By- og Landskabsstyrelsen

E. Særlige emner i kommuneplanlægningen

E.1. Indledning

Siden den seneste vejledning om planloven fra 1996, har Folketinget vedtaget flere ændringer af planloven. Dette kapitel beskriver et udvalg af planlægningsemner, der skal behandles i kommuneplanen, og som der kan være behov for at rådgive lidt mere om, end tilfældet har været tidligere, eller hvad der er nævnt i andre kapitler i denne vejledning (fx i kapitel C). Kapitel E indeholder således afsnit om:

Ændringen af planloven fra 2000, som bl.a. indførte, at en kommuneplanrevision skal begynde med en planstrategi, er beskrevet i vejledningens kapitel B. Kapitlet inkluderer de mindre ændringer, der yderligere er en følge af planlovsændringen vedrørende kompetencefordeling efter strukturreformen gældende fra 1. januar 2007.

E.2. Det åbne land

Udviklingen inden for bolig- og erhvervsbyggeri samt behov for tekniske forsyningsanlæg, som veje, masteanlæg, vindmøller og lignende, har de seneste år medført et stigende pres på det åbne land. Samtidig medfører udviklingen i landbrugserhvervet mod færre og større produktionsenheder kombineret med tidens miljøkrav, en stor efterspørgsel på landbrugsjord. Dertil kommer en lang række internationale krav om vand- og naturbeskyttelse, som Danmark er forpligtet af.

Et almindeligt ønske om at bosætte sig i smukke omgivelser er med til at øge dette pres på arealerne. Samtidig findes i befolkningen en efterspørgsel på såvel fritidsanlæg (golfbaner, motorbaner, skydebaner mv.) som arealer til uforstyrrede naturoplevelser.

Det er en udvikling, som hastigt forandrer landskabet og skærper konkurrencen mellem arealernes anvendelse og beskyttelse. Det betyder, at det bliver stadigt vanskeligere at afveje de ofte modsatrettede interesser i det åbne land. Så meget desto vigtigere bliver det, at kommunerne foretager denne afvejning i kommuneplanen.

Afvejningen har ikke mindst betydning for de mere uhåndgribelige kvaliteter, som det åbne land rummer. Det er kvaliteter som fx områder uden tekniske anlæg og støj. Eller det kan være områder, hvor det er muligt at opleve den kulturhistoriske arv i bygninger og landskaber, eller hvor det er muligt at opnå glæden ved at opleve et varieret plante- og dyreliv. Det kan også være områder, hvor det er muligt at få indsigt i de geologiske strukturer og deres dannelse. Sådanne og andre tilsvarende kvaliteter kan vanskeligt gøres op i penge og afvejes i forhold til mere kontante og målbare værdier som fødevareproduktion, energiforsyning, byvækst osv. Ikke desto mindre er det kvaliteter, som har afgørende betydning for befolkningens velfærd og daglige trivsel.

Det er gennem den kommunale planlægning, at konkurrencen om arealinteresserne synliggøres, og interesserne afvejes, så både de mere uhåndgribelige og de mere kontante kvaliteter indgår i et samspil. Kommuneplanen skal gøre op, hvilke kvaliteter der findes i de respektive dele af det åbne land, og gennem kommuneplanens retningslinjer sikre, at kvaliteterne ikke tilsidesættes af enkelte og kortsigtede økonomiske interesser.

Det er væsentligt gennem kommuneplanlægningen at fastholde en klar grænse mellem by og land. Byudviklingen bør foregå i tilknytning til eksisterende større eller mindre bysamfund. Nær de større byer, hvor konkurrencen om arealerne er stor, er der et særligt behov for en styrket planlægning. Generelt skal arealforbruget til byformål, tekniske anlæg og Infrastruktur begrænses bl.a. af hensyn til jordbrugserhvervet og bevaringsværdierne i det åbne land.

Mange af aktiviteterne i det åbne land kan supplere hinanden. Skovrejsning kan fx være med til både at beskytte grundvandet, skabe bedre muligheder for friluftslivet og give biologisk mangfoldighed. Udover fødevareproduktion spiller landbruget en rolle i naturplejen, bl.a. fordi mange arealer skal afgræsses for at bevare deres naturtilstand. Landbruget kan desuden være med til at vedligeholde karakteristiske og oplevelsesrige dyrkningslandskaber. Landbrugets markveje og stier giver befolkningen adgang til at opleve det åbne land, da der almindeligvis er offentlig adgang jf. naturbeskyttelseslovens § 26. Kommunen er myndighed i tilfælde, hvor den offentlige adgang hindres uden en lovlig grund (jf. § 26). Naturarealerne har, udover betydningen som levesteder for planter og dyr, også stor betydning for landskabets karakter og variation og for det almene friluftsliv. Endelig kan det nævnes, at råstofgraveområder på længere sigt kan udnyttes rekreativt og opnå større naturkvalitet på baggrund af en målrettet reetableringsplan.

Planlægningen for det åbne land skal i høj grad spille sammen med en lang række andre virkemidler – herunder forskellige tilskudsordninger mv. Tilskudsordningerne kan være et væsentlig bidrag til at beskytte og fremme de naturværdier, der er udtrykt i kommuneplanerne.

E.3. Landskabelige bevaringsværdier

Udpegningen i regionplanerne af landskabelige bevaringsværdier bygger på fredningsplanlægningen fra 1980-erne.

I nogle regionplaner blev udpegningen af de landskabelige bevaringsværdier en del af udpegningen af naturområder. I andre regionplaner blev der tale om en mere konkret udpegning af særligt værdifulde landskaber sammen med en udpegning af kulturmiljøer, geologiske interesseområder og regionale friluftsområder.

Det er nyt, at kommuneplanlægningen skal indeholde specifikke retningslinjer såvel for natur som for landskab.

Planlægningen for landskabet sigter først og fremmest mod at bevare og forbedre de visuelt værdifulde landskaber. Ethvert landskab repræsenterer noget karakteristisk og – som oftest – noget oplevelsesrigt. Det gælder både det landskab, som vi færdes i dagligt, og de områder, der har national eller international betydning.

Samfundets udvikling skaber et løbende behov for at vurdere de landskabelige bevaringsværdier og sikre deres beskyttelse igennem fx administration efter planlovens landzone- og kystbestemmelser og naturbeskyttelseslovens beskyttelsesbestemmelser. Efterspørgslen efter nye boliger i smukke omgivelser, udviklingen i landbrugserhvervet med meget større bygningsanlæg og behovet for tekniske anlæg som veje, master, vindmøller og lignende indebærer stadigt større konsekvenser for landskabsbilledet.

Det er afgørende for landskabsværdierne, at det åbne land friholdes for andet end samfundsmæssigt nødvendigt byggeri og anlæg. På grundlag af planlægningen kan kommunerne sikre, at forandringerne i det åbne land kan ske i respekt for den karakter og kvalitet, der knytter sig til landskaberne, og kan om muligt medvirke til at styrke eller genoprette dem. Nye anlæg kan tilpasses det konkrete landskabsrum, og langtrækkende konsekvenser kan mindskes både ved valg af placering, højde, materiale og belysning.

Kommuneplanerne skal omfatte retningslinjer for at bevare og sikre både større landskabelige helheder og enkeltelementer i landskabet. Der kan være tale om helheder som fx ådale, bakkelandskaber og kystlandskaber og om enkeltelementer som skove, søer, heder, enge, gravhøje, kirker, landsbyer osv. Også de uforstyrrede landskaber, de landskaber som er eller ønskes uberørt af byudvikling og tekniske anlæg, kan beskyttes og forbedres gennem kommuneplanlægningen. Områderne skal kortlægges i kommuneplanerne.

Planlægningen kan også rettes imod at udpege uforstyrrede landskaber, upåvirkede af byudvikling og tekniske anlæg.

Varetagelsen af landskabsinteresserne og sikring af de større sammenhængende og værdifulde landskaber kan bl.a. ske gennem landskabsstrategier og forvaltningsplaner, der kan indgå som administrations- og planlægningsgrundlag i behandlingen af landzonesager, sager efter husdyrgodkendelsesloven, i lokalplanlægning og i den sammenfattende planlægning for det åbne land ved udlæg af arealer til byudvikling, skovrejsning, vindmøller, tekniske anlæg osv.

Større sammenhængende landskaber som kystlandskaber, større å-dale og sølandskaber mv. er ikke begrænset af kommunegrænser. Landskabsvaretagelsen vil derfor i høj grad skulle koordineres på tværs af kommunegrænser, og det vil være hensigtsmæssigt, at landskabsinteresserne kan beskrives og værdisættes efter samme metode.

Til brug for kommunernes landskabsvurdering og som grundlag for landskabsstrategier og forvaltningsplaner har Miljøministeriet i samarbejde med Forskningscentret for Skov- og Landskab og de tidligere Fyns og Århus amter udviklet en dansk metode til kortlægning og vurdering af landskabet, Landskabskaraktermetoden.

Metoden har dannet grundlag for Vejledning om landskabet i kommuneplanlægningen, der findes på By- og Landskabsstyrelsens hjemmeside.

Landskabskarakteren omfatter det særlige samspil mellem et områdes naturgrundlag, den kulturhistorisk betingede arealanvendelse og de særlige rumlige og visuelle forhold, der kendetegner et område og adskiller det fra de omkringliggende landskaber.

Metoden omfatter en landskabskarakterkortlægning og en landskabsvurdering, der vil kunne danne grundlag for kommuneplanlægningen og for forvaltningsplanerne. Med metoden kan hele det åbne land inddeles i landskabskarakterområder.

Metoden er et analyseredskab til at kortlægge landskabers særlige karakteristika og visuelle oplevelsesmuligheder samt til at vurdere deres kvaliteter, udviklingstendenser og sårbarhed. Metodens resultater kan vise, hvordan landskabsinteresserne kan tilgodeses gennem planlægning og forvaltning, herunder af naturforvaltnings- og tilskudsmidler.

E.4. Naturkvalitetsplanlægning

På naturområdet er der i de kommende år store udfordringer. Vi skal sikre den eksisterende natur med dens biologiske mangfoldighed og leve op til internationale forpligtelser. Sidstnævnte er de EU-retlige regler, som følger af direktiver om fuglebeskyttelse, beskyttelse af habitater/levesteder og vandmiljø. Der er et øget behov for indsats og strategisk planlægning af indsatsen.

På baggrund af amternes hidtidige arbejde og beskrivelsen af de internationale forpligtelser har Miljøministeriet udviklet en metode til at gennemføre en naturplanlægning, baseret på opdeling af naturområder efter deres kvalitet samt udpegning af arealer med potentielle naturkvaliteter og økologiske forbindelser. Metoden er integreret i forvaltningen af Natura 2000 områderne og vil bidrage væsentligt til vidensgrundlaget og til prioriteringer i forvaltningen samt til administrationen af de øvrige naturområder.

Naturkvalitetsplanlægning er en metode, der er udviklet til at forvalte og prioritere naturarealer på baggrund af deres naturkvalitet. Naturkvalitetsplanlægningen retter sig imod en prioritering af den konkrete naturforvaltningsindsats, fx naturgenopretning, naturpleje og forvaltning af forskellige tilskudsordninger til varetagelse af naturhensyn, herunder især tilskudsordningerne under de miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger (de såkaldte MVJ-ordninger).

Naturkvalitetsplanlægningen giver et mere præcist grundlag for varetagelsen af naturbeskyttelsesinteresser i forbindelse med administrationen af gældende lovgivning, og udpegning af potentielle naturområder.

Som led i naturkvalitetsplanlægningen kan kommunerne i dialog med borgere, erhverv, interesseorganisationer og politikere udarbejde retningslinjer til kommuneplanen for forvaltning af naturen. En naturkvalitetsplan kan således indeholde beskrivelser af de enkelte naturområder, de potentielle naturområder og principper for, hvorledes kommunen forvalter naturbeskyttelsen.

Naturkvalitetsplanlægningen omfatter typisk alle beskyttede naturområder efter naturbeskyttelseslovens bestemmelser om generel beskyttelse af naturtyper og fredede områder. Metoden baserer sig på enkel og ensartet indsamling af viden om de dyr og planter, der lever i området og de økologiske faktorer i de enkelte naturområder. Derved kan naturforvaltningen baseres på et ret præcist vidensgrundlag, hvor man kender det enkelte område, og hvordan det relaterer sig til regionens øvrige naturområder. Dette både med hensyn til om det er almindeligt eller sjældent forekommende naturtyper, om området ligger i økologisk sammenhæng med andre naturområder, om der forekommer særligt beskyttelsesværdige arter, og om området er forstyrret mv.

Naturkvalitetsplanlægning vil være et nyttigt redskab for kommunerne i administrationen af naturområderne og ved gennemførelse af naturpleje og naturforvaltning, jf. naturbeskyttelseslovens § 52 og § 55.

Naturkvalitetsplanlægning kan bruges i kommunernes arbejde med

Naturplanlægningen er tænkt som en løbende proces, hvor målsætningsgrundlaget tilbagevendende a-jourføres på baggrund af en vurdering af de valgte indsatsers effekt.

Der henvises til By- og Landskabsstyrelsens hjemmeside om naturkvalitetsplanlægning: http://www.blst.dk/Naturbeskyttelse/kvalitet/

Tilrettelæggelsen af naturkvalitetsplanlægningen og målfastlæggelsen for naturbeskyttelsen kan spille tæt sammen med overvågningsprogrammet NOVANA, ligesom den skal ses i sammenhæng med de forudsætninger for kommuneplanlægningen, der følger af Natura 2000-planer og Natura 2000-skovplaner inden for de internationale naturbeskyttelsesområder samt vandplaner efter miljømålsloven.

E.5. Kystnærhedszonen

De danske kyster er enestående i Europa på grund af deres variation. Det er en national interesse, at kysterne bevares, så de fortsat og som hidtil kan udgøre landskabelige helheder med høj natur- og landskabsværdi, men at der samtidig kan ske en udvikling, dér hvor en udvikling er velbegrundet.

Den nationale interesse er udtrykt i planlovens bestemmelser om kystnærhedszonen, hvor der er særlige bestemmelser for såvel kommuneplanlægning som lokalplanlægning.

Kystnærhedszonen omfatter kystområderne i ca. 3 km’s afstand fra kysten i landzone og sommerhusområder. Afgrænsningen fremgår af detaljerede amtskort udsendt til kommuner og amter i 1993. Som et hjælpeværktøj stilles afgrænsningen desuden til rådighed i digital form i Danmarks Miljøportal (http://www.arealinfo.dk) og i PlansystemDK (http://www.plansystemDK.dk ).

Hensigten med kystbestemmelserne er at friholde kystområderne for bebyggelse og anlæg, som ikke er afhængige af kystnærhed. Det stiller særlige krav til planlægningen i de kystnære områder om at sikre den mindst mulige påvirkning af kystlandskabet. De åbne kyststrækninger er særligt sårbare, hvorfor udgangspunktet også er, at nyt byggeri og anlæg skal placeres bagved eksisterende bebyggelse. Endelig skal kystbestemmelserne medvirke til at befolkningens adgang til kysterne sikres og udbygges, jf. § 5b, stk. 1, nr. 5.

Kysterne er under stigende pres, både hvad angår aktiviteter i byerne, uden for byerne og i de kystnære områder. Mange ønsker at bosætte sig ved kysterne, ligesom der er en øget efterspørgsel efter turistaktiviteter. Ligeledes spiller havneudvidelser, råstofindvinding, erhvervsudvikling mv. en stor rolle. Kommunerne kan i deres planlægning sikre en koordinering og prioritering af de forskellige aktiviteter og interesser, som sikrer en balance mellem beskyttelse af de værdifulde kyststrækninger og udviklingen af nødvendige aktiviteter i kystnærhedszonen.

Bestemmelserne om kommuneplanlægningen i kystnærhedszonen står forskellige steder i planloven:

Den centrale bestemmelse, er bestemmelsen om at friholde kysterne for byggeri og anlæg, der ikke er afhængige af kystnær beliggenhed. Det er afgørende, om der er en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for lokalisering af et anlæg i kystnærhedszonen.

Såfremt der ønskes udlagt arealer til byformål, ferie- og fritidsformål og tekniske anlæg, stilles der derfor krav om – gennem kommuneplanlægningen – særligt at godtgøre behovet for beliggenhed i kystnærhedszonen og i fornødent omfang at belyse mulighederne for lokalisering uden for kystnærhedszonen.

Det skal i den forbindelse nævnes, at privatøkonomiske interesser, grundejerforhold eller behov for gunstig beliggenhed i forhold til herlighedsværdier ikke i sig selv anses for planlægningsmæssige eller funktionelle begrundelser, som det fremgår af Vejledning om planlægning i kystområderne fra 1995 (se også NKO 340/2004).

Eksempler på planlægningsmæssig begrundelse:

Eksempler på funktionel begrundelse:

Den yderste del af kysten (indtil 300 m fra kysten) vil som regel være omfattet af strandbeskyttelse eller klitfredning i henhold til naturbeskyttelseslovens §§ 8-15. Disse er forbudszoner, hvor tilstandsændringer – herunder placering af byggeri eller andre anlæg – ikke er tilladt. Der skal tages hensyn hertil i planlægningen af kystnærhedszonen.

Arealer i byzone er ikke omfattet af kystnærhedszonen, men der gælder særlige regler for planlægningen af de kystnære dele af byzonerne, jf. planlovens § 11 f.

E.6. Detailhandel

Planlovens bestemmelser om detailhandel bygger i alt væsentligt videre på de regler, der blev indført ved ændringen af planloven i 1997. Bestemmelserne er siden ændret i 2002 og senest i juni 2007, hvor kommunerne har fået den fulde kompetence til at planlægge til butiksformål inden for de rammer, som loven beskriver.

Lovens bestemmelser skal understøtte en fortsat udvikling af detailhandlen i bymidterne, i bydelscentre og lokale centre. Målet er at skabe og udvikle levende og varierede byområder og undgå en udvikling, hvor butikkerne flytter fra bymidten og ud til store butikscentre i byernes udkant, hvor afhængigheden af bil til indkøb er størst.

Samtidig understøtter udviklingen af detailhandlen i bymidterne den løbende omdannelse og fornyelse i byerne. Butikkerne bidrager til liv og aktiviteter i byen og er vigtige forudsætninger for at skabe det liv, der gør det attraktivt at opholde sig i byen. Det spiller derfor en væsentlig rolle, hvordan byerne indrettes: om butikkerne ligger samlet eller spredt, og om der er mødesteder og rammer for aktiviteter.

Planloven opererer med tre styringsmidler i detailhandelsplanlægningen:

Kommunerne skal således udlægge arealer til butikker, sætte rammer for hvor stort butiksareal, der må være i de enkelte butiksområder, og fastsætte størrelsen på butikkerne.

Til forskel fra de fleste andre emner, som skal behandles i kommuneplanen, fastsættes der i planloven en række krav til redegørelsen for planlægningen for butikker. Hensigten er at sikre en grundig planlægning, hvor behov for nye butiksarealer og konsekvenser af en udbygning analyseres, så borgere, erhvervsliv og offentligheden i øvrigt får indsigt i baggrunden for og de forventede konsekvenser af en ny planlægning.

Der vil blive udarbejdet en selvstændig vejledning om planlovens detailhandelsbestemmelser.

E.6.1. Sigtet med detailhandelsbestemmelserne

Efter planlovens § 5 l skal planlægningen

E.6.2. Arealer til butiksformål

Planlovens §§ 5 m-5 o indeholder bestemmelser, der lægger op til et klart centerhierarki, bestående af bymidter, bydelscentre i byer over 20.000 indbyggere, lokalcentre, enkeltstående butikker og områder til butikker, der alene forhandler særlig pladskrævende varegrupper. Der kan generelt ikke udlægges arealer til nye aflastningsområder, men de eksisterende aflastningsområder kan fastholdes.

Afgrænsningen af bymidter og bydelscentre skal ske efter en statistisk metode. Miljøministeren har fastsat regler herom ved bekendtgørelse nr. 1093 af 11/09/2007 om afgrænsning af bymidter og bydelscentre. Den eksisterende afgrænsning kan opretholdes uanset den statistiske afgrænsning. Men ændres afgrænsningen, skal den statistiske metode benyttes som grundlag.

Miljøministeren skal udsende landsplandirektiver, der udpeger bymidter, bydelscentre og aflastningsområder i hovedstadsområdet samt aflastningsområder i Århus (§ 5 m, stk. 4 og 5.)

E.6.2.1 Centerhierarki

Det centerhierarki, loven lægger op, til kan kort beskrives således:

Kommunerne fastsætter den samlede ramme til butiksformål i bymidter og store bydelscentre.

E.6.2.2 Uden for centrene

Uden for centrene kan der planlægges for:

E.6.3. Definition af særlig pladskrævende varegrupper

Loven definerer i § 5 n, stk. 1, nr. 3, hvilke varegrupper, der er særlig pladskrævende. Det drejer sig om biler, lystbåde, campingvogne, planter og havebrugsvarer, tømmer, byggematerialer, grus, sten- og betonvarer samt møbler.

Bestemmelsen, der giver mulighed for at placere sådanne butikker uden for bymidten, gælder butikker, der alene forhandler særlig pladskrævende varegrupper, men ikke butikker, der både forhandler særlig pladskrævende varegrupper og andre varer. Der er dog en undtagelse, idet der i butikker, der forhandler tømmer og byggematerialer, kan etableres et særligt afsnit med varer, der ikke er særlig pladskrævende, men som anvendes i forbindelse med tømmer og byggematerialer, fx maling og diverse el-artikler (§ 5 n, stk. 2).

Loven indeholder en særlig bestemmelse om butikker, der alene forhandler møbler. Efter denne bestemmelse skal det først vurderes, om butikken kan placeres i bymidten, bydelscentre eller aflastningsområder, før den kan placeres i et område til særlig pladskrævende varegrupper. Der skal i planer, der giver mulighed for møbelbutikker i områder for særlig pladskrævende varegrupper, redegøres for disse vurderinger (jf. § 11 e, stk. 7, jf § 5n, stk1, nr. 3. Se også C.5.2., nr.12).

E.6.4. Butiksstørrelser

Efter lovens § 5 q, stk. 1 og 3, kan der i bymidter, bydelscentre og eksisterende aflastningsområder planlægges for dagligvarebutikker på op til 3.500 m² bruttoetageareal og udvalgsvarebutikker på op til 2.000 m² bruttoetageareal. Den maksimale butiksstørrelse i lokalcentre og for enkeltstående butikker til lokalområdets forsyning er 1.000 m² bruttoetageareal.

Som en undtagelse fra de generelle regler kan der planlægges for op til tre udvalgsvarebutikker over 2.000 m² hvert fjerde år i bymidten i byer over 40.000 indbyggere. I Århus, Odense, Ålborg og Esbjerg samt i hovedstadsområdet kan de store butikker endvidere placeres i aflastningsområderne jf. § 5 q, stk. 2.

Loven fastsætter således, at kommuner med store byer, i forbindelse med at der hvert fjerde år udarbejdes en kommuneplanstrategi, kan træffe beslutning om at fastsætte butiksstørrelser for indtil 3 nye udvalgsvarebutikker på mere en 2.000 m² bruttoetageareal.

For Århus fastlægger miljøministeren i medfør af § 3, stk. 1 (landsplandirektiv) beliggenheden af aflastningsområder, hvor der kan etableres store udvalgsvarebutikker (§ 5 m, stk. 5, og § 5 q, stk. 2).

For Hovedstadsområdet fastlægger miljøministeren i medfør af § 3, stk. 1 (Landsplandirektiv) beliggenheden af bymidter, bydelscentre og aflastningsområder, herunder bymidter og aflastningsområder, hvor de store udvalgsvarebutikker kan placeres (§ 5m, stk. 4 og § 5 q, stk. 2).

Kommunerne har kompetence til at fastlægge den maksimale butiksstørrelse for butikker, der alene forhandler særlig pladskrævende varegrupper (§ 5 q, stk. 4).

E.6.5. Beregning af butikkers bruttoetageareal

Ved beregning af butikkernes etageareal skal bygningsreglementets bestemmelser benyttes. Dog skal den del af kælderen, hvor det omgivende terræn ligger mindre end 1,25 m under loftet i kælderen, medregnes. På den anden side kan der fradrages indtil 200 m² til personalefaciliteter som kantine, velfærdsrum mv. (§ 5 t)

E.6.6. Gamle lokalplaner og eksisterende butikker

For lokalplaner, der ikke indeholder bestemmelser om butiksstørrelser, og som er offentliggjort før den 1. juli 2007, fastsætter loven den maksimale butiksstørrelse til lovens generelle bestemmelser på hhv. 3.500 m² for dagligvarebutikker, 2.000 m² for udvalgsvarebutikker placeret i bymidter eller bydelscentre og 1.000 m² bruttoetageareal for butikker placeret i lokalcentre og for enkeltstående butikker til lokalområdets forsyning (§ 5 r, stk. 1).

Lovligt bestående butikker kan uanset lovens bestemmelser om butiksstørrelser indgå i ny planlægning. Herved kan eksisterende lovlige butikker, der er større end lovens maksimale butiksstørrelser, skrives ind i nye kommune- og lokalplaner i forbindelse med en fornyelse af plangrundlaget (§ 5 r, stk. 2).

E.6.7. Kommuneplanretningslinjer

Efter planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 3, skal kommuneplanerne indeholde retningslinjer for den kommunale detailhandelsstruktur. Retningslinjerne skal leve op til de ovenfor beskrevne kriterier, og de skal omfatte:

E.6.8. Rammer for lokalplanlægningen

Rammer for lokalplanlægningen skal fastlægges for de forskellige områder til butiksformål, herunder for antallet og placeringen af eventuelle store udvalgsvarebutikker, jf. § 11 b, stk. 1, nr.7.

Rammerne skal desuden angive det maksimale bruttoetageareal for både nybyggeri og omdannelse af eksisterende bebyggelse til butikker inden for de enkelte områder.

Endelig skal rammerne angive det maksimale bruttoareal for de enkelte butikker.

E.6.9. Krav til kommuneplanens redegørelse for detailhandelsplanlægning

Loven fastlægger en række krav til, hvad der skal redegøres for i den del af kommuneplanerne, der indeholder bestemmelser om detailhandel.

Kommunerne skal ifølge § 11 e, stk. 4, redegøre for:

Redegørelsen for den del af kommuneplanen, der indeholder bestemmelser om store udvalgsvarebutikker, skal tillige indeholde en nærmere redegørelse for konsekvenserne af de store butikker for kommunens detailhandelsstruktur, bymiljøet, trafikken, parkeringsmuligheder mv., jf. § 11 e, stk. 5.

Hvis kommuneplanen efter bestemmelserne i § 5 q, stk. 2, indeholder rammer for etablering af udvalgsvarebutikker med et bruttoetageareal på mere end 2.000 m², så skal redegørelsen (efter § 11 e, stk. 5) indeholde:

Efter § 11e, stk. 6, skal redegørelsen for den del af kommuneplanen, som indeholder rammer for udvidelse af aflastningsområder til store butikker, jf. § 5 p, stk. 4, indeholde en beskrivelse af, hvorfor en placering i bymidten ikke er mulig. I beskrivelsen skal indgå en vurdering af alternative placeringsmuligheder, herunder ved udvidelse af bymidten, ved ændring af projektets størrelse og udformning og ved forskellige trafikale løsninger. I vurderingen skal indgå overvejelser om konsekvenser for detailhandelen i bymidten, tilgængeligheden for forskellige trafikarter og parkeringsmuligheder.

Hvis kommuneplanen indeholder rammer for etablering af møbelbutikker uden for bymidten (se § 5 n, stk. 1, nr. 3), skal redegørelsen ifølge § 11 e, stk. 7, indeholde en beskrivelse af, hvorfor placering i bymidten ikke lader sig gøre.

Redegørelsen skal endvidere indeholde en beskrivelse af mulighederne for placering i et bydelscenter og, hvis denne placering ikke viser sig mulig, for placering i et aflastningsområde med overskydende rummelighed og, hvis denne heller ikke viser sig mulig, for placering i et område udlagt til brug for særlig pladskrævende varegrupper.

I beskrivelsen skal indgå en vurdering af alternative placeringsmuligheder, herunder ved udvidelse af bymidten, ved ændring af projektets størrelse og udformning og ved forskellige trafikale løsninger. I vurderingen af de alternative placeringsmuligheder skal indgå overvejelser om konsekvenser for bymiljøet og tilgængeligheden for forskellige trafikarter og parkeringsmuligheder.

E.6.10. Overgangsordning

Indtil kommunerne har udarbejdet en samlet plan for detailhandel i kommunen efter lovens bestemmelser, kan der alene planlægges i overensstemmelse med de gældende regionplanretningslinjer og de kompetencer, som kommunerne har efter den hidtidige lov. Undtaget herfor er bestemmelserne om butiksstørrelser, idet kommunerne fra lovens ikrafttræden kan planlægge for butikker med de nye butiksstørrelser, som er nævnt ovenfor under 6.4.

Der henvises til en kommende vejledning om emnet.

E.7. Byomdannelse

Efter en ændring af planloven i 2003 er det muligt at udpege ældre erhvervs- og havneområder til byomdannelsesområder. Formålet er at fremme, at kommunerne (i samarbejde med andre relevante parter) omdanner områder med forladte bygninger og arealer, som har en god og ofte central placering i byerne. Beliggenheden gør det attraktivt at bruge arealerne som nye udviklingsområder. Ved at genbruge bebyggede arealer kan forbruget af jomfruelig jord til byformål i de ofte konfliktfyldte bynære landzoneområder omkring byerne begrænses.

Der er i de sidste årtier sket et fald i beskæftigelsen inden for traditionelle industrierhverv, men en stigning i videnstunge erhverv samt private og offentlige serviceerhverv. Disse erhverv kan i langt højere grad integreres med byens andre funktioner og dermed skabe mulighed for at gå bort fra den funktionelle adskillelse af erhverv og boliger i byen. Der er også en stor efterspørgsel efter attraktive boliger, hvad der tit kan honoreres i havneområderne, hvor den erhvervsmæssige udnyttelse til havneformål hører op.

Byomdannelse er optaget i planlovens bestemmelser for kommuneplaner og lokalplaner. I kommuneplanen som ét af de emner, der kan være retningslinjer for (§ 11 a, nr. 2), samt i kommuneplanens rammedel (§ 11 b, stk. 1, nr. 5 og 12). § 11 d fastlægger de krav, der skal være opfyldt, for at et område kan udlægges som byomdannelsesområde. Mht. lokalplaner indeholder § 15, stk. 2, nr. 13, og stk. 9, samt § 15 a, stk. 2, særlige bestemmelser om byomdannelse.

Et byomdannelsesområde er defineret som et område, hvor anvendelsen til miljøbelastende erhvervsformål, havneformål eller lignende aktiviteter i den langt overvejende del af området er ophørt eller under afvikling (§ 11 d). Sådanne områder kan udlægges til boligformål, institutionsformål, centerformål, rekreative formål samt erhvervsformål, der er forenelige med anvendelse til boligformål (§ 11 b, stk. 1, nr. 5 og 12).

Et byomdannelsesområde kan således være et område, der hidtil overvejende har været anvendt til industri, håndværk, værksteder, lager- og engrosvirksomhed og transportvirksomhed med dertil hørende administration. Der vil godt kunne være tale om en vis boligandel, men der kan ikke udpeges områder, hvor der eksempelvis er tale om baggårdserhverv til en boligrandbebyggelse. Der kan både være tale om ældre, centralt beliggende områder og nyere erhvervsområder. Der kan også være tale om offentlige anlæg som erhvervshavne, godsbanearealer, kaserner, institutioner og lignende.

Det væsentlige for at et område kan udpeges som byomdannelsesområde er, at der er en omstillingsproces i gang, hvor den hidtidige anvendelse enten er stoppet, eller at der er tale om en gradvis ændringsproces, hvor flere af virksomhederne er forsvundet eller er på vej til det, og hvor dele af områdets bygninger og arealer ligger ubenyttet hen.

Bestemmelserne for den fremtidige anvendelse af og bebyggelsesstrukturer for et byomdannelsesområde fastsættes i kommuneplanens rammedel, og de vil slå igennem, efterhånden som grundejerne eller kommunen tager initiativ til at realisere de ændrede muligheder.

Kommuneplanen kan fastlægge:

Redegørelsen som følger kommuneplanen, skal indeholde oplysninger om begrundelsen for de valgte rækkefølgebestemmelser (§ 11 e, stk. 1, nr. 1).

For at understøtte en udvikling i områderne, kan der – udover de almindelige bestemmelser efter § 15 – fastlægges særlige bestemmelser i en efterfølgende lokalplan for hele eller dele af det byomdannelsesområde, som kommuneplanen afgrænser. Der er tale om:

Hvis der i kommuneplanen fastsættes rammer for et byomdannelsesområde (§ 11 b, stk. 1, nr. 5), dvs. et område, hvor erhvervsanvendelsen er under afvikling (§ 11 d), og hvor støjbelastningen skal bringes til ophør i en overgangsperiode, kan der ikke samtidig fastsættes bestemmelserne i en lokalplan om, at ny boligbebyggelse skal støjisoleres (§ 15, stk. 2, nr. 21). Lokalplanbestemmelser om, at ny boligbebyggelse skal støjisoleres, kan alene anvendes i enten eksisterende boligområder, hvor der planlægges for ny boligbebyggelse, eller i byområder, der udlægges til blandede byfunktioner, herunder boligformål (§ 11 b, stk. 1, nr. 2).

Redegørelsen til lokalplaner for byomdannelsesområder skal indeholde oplysninger om, hvordan det sikres, at støjbelastningen bringes til ophør (§ 16, stk. 7). Loven præciserer i øvrigt, at en redegørelse, der forudsætter gennemførelse af støjdæmpende foranstaltninger på eksisterende virksomheder, skal indeholde nærmere oplysninger om grundlaget for vurderingen af de enkelte virksomheder, og oplysningerne skal så vidt muligt være tilvejebragt i dialog med virksomhederne.

Miljøstyrelsens vejledning nr. 3/2003 ”Ekstern støj i byomdannelsesområder” giver anvisninger på en hensigtsmæssig håndtering af støj fra virksomheder, både i de tidlige planlægningsfaser og ved den efterfølgende regulering af støjen i en overgangsperiode. Vejledningen beskriver også andre miljøforhold, som kan være af betydning ved byomdannelse, herunder støv, lugt og trafikstøj. Endelig giver vejledningen nogle supplerende betragtninger om vejledende grænseværdier for støj i byområder og tilsvarende.

Hvis der er tale om et byomdannelsesområde i en havn, er det et krav, at lokalplanen indeholder bestemmelser, der sikrer offentlighedens adgang til vandet (§ 15, stk. 9).

E.8. Miljøvurdering

Inden for miljøvurdering er der to vurderinger, som adskiller sig fra hinanden. Den ene er miljøvurdering af planer og programmer, og den anden er VVM (vurdering af virkning på miljøet). Nedenfor er der en meget kort beskrivelse, som koncentrerer sig om, hvor man som kommuneplanlægger skal være opmærksom på, om der skal miljøvurderes. Der henvises i øvrigt til lov om miljøvurdering af planer og programmer (lov nr. 316 af 5. maj 2004) og vejledning nr. 9664 af 18. juni 2006 om miljøvurdering af planer og programmer. For VVM henvises til planlovens §§ 11 g til 11 i og bekendtgørelsen herom (bekendtgørelse nr. 1335 af 06/12/2006 om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om planlægning) samt vejledning nr. 12392 af 10/10/2001, VVM-Vejledning om visse offentlige og private anlægs indvirkning på miljøet (under revision).

E.8.1. Miljøvurdering af planer og programmer

Kommuneplaner skal som hovedregel miljøvurderes. Kravet om miljøvurdering af kommuneplaner er normalt begrænset til de dele af kommuneplanforslaget, som indeholder ændringer i forhold til den gældende kommuneplan. Arealudlæg, der allerede er udpeget i en gældende kommuneplan, og som også indgår i en ny kommuneplan, er således normalt ikke omfattet.

Først vurderes det, om planens indhold kræver miljøvurdering (der screenes). Til denne screening skal der indhentes udtalelser fra berørte myndigheder. Skal der miljøvurderes, skal vurderingen dokumenteres i en miljørapport, som kan indarbejdes i kommuneplanens redegørelse. Den skal offentliggøres, og dette kan ske sammen med det egentlige kommuneplanforslag.

For mere fyldestgørende vejledning herom henvises til lov om miljøvurdering af planer og programmer (lov nr. 316 af 05/05/2004) og vejledning nr. 9664 af 1806/2006 om miljøvurdering af planer og programmer.

E.8.2. VVM (Vurdering af Virkninger på Miljøet)

VVM-reglerne omfatter konkrete anlægsprojekter. Bygherren skal anmelde anlægsprojekter til kommunen. Kommunen er i de fleste tilfælde VVM-myndighed, dog er de statslige miljøcentre VVM-myndighed for visse anlægstyper. Hvis miljøcentret er VVM-myndighed oversender kommunen anmeldelsen til miljøcentret. (se mere om delingen af VVM-kompetencen i (bekendtgørelse. nr. 1335 af 06/12/2006 om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM), kapitel 6).

For et VVM-pligtigt anlæg skal der udarbejdes et kommuneplantillæg med tilhørende VVM-redegørelse, der indeholder en vurdering af det konkrete anlægs forventede miljømæssige konsekvenser.

Dette gælder, uanset om anlægget tænkes placeret inden for rammerne af en gældende lokalplan og/eller kommuneplan, eller kommuneplantillægget for anlægget indebærer en ændring af kommuneplanen i øvrigt. Det gælder også, selvom der for de gældende planer har været gennemført en miljøvurdering i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.

I de tilfælde hvor miljøcentret er VVM-myndighed, står miljøcentret for udarbejdelsen og udstedelsen af kommuneplantillægget og den tilhørende miljøredegørelse.

For VVM-pligtige anlæg gælder, uanset om det er en kommune eller et statsligt miljøcenter, der er VVM-myndighed, at de skal have en særlig tilladelse, inden bygherren må påbegynde anlægget, og at denne tilladelse ikke må gives, før VVM-tillægget til kommuneplanen er endeligt vedtaget af kommunalbestyrelsen eller udstedt af det statslige miljøcenter.

Der henvises til Miljø- og Energiministeriets VVM-vejledning fra 2001 (nr. 12392 af 10. oktober 2001). Vejledningen gælder fortsat, idet dog henvisningerne til regionplanmyndigheden og regionplanlægningen skal læses som henholdsvis de statslige miljøcentre/kommunerne og kommuneplanlægningen.

E.8.3. Forholdet mellem lov om miljøvurdering af planer og programmer og VVM

Hvis et kommuneplantillæg er tilvejebragt som følge af VVM-reglerne og indeholder retningslinjer eller rammebestemmelser, der ændrer den gældende kommuneplan, skal udarbejdelse af miljøvurderingen ske efter såvel planlovens regler om VVM som bestemmelserne i lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Da procedurerne stort set er sammenfaldende, vil en opfyldelse af begge regelsæt kunne opnås, ved at kommunalbestyrelsen udover at opfylde planlovens VVM-bestemmelser påser overholdelsen af bestemmelserne i lov om miljøvurdering af planer og programmer om høring af berørte myndigheder, udarbejdelse af et forslag til overvågningsprogram samt udarbejdelse af den sammenfattende redegørelse med bl.a. fastlæggelse af et overvågningsprogram.