisering i den østjyske byregion.

Befolkning: struktur, migration og uddannelsesniveau

Befolkningstilvæksten i Østjylland har i perioden 1993-2007 været på 9%, hvilket ligger over landsgennemsnittet på 5%, men også højere end i hovedstadsregionen. Væksten har fortrinsvist koncentreret sig omkring de to større erhvervscentre. Først og fremmest kommunerne omkring Århus og i Trekantområdet.

Der kan endvidere konstateres stigende geografiske forskelle i vækstmønstret. Siden 2000 er væksten blevet større i og omkring byområderne samtidig med, at der forekommer lavere og nogen gange negative vækstrater i de helt nordlige og sydvestlige dele af regionen.

Siden 1993 har der kun været en lille indbyrdes ændring i forhold til befolkningssegmenterne 0-14 år, 15-64 år samt personer over 64 år. I gennemsnit er de 15-64 -årige og befolkningen over 64 år vokset med ca. 7%. Personer under 15 år er det segment, der er vokset mest (med godt 18%) i denne periode.

Geografisk set er disse tre befolkningsgrupper jævnt fordelt over hele byregion Østjylland. Århus kommune skiller sig dog ud ved at have en større andel af arbejdsstyrken samt en mindre andel af både personer under 15 år og over 64 år. Dette skyldes gruppen af 20-29 -årige, hvilket er med til at definere Århus som studieby.

Flere udefrakommende vælger at bosætte sig i Østjylland. Nettotilflytningen i hele regionen har således siden 1993 været på ca. 14.000 personer, hvoraf den absolut største stigning er sket inden for de sidste 7 år med næsten 12.500 nettotilflyttere. Således ser det ud til at den stærkere tilflytning først tog til efter en periode med kraftig beskæftigelsesvækst.

Der kan også identificeres en stor intern flytning i Østjylland. I 2007 valgte godt
58.000 personer at flytte fra en østjysk kommune og 57% af disse bosatte sig et andet sted i regionen. Århus, der modtog 11,5% af tilflytterne, var den mest populære destination i denne sammenhæng.

I forhold til deres befolkning har kommunerne i den nordlige del af Østjylland oplevet en meget positiv påvirkning af denne nettotilflytning. Omvendt figurerer Trekantområdet i den lavere ende i forhold til, hvordan befolkningsstørrelsen påvirkes af nettotilflytningen. Enkelte af disse kommuner havde endog en negativ nettotilflytning og deres befolkningsstørrelse er blevet mindsket med omkring 2% i perioden 2000-2007.

Af de 58.000, som vælger at fraflytte fra en østjysk kommune, bosætter 6,5% sig i Københavns Kommune. Københavns Kommune er dermed det sted efter Århus, hvor fraflytterne ønsker at bo. Det er de 20-29 -årige, der flytter til København; dette alderssegment udgør 70% af fraflytterne fra hele Østjylland. Til sammenligning ”mistede” Århus kommune 76% af de 20-29 -årige. Mere specifikt er det hovedsageligt de 25-29 -årige, som fraflytter kommunen. De udgør helt op til 46% af alle, der vælger at forlade Århus. Det tyder derfor på, at det er sandsynligt, at der forekommer et vist brain-drain. Dette er en konklusion, som kræver nærmere undersøgelse.

Sønderjylland er den landsdel i Danmark, hvor flest tilflyttere til Østjylland rejser fra. Derefter kommer en stor andel fra egne som Vestjylland, Nordjylland, Fyn og København. Det er fortrinsvist studerende og børnefamilier, som flytter.

Der eksisterer en tydelig geografisk opdeling af Østjylland i forhold til uddannelsesniveau. I den nordlige del af regionen er der hovedsagelig en koncentration af den del af arbejdsstyrken som har universitetsuddannelse. I Trekantområdet bor i større grad personer med grundskole som højest fuldførte uddannelse. Dette mønster stemmer godt overens erhvervsstrukturen i regionen.

Et lige så signifikant mønster findes ikke i forhold til arbejdsstyrken med korte og mellemlange videregående uddannelser; disse er mere jævnt geografisk fordelt. Der er siden 1993 sket en klar opgradering af arbejdsstyrkens uddannelsesmæssige kvalifikationer. Således er andelen af arbejdsstyrken med grunduddannelse faldet og der er sket en stigning i andelen af arbejdsstyrken med universitetsuddannelse. Væksten har været større end i resten af Danmark og også kraftigere end i hovedstadsregionen, men selve niveauet er dog stadig betydeligt lavere i Østjylland end i hovedstadsregionen.

Internt i Østjylland har væksten af universitetsuddannede fra 1993-2007 været højest i Trekantområdet samt i kommunerne omkring Århus. Århus har dog stadig et markant højere niveau end resten af kommunerne i regionen. Faldet i andelen af grundskole har også været størst specielt i Trekantområdet samt omkring Århus.

Potentialer og styrker:

Erhverv, Arbejdsmarked, kvalifikationer og opgradering

En styrke ved en byregion som Østjylland er dens urbaniseringsfordele, dvs. tilstedeværelsen af et mangfoldigt erhvervsliv og arbejdsmarked, og derved bl.a. et større innovationspotentiale og bedre mulighed for at tiltrække kapital, investeringer og den nødvendige arbejdskraft. Dette kan sagtens føre til en intern specialisering i selve regionen og f.eks. klyngedannelse, der kan fremstå som styrkepositioner nationalt og internationalt som f.eks. arkitektur i Århus eller stålklyngen i Trekantområdet. Potentialet er dog, at byregioner skaber nye muligheder på tværs af sektorer for virksomheder, organisationer og arbejdskraft. Østjylland har et relativt mangfoldigt erhvervsliv samlet set, dog er de enkelte kommuner ofte specialiseret, og kun samlet set kan urbaniseringsfordelene realiseres. Et klart resultat af urbaniseringsfordelene er både et mangfoldigt arbejds- og boligmarked, som kan sikre en større variation, der kan tiltrække tilflyttere og styrke erhvervslivets muligheder og dække virksomhedernes behov for specifikke lokaliteter f.eks. nærhed til bymiljø eller infrastruktur. Regionen fremstår dog i dag polycentrisk og noget usammenhængende, ikke mindst arbejdsdelingen mellem de to større centre, der er specialiseret inden for forskellige erhvervsområder. Dette kan føre til at urbaniseringsfordelene overses.

Der er sket en betydelig opgradering af arbejdskraftens formelle udannelsesniveau i Østjylland, som har været nødvendig for at understøtte den erhvervsmæssige transformation og succes især inden for f.eks. erhvervsservice, men også industrien har gennemført en betydelig opgradering. En forudsætning for et i fremtiden konkurrencedygtigt erhvervsliv er, at denne opgradering kan fortsætte, da meget tyder på, at transformationen af både erhverv og arbejdskraft endnu ikke er tilendebragt. Dette gælder hele regionen: også inden for industri og mere traditionel service vil der i fremtiden være behov for en kvalificeret arbejdsstyrke, som kan håndtere fremtidens øgede kompleksitet herunder produktion, distribution og brug af viden.

I forhold til opgraderingens omfang og hastighed ligger Østjylland stadig niveaumæssigt under f.eks. København og andre nordvesteuropæiske storbyregioner som Stockholm, hvilket ikke kun skyldes erhvervsstrukturen med betydelig industri, det er også tilfældet inden for de enkelte erhverv. Spørgsmålet er derfor, om Østjylland også i fremtiden vil have de nødvendige menneskelige og institutionelle ressourcer til at løfte den nødvendige opgradering af arbejdskraft og erhverv mod mere vidensintensitet. Det vil sige, det er nødvendigt både med et fokus på at tiltrække arbejdskraft gennem attraktive job og bosætning (det ser ud til at jobvæksten kom først, tilflytningen senere), udvikle og bibeholde den eksisterende kvalificerede arbejdsstyrke, og på at sikre de nødvendige institutionelle uddannelsesmæssige rammer omkring arbejdsmarkederne i regionen, ikke kun universitetsuddannelserne.

En yderligere samlet opgradering af arbejdskraftens kvalifikationer vil sandsynligvis kræve et større sammenhængende arbejdsmarked mellem den nordlige og sydlige del af regionen, da der er sket en øget koncentration af især universitetsuddannede i nord og der i fremtiden også vil være et stigende behov for denne type arbejdskraft i syd. Dette skal naturligvis ses i sammenhæng til infrastrukturudviklingen og pendlingsmulighederne generelt i regionen men også bosætning og bosætningsmuligheder.

Industrien er stadig en vigtig, eksportorienteret sektor i Østjylland, hvor der er en del der peger på et øget vidensniveau og en omstilling mod mere vidensintensiv industri. Der har også været en vækst i mere traditionelle industrierhverv. Dette kan være et tegn på, at regionen besidder en række komparative fordele, som gør den til en attraktiv lokalitet for industriproduktion, men det kan også være et tegn på en mere usikker fremtid, hvis virksomhederne fortsætter deres outsourcing til f.eks. Østeuropa og Asien. Der er således stadig en betydelig risiko for yderligere beskæftigelsestab inden for industrien, hvilket på sigt kan medføre strukturproblemer på arbejdsmarkederne frem for alt i de kommuner, hvor den mere traditionelle industriproduktion stadig dominerer.