By- og Landskabsstyrelsen

C. Kommuneplanens indhold (§ 11)

C.1. Generelt

Kommuneplanen består af tre dele (§ 11, stk. 2).

  1. Kommunens hovedstruktur.
  2. Retningslinjer for arealanvendelse.
  3. Rammer for lokalplanlægningen.

Kommuneplanen skal desuden indeholde kort, der knytter sig til ovenstående retningslinjer og rammer (§ 11, stk. 3).

Endelig skal kommuneplanen ledsages af en redegørelse for planens forudsætninger.

I det følgende er kommuneplanens enkelte dele gennemgået punkt for punkt. Det sker for at fremhæve de særlige karaktertræk ved henholdsvis hovedstruktur, retningslinjer, rammer, redegørelse og kort.

Denne opdeling formidler én måde at disponere kommuneplanen på; men den skal ikke signalere begrænsning i kommunernes frihed til at disponere kommuneplanen på en anden måde. I stedet for opdeling i en hovedstruktur, en retningslinjedel og rammer for lokalplanlægningen kan kommuneplanen fx disponeres, så hovedstrukturen indeholder overordnede retningslinjer for kommuneplankatalogets emner (§ 11 a), eller at mere detaljerede retningslinjer skrives sammen med rammerne, eller at kommuneplanen helt eller delvis opdeles efter emner eller geografiske områder.

Det er afgørende, at kommunalbestyrelsen forholder sig til alle emner i kommuneplankataloget (§ 11 a), og at retningslinjerne i deres arealdisponering på en hensigtsmæssig måde dækker hele kommunens areal. Men det er kommunalbestyrelsen der prioriterer emnerne – herunder hvor grundigt et emne skal behandles. For emner, kommunalbestyrelsen ikke finder relevante, kan man i redegørelsen beskrive hvorfor de ikke er behandlet nærmere i retningslinjer.

Hvis der senere skal udarbejdes lokalplan, vil kommuneplanens rammer (§ 11 b) udgøre grundlaget for lokalplanindholdet. Der kan således ikke udarbejdes lokalplan for forhold, der ikke er behandlet i rammerne for lokalplanlægningen. (se NKO 2004/324.)

Retningslinjerne, rammerne og kortene skal være så præcise, at der ikke kan være tvivl om indholdet. De skal kunne danne grundlag for den efterfølgende administration, henholdsvis lokalplanlægning (NKO 91/1996 om kortbilags præcisionsgrad).

Kortene er sammen med kommuneplanens hovedstruktur, retningslinjerne og rammerne for lokalplaner bindende for kommunalbestyrelsen, som skal virke for planens gennemførelse, herunder ved udøvelse af beføjelser i medfør af anden lovgivning (se kapitel H).

Hvis der er uoverensstemmelse mellem kortet og tekstdelen, er det teksten, der gælder.

Redegørelsen har oplysende eller forklarende karakter og er ikke direkte bindende for den kommunale administration. Den udgør baggrundsviden og skal danne grundlag for myndighedernes og borgernes forståelse af kommuneplanens bestemmelser. Den kan i øvrigt ses i sammenhæng med kommunens planstrategi, som er baggrund for kommuneplanens indhold.

C.2. Hovedstruktur (§ 11, stk. 2, nr. 1)

Kommuneplanens hovedstruktur omfatter hele kommunens geografiske område, byzone, sommerhusområder og landzone. Hovedstrukturen afspejler de overordnede mål for udviklingen og arealanvendelsen og er udtryk for den interesseafvejning, kommunalbestyrelsen har foretaget. Den giver et overblik over planens indhold og kan være indgangen til kommuneplanens mere detaljerede indhold.

I hovedstrukturen fastlægges kommunens by- og centerstruktur. Kommunen kan opdeles i en række bydele, bysamfund og landområder. Af hovedstrukturen fremgår også de generelle retningslinjer for kommunens udvikling, planmålene for bydelene/bysamfundene og landområderne samt de væsentlige arealanvendelser.

Kommuneplanens hovedstruktur kan illustrere kommunens fremtidige opbygning. Det vil sige, at den giver en samlet præsentation af arealanvendelser til eksisterende og fremtidige boligområder, erhvervsområder, detailhandel, idrætsanlæg, sommerhusområder, andre rekreative områder, veje og andre trafikanlæg, områder med landskabs- og naturinteresser, landbrugsområder, skovrejsningsområder mm.

Kommuneplanens hovedstruktur indeholder en beskrivelse af trafikbetjeningen i hele kommunen, hvori angives det eksisterende vej-, sti- og banenet og eventuelle havnefunktioner og flyvepladser samt udbygningsmålene for trafikanlæggene og betjeningen med kollektive trafikmidler.

Det er almindelig praksis at ledsage hovedstrukturen med et eller flere kort, der kan give et godt overblik over de valgte hovedtræk i arealdisponeringen for hele kommunen.

Et godt oversigtskort kan give overblik over sammenhænge mellem arealinteresserne i kommunen, og det kan dermed være en overskuelig indgang til planen for borgere, erhvervsliv, foreninger og myndigheder.

Kortene kan fx vise eksisterende og fremtidig anvendelse af kommunens enkelte områder og placering af veje, stier og tekniske anlæg, faciliteter for friluftslivet, områder med geologiske værdier, værdifulde landbrugsområder osv.

Kortet kan også vise arealreservationer og udpegninger efter anden lovgivning – som fx råstofområder efter den regionale råstofplan, arealudpegninger i vandplaner, Natura 2000 områder samt arealreservationer i landsplandirektiver og anlægslove – der er bindende for kommuneplanlægningen (§ 11, stk. 4), og det kan vise afgrænsede områder, der knytter sig til emnerne i kommuneplankataloget (§ 11 a).

Kommuneplanen skal omfatte en periode på 12 år, idet dog hovedstrukturens strategiske og langsigtede overvejelser kan række længere.

Udpegningerne i hovedstrukturen har tæt sammenhæng med bestemmelserne om rækkefølgen for bebyggelse og ændret anvendelse af nye arealer til byformål, byomdannelsesområder og sommerhusområder, der skal fastlægges i rammedelen (§ 11 b, stk. 1, nr. 11, jf. § 11 e, stk. 1, nr. 1). Se nærmere i C.4.2, nr. 11 og 12, og C.5.2, nr. 1.

Hovedstrukturen kan udgøre en selvstændig del eller kan skrives sammen med retningslinjer for arealanvendelsen. Hvis hovedstrukturkortet indeholder afgrænsning af områder, der følger af planlovens bestemmelser om kommuneplanens retningslinjer – som fx udpegning af skovrejsningsområder, afgrænsning af byvækstområder osv. – skal afgrænsningen være præcis og entydig.

Det anbefales, at kort over kommuneplanens hovedstruktur udarbejdes efter samme model, som gælder for kort over retningslinjer for arealanvendelsen (se C.3.1). Dette betyder blandt andet, at kort over hovedstrukturen udarbejdes på baggrund af samme reference (grundkort) som kortene til de forskellige retningslinjer for arealanvendelse. Herved sikres en sammenhængende digital kommuneplan med mange anvendelsesmuligheder inden for digital forvaltning – uanset om hovedstrukturdelen og retningslinjer for arealanvendelsen i kommuneplanen omtales i samme afsnit.

C.3. Retningslinjer

C.3.1. Generelt (§ 11)

Efter lovens § 11, stk. 2, nr. 2, skal kommuneplanen på baggrund af en samlet vurdering af udviklingen i kommunen indeholde retningslinjer for udlægning af arealer til byzoner og sommerhusområder samt retningslinjer for beliggenheden af arealer til forskellige byformål inden for byzonen.

Kommuneplanerne skal desuden indeholde retningslinjer for de emner, der tidligere indgik i regionplanerne. Kommuneplanerne skal således bl.a. indeholde retningslinjer for beliggenheden af arealer til fritidsformål, skovrejsning, infrastrukturanlæg og tekniske anlæg. Kommuneplanen skal endvidere varetage de jordbrugsmæssige interesser og naturbeskyttelsesinteresserne og sikre lavbundsarealer, kulturhistoriske, landskabelige og geologiske bevaringsværdier. Endelig skal kommuneplanerne indeholde retningslinjer for anvendelsen af kystnærhedszonen og anvendelsen af vandløb, søer og kystvande.

Emnerne er listet op i kommuneplankataloget, der fremgår af lovens § 11 a, og som gennemgås nedenfor. Retningslinjerne skal som udgangspunkt behandle samtlige kommuneplankatalogets 19 emner. For nogle kommuner er der retningslinjeemner nævnt i loven, som er direkte irrelevante. Det kan fx være bestemmelser om arealanvendelsen i kystnærhedszonen for indlandskommuner. I så fald er det tilstrækkeligt at oplyse i redegørelsen, at bestemmelser derom er irrelevante.

Retningslinjerne udgør et grundlag for kommunens administration af planlovens landzonebestemmelser og for kommunens administration af kompetencer inden for anden lovgivning, bl.a. natur-, miljø-, bygge-, og vejlovgivningen og husdyrgodkendelsesloven. Retningslinjerne og de områdeudpegninger, de medfører, oplyser om hvilke hensyn, kommunalbestyrelsen vil lade indgå i afvejningen af en ansøgning om tilladelse eller dispensation efter lovgivningen – samtidig med at behandlingen af ansøgninger om tilladelse eller dispensation også vil foregå på baggrund af et konkret skøn, når der er pligt til at fortage et sådant efter lovgivningen. Desuden udgør retningslinjerne grundlaget for kommunens naturforvaltning og andre tiltag til nye aktiviteter mv.

Efter § 11, stk. 3, er det et krav, at kommuneplanen indeholder kort, der viser de afgrænsede områder, der knytter sig til kommuneplanens retningslinjer og rammer. Kortene er sammen med kommuneplanens hovedstruktur, retningslinjerne og rammerne for lokalplaner bindende for kommunalbestyrelsen, som skal virke for planens gennemførelse (om pligten til at virke for kommuneplanen, se kapitel H).

Retningslinjerne relateres til kort i hovedstrukturen og rammedelen eller til særlige emnekort med afgrænsning af områder, der reserveres til bestemte formål, fx boliger, erhverv, veje, fritidsanlæg, råstofindvinding mv.

Retningslinjerne kan også – på kort – udpege forskellige arealtyper, som fx naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser, særligt værdifulde landbrugsområder eller skovrejsningsområder, med tilknyttede bestemmelser om, hvad der gælder for områderne.

Områderne skal afgrænses entydigt på kortbilag, og retningslinjerne skal angive hvilke kortbilag, der er grundlaget for retningslinjernes bestemmelser, ligesom der skal anvendes samme terminologi i retningslinjer og kortbilag. Kortbilagene skal også være i et målestoksforhold og rumme topografiske oplysninger, der gør det muligt at bedømme udpegningerne. Kortbilagene bør foreligge både i forbindelse med offentliggørelse af kommuneplanforslaget og i forbindelse med den endelige kommuneplan.

Retningslinjerne kan endvidere fastsætte de lokaliseringsprincipper, der skal gælde, fx principper for placering af transporttunge virksomheder eller placering af kontorvirksomheder.

Der kan også være tale om principper for udbygningen af den offentlige og private service i forhold til kommunens forskellige dele.

Endelig kan retningslinjerne bestå af bestemte målsætninger for et områdes miljøkvalitet, fx det maksimalt tilladelige støjniveau i forskellige områder.

C.3.2. Kommuneplankataloget (§ 11 a)

I det følgende beskrives de 19 emner – det såkaldte kommuneplankatalog – som kommunen har pligt til at udarbejde retningslinjer for.

Opmærksomheden henledes på, at retningslinjerne ikke må være i strid med overordnet planlægning, se A.4. og A.5.

Nr. 1: Udlægning af arealer til byzone og sommerhusområder

I retningslinjen skal afgrænsningen af byzone og sommerhusområder i forhold til landzonen i kommunen fastsættes ud fra:

Der skal ved afgrænsningen tages hensyn til de øvrige interesser, der er i området, herunder vandindvindingsinteresser, landskabelige og naturmæssige interesser samt hensyn til jordbrugserhvervene, og der skal lægges vægt på en hensigtsmæssig udnyttelse af investeringer i fx trafik- og serviceforsyning.

Det fremgår af lovbemærkningerne, at al fremtidig byvækst – både erhvervs- og boligområder mm. – bør placeres i byzone i eksisterende byer eller i direkte tilknytning hertil.

Afgrænsningen af arealerne skal vises på kort. Kortene skal være så præcise og entydige, at det er muligt at lokalisere de udlagte områder, så en offentlig debat bliver mulig. (Se også NKO 38/1994 og 91/1996)

Overførsel af landzoneområde til byzone eller sommerhusområde sker ved lokalplanlægning. Dette forudsætter, at kommuneplanen indeholder rammer for lokalplanlægningen for de pågældende arealer.

Det følger af bestemmelsen i planlovens § 45, om at kommunalbestyrelsen kan beslutte at tilbageføre arealer til landzone i overensstemmelse med kommuneplanen, at der også skal tages stilling til dette spørgsmål. Størrelsen og beliggenheden af de arealer, der skal tilbageføres til landzone, fastlægges i hovedstrukturen eller i retningslinjerne, og den nærmere afgrænsning må ske på et kortbilag. Det er vigtigt, at det anføres, hvilke retningslinjer, der skal gælde for det tilbageførte areal.

Om tilbageførsel fra byzone/sommerhusområde til landzone på grundlag af en kommuneplan (planlovens § 45) se kapitel K.

Planloven indeholder på den ene side et forbud imod udlægning af sommerhusområder inden for 3 km kystnærhedszonen og på den anden side et krav om, at eksisterende sommerhusområder i kystnærhedszonen skal fastholdes til ferieformål.

Opmærksomheden henledes desuden på lov om kolonihaver (lovbekendtgørelse nr. 790 af 21/06/2007), hvorefter varige kolonihaver som udgangspunkt ikke kan nedlægges.

Nr. 2: Beliggenheden af områder til forskellige byformål, fx boligformål, erhvervsformål, blandede byfunktioner, beliggenheden af offentlige institutioner, serviceformål, byomdannelsesområder mv.

Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for beliggenheden af arealer til de forskellige byfunktioner. Områder til blandede byfunktioner kan indeholde forskellige funktioner, som kan fungere sammen, hvorved der er mulighed for at skabe et attraktivt, mangfoldigt og varieret bymiljø. Områderne kan fx indeholde boliger og ikke forurenende erhverv, som kontorvirksomheder, servicevirksomheder samt de såkaldte kreative og innovative erhverv.

De afgrænsede områder, der knytter sig til kommuneplanens retningslinjer skal vises på kort. Kortene skal være så præcise og entydige, at det er muligt at lokalisere de udlagte områder, så en offentlig debat bliver mulig. (Se også NKO 38/1994 og 91/1996)

Det er almindelig praksis, at kommuneplanens hovedstruktur på et eller flere oversigtskort med tilhørende tekst og retningslinjer angiver arealanvendelsen, såvel i kommunens eksisterende byzoneområder som i de fremtidige. Hvis retningslinjerne henviser til et hovedstrukturkort, skal kortet leve op til de krav om præcision, der er omtalt ovenfor.

For visse byanlæg kan det være tilstrækkeligt, at retningslinjerne angiver principper for lokaliseringen. Det kan være tilfældet, hvis kommunalbestyrelsen endnu ikke har vedtaget den endelige placering, eller hvis det ikke er hensigtsmæssigt at regulere med konkret afgrænsning. Det kan fx dreje sig om principper for placeringen af en børnehave eller en skole i et større boligområde, hvor kommunen ikke endnu har lagt sig fast på en præcis placering.

Kommunerne skal desuden beslutte, om der skal udarbejdes retningslinjer for byomdannelsesområder. Hvis dette ikke er aktuelt i kommunen, skal det oplyses i redegørelsen. Hvis der udpeges byomdannelsesområder, som ønskes gennemført i kommuneplanperioden, skal de opfylde de krav om afgrænsning, som er angivet i lovens § 11 d (se E.7. om byomdannelse), og der skal tilvejebringes rammer for indholdet af lokalplaner efter lovens § 11 b, stk. 1, nr. 5 og nr. 12 (se C.4.2).

Nr. 3: Den kommunale detailhandelsstruktur, herunder afgrænsning af bymidter, bydelscentre, lokalcentre, områder til særlig pladskrævende varer og eventuelle aflastningsområder samt fastsættelse af det maksimale bruttoetageareal til butiksformål for det enkelte område og maksimale bruttoetagearealer for de enkelte butikker i de enkelte områder, herunder også for enkeltstående butikker, jf. §§ 5 l-5 r

Det overordnede mål for planlægningen er (§ 5 l)

Efter planlovens § 11 a, nr. 3, skal kommuneplanerne indeholde retningslinjer for den kommunale detailhandelsstruktur. Retningslinjerne skal omfatte:

Bymidter og bydelscentre skal afgrænses efter en statistisk metode jf. bekendtgørelse nr. 1093 af 11/09/2007 om afgrænsning af bymidter og bydelscentre. Dog kan afgrænsninger, der var gældende før den 1. juli 2007, opretholdes uændret. Men hvis en afgrænsning fra før 1. juli 2007 ændres, skal de nye regler anvendes.

Særligt for hovedstadsområdet gælder, at miljøministeren efter § 3, stk. 1 (ved landsplandirektiv) skal fastlægge beliggenheden af bymidter, bydelscentre og aflastningsområder, herunder bymidter og aflastningsområder, hvori der kan etableres store butikker (§ 5 m, stk. 4).

Uden for bymidter og bydelscentre kan der efter § 5 n:

Desuden kan der – uden for bymidter og bydelscentre – i tilknytning til tankstationer, togstationer, lufthavne, stadioner, fritliggende turistattraktioner og lignende udlægges arealer til butikker til brug for de kunder, der i øvrigt benytter anlægget på grund af dets primære funktion (§ 5 o).

Der kan ikke udlægges nye aflastningsområder.

De aflastningsområder, som er udpeget i regionplanretningslinjer gældende pr. 1. januar 2007, kan overføres til kommuneplanerne. Men de kan ikke udvides, hverken med hensyn til områdets afgrænsning eller i forhold til det bruttoetageareal, der var angivet i regionplanretningslinjerne.

For hovedstadsområdet og Århus Kommune gælder dog særligt (§ 5 m, stk. 4 og 5), at miljøministeren efter planlovens § 3, stk. 1 (landsplandirektiv), kan udpege nye aflastningsområder.

Særlig pladskrævende varegrupper er beskrevet udtømmende i loven (§ 5 n, stk.1, nr. 3). Det er: biler, lystbåde, campingvogne, planter, havebrugsvarer, tømmer, byggematerialer, grus, sten og betonvarer samt møbler.

Særligt for møbler gælder, at muligheden for at etablere sig i områder omfattet af stk. 1, nr. 3, er betinget af,

Loven sætter nogle grænser for de arealer, der kan udlægges til butiksformål uden for bymidten (§ 5 p):

Butikscentre og større butikker kan være omfattet af VVM-reglerne, der er nærmere beskrevet under nr. 7 (VVM-pligt).

Se også C.4. om rammer for lokalplaner til butikker, C.5. om redegørelsen samt E.6., der også indeholder en fremstilling af kravene til butiksstørrelser.

Der vil i øvrigt blive udarbejdet en særlig vejledning om planlovens detailhandelsregler.

Nr. 4: Beliggenheden af trafikanlæg

Efter bestemmelsen fastsættes der retningslinjer for udbygningen af den kommunale trafikale infrastruktur, herunder veje, jernbaner, havne og flyvepladser, samt betjeningen med kollektive trafikmidler.

Kommunerne har ansvaret for planlægning af alle kommunale trafikanlæg. Nationale trafikanlæg planlægges af staten. Fastlæggelse af linjeføring og lokalisering af anlæg foretages af de kompetente myndigheder, dvs. stat eller kommune. Anlæggene skal, når der ikke er tale om anlægslov, optages i kommuneplan, inden de kan etableres.

Kommunalbestyrelsen foretager afvejningen mellem fx trafikinteresser og andre arealinteresser. Kommuneplanerne kan begrænse mulighederne for at anvende trafikbelastede områder til formål, der er følsomme over for denne belastning. Dette kan ske ved at fastlægge retningslinjer for, hvilke påvirkninger i form af støj, vibrationer og eventuel luftforurening, nye områder – fx til boligbebyggelse eller rekreative formål – må belastes med.

Da mange trafikanlæg også er omfattet af VVM-reglerne, henvises tillige til nr. 7 (VVM-pligt).

De regionale trafikselskabers planlægning for den kollektive trafik udgør en væsentlig forudsætning for kommunernes planlægning og skal derfor beskrives i redegørelsen (se C.5.2, nr. 9).

Trafikken i byerne er i dag en af de væsentligste kilder til belastning af miljøet. Især i de større byer optræder problemer med trafiksikkerhed, støj, luftforurening, manglende fremkommelighed og vejenes påvirkning af det visuelle bymiljø i en grad, som kalder på en samlet planlægning for at reducere problemerne.

En begrænsning af de trafikskabte miljøproblemer må på den baggrund betragtes som en væsentlig opgave for den fortsatte vedligeholdelse og ajourføring af kommuneplanerne.

Der henvises til Håndbog om Miljø og Planlægning, Miljøministeriet, 2004.

Nr. 5: Beliggenheden af tekniske anlæg

Betegnelsen tekniske anlæg omfatter transport- og kommunikationsanlæg, forsyningsanlæg, miljøanlæg og andre tekniske driftsanlæg.

Der kan fx være tale om sporanlæg, godsterminaler, stationsanlæg, værksteds- og klargøringsanlæg, rensningsanlæg, affaldsdeponerings- og affaldsbehandlingsanlæg, vindmøller, kraftværker og oplagspladser.

Kommuneplanen skal udpege arealer til forskellige tekniske anlæg og fastsætte retningslinjer herfor. Retningslinjerne kan fx fastlægge krav, der skal være opfyldt, for at et anlæg kan placeres det pågældende sted. Retningslinjerne kan fastlægge, hvilke påvirkninger (fx i form af støj, vibrationer og eventuel luftforurening) naboområder – til fx boligbebyggelse eller rekreative områder – må belastes med. Retningslinjerne kan også direkte fastsætte afstandskrav, som skal danne grundlag såvel for den mere detaljerede planlægning af ny, miljøfølsom bebyggelse i rammedelen som for administration af landzonebestemmelserne.

For højspændingsanlæg henledes opmærksomheden på følgende:

Den samlede langsigtede planlægning for udbygning/ændring af højspændingsnettet over 100 kV gennemføres i et samarbejde mellem elselskaberne (se mere på www.energinet.dk) og kommunerne (forsyningssikkerhed/hensyn til omgivelserne) og udmøntes i arealreservationer i kommuneplanerne.

Det er aftalt med elselskaberne, at generne fra luftledningsanlæg skal begrænses mest muligt. Af aftalen følger:

Der er ikke krav om at reservere arealer til kabelforbindelser, men det kan være hensigtsmæssigt.

Der er VVM-pligt for luftledningsanlæg over 100 kV med tilhørende stationer for strækninger over 2 km. Normalt vil nye 132 kV eller 150 kV luftledninger kun komme på tale, hvis de kan ophænges sammen med 400 kV ledninger på kombimaster.

Der kan ikke planlægges for trafikanlæg, andre tekniske anlæg og lignende inden for de internationale naturbeskyttelsesområder, jf. § 5, stk. 2, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 408 af 01/05/2007 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Hvad angår placering af master og antenner til radiokommunikationsformål henvises til Mastevejledningen fra IT- og Telestyrelsen. Vejledningen indeholder en gennemgang af eksisterende regelsæt i bl.a. bygge-, plan- og naturbeskyttelseslovgivningen samt masteloven.

For vindmøller henledes opmærksomheden på cirkulære nr. 100 af 10/06/1999 om planlægning for og landzonetilladelse til opstilling af vindmøller og den tilhørende vejledning (Vejledning nr. 39 af 09/07/2001). Cirkulæret og vejledningen er under revision.

Regeringens udvalg om planlægning for vindmøller på land fra 2006, anbefalede nogle fælles overordnede principper for den fremtidige planlægning for vindmøller på land, som kommunerne kan administrere efter i deres kommuneplanlægning. Anbefalingerne er, at kommunerne er centrale aktører for denne planlægning, at der skal sikres en balance mellem landskabshensyn, hensynet til klimapolitik/forsyning og hensynet til naboer, således at der fortsat kan ske en udbygning af vindmøller, samt at staten skal sikre det nødvendige grundlag for kommunernes planlægning ved at bidrage med retningslinjer, viden og stille værktøjer til rådighed.

Regeringens indgik den 21. februar 2008 et bredt forlig i folketinget om en energiaftale som fastlægger nogle overordnede målsætninger for udbygning med vedvarende energi, herunder udbygning med vindenergi.

Den 25. april 2008 indgik Miljøministeriet og KL en aftale om kommunernes vindmølleplanlægning frem til og med 2011. Aftalen konkretiserer kommunernes ansvar for at tilvejebringe et plangrundlag for den udbygning med vindmøller, som er en følge af energiaftalen.

Der henvises til By- og Landskabsstyrelsens hjemmeside, hvor planlægningsudvalget rapport med bilag herunder rapporten ”Store vindmøller i det åbne land” – en vurdering af de landskabelige konsekvenser og miljøministeriets aftale med KL ligger på www.blst.dk/Planlaegning/vindmoeller/

Nr. 6: Beliggenheden af områder til virksomheder mv., hvortil der af hensyn til forebyggelse af forurening må stilles særlige beliggenhedskrav

Virksomheder, der er omfattet af denne bestemmelse, er fx særligt forurenende virksomheder, rensningsanlæg, affaldsbehandlingsanlæg, motorbaner, knallertbaner, skydebaner og forsvarets øvelsespladser, samt skyde- og øvelsesterræner. Der er således tale om virksomheder og anlæg, der ikke kan placeres i byernes erhvervsområder, men som har behov for en særlig beliggenhed uden for byerne.

Traditionelt har det drejet sig om virksomheder, der på grund af støj, røg, vibrationer eller udledning er særligt forurenende; men der kan også være tale om virksomheder, der medfører meget tung trafik.

Arealudlæggene skal forbeholdes denne type virksomheder, og de skal ikke kunne udnyttes til virksomhedstyper, der kan indpasses i almindelige erhvervsområder eller byområder til fx blandet bolig- og erhvervsanvendelse.

De fleste af disse virksomheder er omfattet af VVM-reglerne, hvorfor der tillige henvises til nr. 7 (VVM-pligt). Endvidere er størstedelen af virksomhederne omfattet af miljøbeskyttelseslovens bestemmelser om godkendelse af listevirksomheder (bekendtgørelse nr. 1640 af 13. december 2006).

Risikovirksomhed er defineret i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1666 af 14/12/2006 om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer.

Opmærksomheden henledes i øvrigt på Miljøministeriets cirkulære nr. 37 af 20. april 2006 (landsplandirektiv), hvorefter kommunalbestyrelsen skal inddrage hensynet til risikoen for større uheld, hvis der i en kommune- eller lokalplan fastlægges bestemmelser for arealanvendelsen, som omfatter arealer, der ligger nærmere end 500 m fra en risikovirksomhed.

Udviklingen inden for forureningsbegrænsende foranstaltninger og renere teknologi gør, at mange virksomheder kan reducere eventuelle emissioner og dermed begrænse deres påvirkning af de umiddelbare omgivelser. Sådanne virksomheder med ingen eller få emissioner bør placeres i byområder, enten integreret med andre byfunktioner eller i særlige erhvervsområder. Der er dog fortsat virksomheder og anlæg, som har emissioner af støj, diffust støv, lugt eller vibrationer, eller som udgør risiko i tilfælde af uheld, og som derfor bør lokaliseres i erhvervsområder med passende afstand fra følsomme områder. Nogle få virksomheder kan have behov for en særlig beliggenhed uden for byerne. Det gælder i særlig grad enkelte af de ovenfor omtalte risikovirksomheder, der alle er omfattet af planlovens VVM-regler.

Kommunens eventuelle udpegning af arealer til virksomheder med særlige beliggenhedskrav kan fx fremgå af kommuneplanens hovedstruktur, suppleret med retningslinjer der fastlægger krav, der skal være opfyldt for den nærmere planlægning for virksomheden og omgivelserne, samt rammer for lokalplanlægning af virksomheden.

Nr. 7: Beliggenheden af enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet væsentligt (VVM-pligtige anlæg)

Bestemmelsen handler om de såkaldte VVM-anlæg. Disse anlæg er fastlagt ved bekendtgørelse om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om planlægning (bekendtgørelse nr. 1335 af 06/12/2006). En væsentlig del af disse anlæg må forventes placeret i overensstemmelse med udpegninger i kommuneplanens hovedstruktur, retningslinjer og rammer.

Planlovens VVM-regler stiller krav om en særlig redegørelse om miljøpåvirkningerne i bred forstand for alle anlæg, som må antages at kunne påvirke miljøet væsentligt, inden der træffes beslutning om at påbegynde anlægget.

En række anlæg er efter VVM-direktivet obligatorisk VVM-pligtige, mens der for en lang række andre anlæg skal gennemføres en såkaldt screening med udgangspunkt i det konkrete anlægsprojekt med henblik på at vurdere, om projektet må antages at kunne påvirke miljøet væsentligt og således er VVM-pligtigt.

For alle de VVM-pligtige anlæg gælder endvidere, at de først må påbegyndes, når bygherren har fået VVM-myndighedens tilladelse, jf. § 11 g, stk. 4. Dette gælder også i de tilfælde, hvor kommunen både er VVM-myndighed og bygherre.

Kommunen er i henhold til § 11 g, stk. 3, forpligtet til snarest at tilvejebringe et forslag til kommuneplantillæg for et VVM-pligtigt anlæg, hvis det ønskede anlæg i øvrigt er i overensstemmelse med retningslinjerne i kommuneplanen for området.

I forbindelse med tilvejebringelse af et kommuneplantillæg for et VVM-pligtigt anlæg kan kommunen, som i forbindelse med ethvert andet kommuneplantillæg, ændre i kommuneplanens hovedstruktur, retningslinjer og/eller rammedel.

Endvidere gælder lov om miljøvurdering af planer og programmer (lovbekendtgørelse 1398 af 22/10/2007) også for kommuneplantillæg, der udarbejdes som følge af VVM-pligten – se i denne forbindelse vejledning om miljøvurdering af planer og programmer (vejledning nr. 9664 af 18/06/2006 med tilhørende eksempelsamling) samt E.8.

Se også E.8. om miljøvurdering.

Nr. 8: Sikring af, at støjbelastede arealer ikke udlægges til støjfølsom anvendelse, medmindre den fremtidige anvendelse kan sikres mod støjgener

Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer til sikring af, at støjbelastede arealer ikke udlægges til støjfølsom anvendelse, medmindre den fremtidige anvendelse kan sikres mod støj ved etablering af afskærmningsforanstaltninger.

Bestemmelsen gælder både i landzone, byzone og sommerhusområder, dvs. at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for enkeltsagsadministration af landzonetilladelser, ligesom det ved fordelingen af arealer til byformål skal sikres, at støjbelastede arealer ikke udlægges til støjfølsom anvendelse, medmindre kommuneplanens rammer for lokalplanernes indhold stiller krav om afskærmningsforanstaltninger (se også C.4.2.). Vær i den forbindelse opmærksom på bestemmelserne i § 15 a om lokalplanlægning af støjbelastede arealer.

Reglen betyder, dels at de fremtidige beboere sikres mod støjulemper, dels at de eksisterende støjende virksomheder eller fritidsanlæg ikke udsættes for krav om øget støjbekæmpelse, når byudviklingen medfører, at "boligerne sniger sig ind på virksomheden". På den måde kan konflikter på støjområdet forebygges. Det anbefales, at støjkonsekvenszonerne bliver udpeget på kort.

Et område er støjbelastet, hvis Miljøstyrelsens vejledende støjgrænse for den pågældende anvendelse ikke kan overholdes. Således kan et område ikke udlægges til blandet bolig- og erhvervsanvendelse, hvis det er belastet med mere end 55 dB i dagperioden, medmindre det sikres, at lokalplanen kommer til at indeholde bestemmelser om etablering af den nødvendige afskærmning, fx som forudsætning for ibrugtagning.

De relevante vejledninger er:

Miljøstyrelsens vejledning nr. 5 / 1984 "Ekstern støj fra virksomheder" (tillæg offentliggjort i juli 2007)

Miljøstyrelsens vejledning nr. 4/2007 "Støj fra veje"

Miljøstyrelsens vejledning nr. 1/1997 "Støj og vibrationer fra jernbaner" (tillæg offentliggjort i juli 2007)

Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1994 "Støj fra flyvepladser"

Miljøstyrelsens vejledning nr. 2/2005 "Støj fra motorsportsbaner"

Miljøstyrelsens vejledning nr. 1/1995 "Skydebaner"

Miljøstyrelsens vejledning nr. 2/2006 "Støj fra forlystelsesparker"

Miljøstyrelsens vejledning nr. 4/2006 ”Støjkortlægning og støjhandlingsplaner

Desuden gælder:

Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1518 af 14. december 2006 om støj fra vindmøller

Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 821 af 23. oktober 1997 om støj fra hurtigfærgeruter, der i bilaget indeholder vejledende grænseværdier for støj fra hurtigfærgeruter.

Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 717 af 13. juni 2006 om kortlægning af ekstern støj og udarbejdelse af støjhandlingsplaner (Støjbekendtgørelsen)

Der gælder et sæt af særlige overgangsbestemmelser i forbindelse med byomdannelse, hvor der kan planlægges boliger i et industriområde, der er under afvikling. Det er beskrevet nøjere i Miljøstyrelsens vejledning 3/2003 "Ekstern støj i byomdannelsesområder". (Se også E.7. om byomdannelse.)

Nr. 9: Beliggenheden af arealer til fritidsformål, herunder kolonihaveområder og andre rekreative områder

Ved arealer til fritidsformål forstås – udover sommerhusområder, som er særligt nævnt i nr. 1 – fx områder til feriehoteller, feriecentre, campingpladser, lystbådehavne, golfbaner, forlystelsesanlæg, idrætsanlæg, regionale friluftsområder, rekreative stier samt arealer til kolonihaver og fritidshaver. Begrebet dækker også kommunale fritidsanlæg som fx parker og grønne områder.

Retningslinjerne for arealer til fritidsformål skal gøre rede for de krav, kommunalbestyrelsen stiller til placeringen af de forskellige fritidsformål.

Bestemmelsen udgør grundlaget for, at kommuneplanen kan indeholde principper for lokaliseringen af nye fritidsanlæg som fx campingpladser, større eller mindre idrætsanlæg og motocrossbaner og lokalisering af anlæg til brug for det almene friluftsliv i kommunen. Lokaliseringen kan omfatte både de grønne områder i byerne, de bynære, rekreative arealer og de regionale friluftsområder, som ligger i større afstand fra byerne. Skove, strande og andre naturarealer, som er egnede til alment friluftsliv, indgår sammen med de forskellige anlæg i kommuneplanen. Ved at sikre og forbedre naturområderne kan kommunen også skabe bedre mulighed for naturoplevelser.

I lokaliseringen kan der arbejdes med både de fritidsaktiviteter, som er organiseret igennem foreningslivet, og de mere uorganiserede aktiviteter som fx en søndagstur i skoven. Sidstnævnte kan fx understøttes med initiativer til naturformidling i områder til rekreativ udfoldelse. Det kan også være vedligeholdelse og udbygning af færdselsmuligheder ad vandre-, cykel- og rideruter og reduktion af især større trafikanlægs barrierevirkning for den rekreative adgang til og i landskabet.

De konkrete initiativer, der er nødvendige for at forbedre de rekreative muligheder i kommunen, afhænger af, hvilke funktioner de enkelte arealer har i forhold til befolkningens rekreation. Funktionerne kan variere fra hverdagens løbetur over endagsudflugter til ferier med overnatning. Områderne kan alt efter deres karakter og lokalisering have flere af disse funktioner.

De forskellige fritidsformål har meget forskellige rammebetingelser, som ikke nødvendigvis alle kan opfyldes samtidig. Nogle anvendelser, fx forlystelsesanlæg, skydebaner og motorsportsbaner, er støjende, men ikke udpræget støjfølsomme. Lystbådehavne er ikke særligt støjende, og de er som udgangspunkt heller ikke støjfølsomme. Andre anvendelser, fx feriecentre, er støjfølsomme, og det gælder i særdeleshed stilleområder, som kommunen kan udpege og afgrænse i forbindelse med støjkortlægningen.

Ved arealudlæg til golfbaner henvises der til Miljøministeriets publikation ”Lokalisering af Golfbaner” (januar 2006), hvoraf det bl.a. fremgår, at retningslinjerne for arealer til fritidsformål, herunder golfbaner, skal fastlægges på baggrund af en realistisk vurdering af behovet for nye golfbaner og i sammenhæng med målsætninger for fritidsområdet.

Retningslinjer, der skal sikre de rekreative værdier, har i praksis en tæt sammenhæng med de naturmæssige, landskabelige, geologiske og kulturhistoriske interesser.

Da visse fritidsanlæg kan være omfattet af VVM-reglerne, henvises til nr. 7 (VVM-pligt).

Nr. 10: Varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser, herunder udpegningen og sikringen af særligt værdifulde landbrugsområder

Ved de jordbrugsmæssige arealinteresser forstås interesser, der er knyttet til udøvelsen af landbrugs-, skovbrugs- og fiskerierhvervet.

De jordbrugsmæssige interesser er bl.a. udtrykt i Fødevareministeriets cirkulære om varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser i kommune- og lokalplanlægningen (Cirkulære nr. 35 af 03/06/2005).

Ifølge cirkulæret skal der for at sikre en bæredygtig udvikling, når landbrugsjorder skal overgå til ikke-jordbrugsmæssige formål, lægges vægt på, at forbruget af landbrugsjord til ikke-jordbrugsmæssige formål ikke bliver større end nødvendigt. Ved nødvendige arealinddragelser bør der lægges vægt på, at det finder sted, så de bedste landbrugsjorder bevares. Der skal også lægges vægt på, at der bevares større samlede jordbrugsområder.

Der skal i videst muligt omfang tages hensyn til landbrugsejendommenes struktur- og arronderingsforhold (arrondering betyder afrunding og benyttes om landbrugsejendommes jordtilliggender) samt til de foretagne bygnings- og kulturtekniske investeringer i jordbruget. Der skal også lægges vægt på at sikre en passende afstand mellem eksisterende landbrug og ny bebyggelse mv., så miljøkonflikt så vidt muligt undgås.

Grundlaget for varetagelse af de jordbrugsmæssige interesser i planlægningen er jordbrugsanalyserne, der udarbejdes af staten i samarbejde med kommunerne. Analyserne foretages mindst én gang i den kommunale valgperiode. Nogle af de vigtigste udgangspunkter for opdateringen af analyserne er fx jorbrugserhvervenes produktions- og arronderingsforhold, andre strukturforhold, jordbundsforhold samt behov og muligheder for vanding og afvanding.

Analyserne danner grundlag for udpegning af de særligt værdifulde landbrugsområder i kommuneplanerne med henblik på særligt at sikre disse områder gennem kommune- og lokalplanlægningen.

Arealer med jordbrugsmæssige interesser går oftest på tværs af kommunegrænser og forudsætter derfor et samarbejde mellem kommunerne. Udpegningen af de særligt værdifulde landbrugsområder må samtidig ske tæt koordineret med den statslige vand- og Natura 2000-planlægning.

Retningslinjerne for de særligt værdifulde landbrugsområder kan udbygges med andre forhold, der kan være af betydning for de landbrugsmæssige interesser. Planloven giver fx kommunerne mulighed for at udpege arealer til lokalisering af landbrugets driftsbygninger og -anlæg inden for de udpegede særligt værdifulde landbrugsområder (§ 11 b, stk. 2). Sådanne udpegninger kan fx være af interesse for husdyrproducenter, som ønsker at udvide produktionen, men begrænses af en eksisterende beliggenhed ved en landsby eller ved beskyttede naturområder og særligt værdifulde landskabsområder.

Gennem sådanne retningslinjer for lokalisering af landbrugsbyggeri kan kommunalbestyrelsen imødegå konflikter mellem landbrugsbyggeri og naboer, miljø, landskab og natur.

En udpegning i retningslinjerne af arealer til fremtidigt landbrugsbyggeri og -anlæg vil kunne konkretisere kommunalbestyrelsens administrationsgrundlag for landbrugsbyggeri, der kræver landzonetilladelse, fx fordi det antager industriel karakter, eller som kræver tilladelse efter husdyrgodkendelsesloven, der trådte i kraft pr. 1. januar 2007 og har erstattet planlovens og miljøbeskyttelseslovens krav om henholdsvis landzonetilladelse, VVM, miljøgodkendelse og lokaliseringstilladelse for husdyrbrug over en vis størrelse.

Samtidig vil udpegningen kunne tjene som en vigtig borgerinformation om områder, hvor der i fremtiden må forventes at komme nyt landbrugsbyggeri og -produktion.

Se også C.4.3.

Nr. 11: Beliggenheden af skovrejsningsområder og områder, hvor skovtilplantning er uønsket

Målet med bestemmelsen er at forøge det danske skovareal, så skovlandskaber dækker 20-25 % af landets areal i løbet af en skovgeneration.

Sigtet med bestemmelserne er at få udpeget områder, der ud fra en samfundsmæssig vurdering er bedst egnede til skovrejsning.

Bestemmelsen sigter desuden mod, at områder, der rummer natur-, landskabs-, geologiske værdier eller kulturhistoriske værdier, der ikke er forenelige med skovrejsning, fastlægges til områder, hvor skovrejsning er uønsket. Eksempler på sådanne områder er udsigter, kirkeomgivelser, ådale, geologiske formationer og lysåbne naturarealer, herunder enge og overdrev.

Skovrejsningen skal tjene en række formål, herunder at forøge træproduktionen og tilgodese hensynet til landskab, natur, kulturhistorie, miljøbeskyttelse og friluftsliv.

Især tre formål med skovrejsningen har betydning. Det er skovrejsning med henblik på at beskytte grundvands- og drikkevandsresurserne, fremme af den biologiske mangfoldighed og fremme af bynære friluftsmuligheder.

I udpegede skovrejsningsområder kan der ikke planlægges eller meddeles tilladelser til anvendelse, som hindrer en fremtidig etablering af skov.

Udpegningen er retningsgivende for administrationen af en lang række regelsæt, herunder skovloven (lovbekendtgørelse nr. 793 af 21/06/2007), den i medfør af denne lov udstedte bekendtgørelse om tilskud til privat skovrejsning (bekendtgørelse nr. 1316 af 20/11/2006) og lov om drift af landbrugsjorder (lov nr. 434 af 9. juni 2004) og den i medfør af denne lov udstedte bekendtgørelse om jordressourcens anvendelse til dyrkning og natur (bekendtgørelse nr. 460 af 13. juni 2005).

Lodsejernes konkrete ønsker til skovrejsning indgår i et samspil med planlægningen for byudvikling og bevaringsværdier i det åbne land, herunder natur- og landskabsbeskyttelsen, samt frilufts- og grundvandsinteresser.

Retningslinjerne kan indgå som et virkemiddel i de kommunale handleplaner, som følger op på de statslige vandplaner og Natura 2000-planer (miljømålsloven). Skovrejsningen kan også følge op på de statslige Natura 2000-skovplaner (skovloven).

Både skovrejsning og skovrydning er omfattet af VVM-reglerne. Der henvises til E.8. (VVM-pligt).

Nr. 12: Lavbundsarealer, herunder beliggenheden af lavbundsarealer, der kan genoprettes som vådområder

Sigtet med bestemmelsen er ikke alene, at lavbundsarealer udpeges i kommuneplanen, men også at der fastsættes retningslinjer for arealerne. Det gælder både lavbundsarealer generelt og de særligt udpegede lavbundsarealer, som følger af Vandmiljøplan II/III.

Lavbundsarealer udgør et vigtigt potentiale for udvikling af områder med stor naturværdi. Det kan fx være kunstigt afvandede eller drænede arealer, der tidligere var strandenge, moser, lavvandede søer og fjorde. For ikke at forhindre, at arealerne på et tidspunkt kan genoprettes til natur, er det derfor hensigtsmæssigt at friholde dem for byudvikling, ferie- og fritidsbyggeri, større nye veje, vindmøller, el-ledninger mv.

En anden grund til at have øje for lavbundsarealerne er, at lavtliggende arealer i særlig grad vil blive udsat for oversvømmelser som følge af klimaændringer. Alene af den grund kan det være hensigtsmæssigt at friholde lavbundsarealer for byggeri og anlæg.

Ved genopretning af vådområder forstås genskabelse af det naturlige vandstandsniveau i større samlede områder, så der over tid genskabes naturtyper som moser, sumpskove, rørskove, lavvandede søer, naturlige vandløb og våde bredarealer. Vådområderne har en væsentlig funktion i forbindelse med reduktion af nitratudvaskningen til vandløb, søer og kystvande. Genskabelsen af vådområder kan samtidig medvirke til, at der kan opnås en god økologisk tilstand i vandløb og søer gennem de bedre vandløbsforhold, som fx fjernelse af vandløbsspærringer og ophør med grødeskæring kan indebære. Dette kan videre bidrage til et varieret dyre- og planteliv.

Genopretning af vådområder er ét af flere initiativer under Vandmiljøplan II/III, som skal sikre, at vandmiljøet forbedres gennem reduktioner i udledning af kvælstof og fosfor fra landbruget, samtidig med at naturbeskyttelsen forbedres.

Som opfølgning på vandmiljøplan II/III er der udsendt et cirkulære, som omfatter lavbundsarealer. (Der henvises til cirkulære nr. 132 af 15. juli 1998 om regionplanlægning og landzoneadministration for lavbundsarealer, der er potentielt egnede som vådområder). Cirkulæret skal sikre, at der udpeges lavbundsarealer, der kan genoprettes som vådområder. Cirkulæret skal endvidere sikre, at der ikke meddeles tilladelse til byggeri og anlæg, som kan forhindre, at de udpegede området kan genoprettes som vådområder.

For de lavbundsarealer, der er udpeget i henhold til det nævnte cirkulære gælder, at de skal angives på kort i målestoksforhold 1:100.000. Kriterier for områdernes udpegning og landzoneadministration præciseres i en vejledning til nævnte cirkulære (vejledning nr. 133 af 15/07/1998 om regionplanlægning og landzoneadministration for lavbundsarealer, der er potentielt egnede som vådområder).

Lavbundsarealer – udover dem der er udpeget efter ovennævnte cirkulære – kan ligeledes udpeges efter planloven med henblik på at sikre, at anlæg og byggeri så vidt muligt undgås på arealerne, så muligheden for, at de senere kan genetableres som naturområde – særligt af hensyn til vandmiljøet – ikke udelukkes.

Udpegningen af lavbundsarealer har tæt sammenhæng med såvel den kommunale natur- og landskabsplanlægning som vand- og Natura 2000-planlægningen efter miljømålsloven.

Kommunen skal tage højde for de statslige vand- og Natura 2000-planer og deres indsatsprogrammer indtil kommunen skal udarbejde de kommunale handleplaner. Handleplanerne skal fastlægge de tiltag, som kommunen vil iværksætte, for at målsætningerne på området kan opnås. Genopretning af vådområder vil være et af de virkemidler, der kan anvendes for at opfylde de vedtagne mål.

Nr. 13: Varetagelsen af naturbeskyttelsesinteresserne, herunder beliggenheden af naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser, økologiske forbindelser samt af potentielle naturområder og potentielle økologiske forbindelser

Grundlaget for retningslinjerne om varetagelse af naturbeskyttelsesinteresserne er naturbeskyttelseslovens bestemmelser om beskyttede naturtyper, beskyttelseslinjer samt fredede arealer. Naturbeskyttelsesloven tilsigter særligt at beskytte, forbedre, genoprette og tilvejebringe naturområder, der er af betydning for vilde dyr og planter og deres levesteder, samt at sikre og udvikle de landskabelige, kulturhistoriske, naturvidenskabelige og undervisningsmæssige værdier. Desuden tilsigter loven at give befolkningen adgang til at færdes og opholde sig i naturen og at forbedre mulighederne for friluftslivet.

Retningslinjerne for varetagelse af naturinteresserne skal danne grundlag for planlægningen og for administrationen af planlovens landzonebestemmelser, husdyrgodkendelsesloven og øvrige bestemmelser – typisk i naturbeskyttelsesloven om beskyttelseslinjer og naturtyper. Kommuneplanens retningslinjer for varetagelsen af naturbeskyttelsesinteresserne skal indgå i kommunernes forvaltning af naturbeskyttelsen.

Retningslinjerne skal også udmønte beskyttelsen af de internationale naturbeskyttelsesområder, som Danmark er forpligtet til i henhold til EU’s naturbeskyttelsesdirektiver, vandrammedirektivet og de internationale naturbeskyttelseskonventioner (EU-habitatdirektivet, EF-fuglebeskyttelsesdirektivet og Biodiversitets-, Ramsar-, Bonn- og Bernkonventionerne). De internationale naturbeskyttelsesområder er omfattet af forbud mod planlægning for en række byggerier og tekniske anlæg mv., jf. bekendtgørelse nr. 408 af 01/05/2007.

Med særlige naturbeskyttelsesinteresser forstås Natura 2000-områder, generelt beskyttede naturområder efter naturbeskyttelseslovens § 3, klitfredede områder og naturfredede områder.

Områder, hvor det er muligt at genskabe værdifulde levesteder for vilde dyr og planter, er potentielle naturområder. Potentielle naturområder kan også være områder, som kan reetableres som natur for at skabe større sammenhængende naturområder, eller hvor økologiske forbindelser i landskabet kan etableres eller forbedres. Udpegningen i planlægningen af potentielle naturområder og økologiske forbindelser kan være med til at forbedre forholdene for vilde dyr og planter og skabe naturoplevelser for befolkningen både som elementer i smukke landskaber og med mulig adgang for friluftslivet.

Det er væsentligt for et alsidigt dyre- og planteliv, at der findes et netværk af større og mindre naturområder og økologiske forbindelser, som kan forbinde de eksisterende naturområder med hinanden (naturnetværket, se nærmere om Danmarks Naturnetværk – eksisterende og planlagt natur – på By- og Landskabsstyrelsens hjemmeside). Derfor er det en væsentlig opgave for kommunerne at fastholde og udvikle de eksisterende økologiske forbindelser (spredningskorridorer) og gennem planlægningen at udpege nye. Spredningskorridorer og naturområder går på tværs af kommunegrænserne, og planlægningen bør derfor koordineres med omkringliggende kommuner.

Naturnetværket skal indtegnes på kort jf. planlovens § 11, stk. 3.

Retningslinjerne for varetagelse af naturbeskyttelsesinteresserne har i praksis en tæt sammenhæng med de landskabelige, kulturhistoriske, geologiske og rekreative interesser i det åbne land.

Kommunen skal tage højde for de statslige vand- og Natura 2000-planer og deres indsatsprogrammer indtil kommunen skal udarbejde de kommunale handleplaner. Handleplanerne skal fastlægge de tiltag, som kommunen vil iværksætte, for at målsætningerne på området kan opnås.

Naturkvalitetsplanlægningen er et velegnet instrument som grundlag for en prioritering af den konkrete naturforvaltningsindsats, fx naturgenopretning, naturpleje og forvaltning af forskellige tilskudsordninger til varetagelse af naturhensyn, herunder især tilskudsordningen under miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger (MVJ-ordninger).

Miljøministeriet har udviklet en metode til gennemførelse af naturkvalitetsplanlægningen. Metoden er nærmere beskrevet under afsnittet om naturkvalitetsplanlægning (E4.) og i øvrigt i Miljøministeriets idékatalog for naturplanlægning på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside. Se i øvrigt By- og Landskabsstyrelsens hjemmeside om naturkvalitetsplanlægning: http://www.blst.dk/Naturbeskyttelse/kvalitet/

Nr. 14: Sikring af kulturhistoriske bevaringsværdier, herunder for beliggenheden af værdifulde kulturmiljøer og andre væsentlige kulturhistoriske bevaringsværdier

De kulturhistoriske bevaringsværdier knytter sig til sporene efter menneskers virksomhed i det åbne land og byerne gennem tiderne.

Mange steder opleves sammenhængende kulturhistoriske helheder, såkaldte kulturmiljøer. Ved et kulturmiljø forstås et geografisk afgrænset område, som ved sin fremtræden afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling.

De værdifulde kulturmiljøer, kan afspejle et udviklingsforløb, et tema, en bestemt tidsepoke og/eller en landsbytype. De kulturhistoriske bevaringsværdier har således ofte stor formidlingsværdi og stor betydning for vores kulturforståelse.

Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for varetagelsen af de kulturhistoriske bevaringsværdier, herunder kirker, kirkegårde og deres omgivelser samt beliggenheden af andre værdifulde kulturmiljøer.

Bevaringsværdierne omfatter ikke blot enkeltstående kulturarvselementer som fortidsminder, fredede og bevaringsværdige bygninger og anlæg, men også linjeformede anlæg som sten- og jorddiger, alléer og levende hegn, og ikke mindst helheder som en herregård med dens bygninger og jordtilliggende samt park og naturområder, en jernbanestrækning med stationsbygninger eller et havne- og industriområde.

Retningslinjerne, som skal sikre de kulturhistoriske bevaringsværdier, har i praksis en tæt sammenhæng med de naturmæssige, landskabelige, geologiske og rekreative interesser i det åbne land.

Ved kortlægning og udpegning af kulturmiljøer, har regionplanmyndighederne benyttet sig af ”Kulturhistorien i planlægningen”, også benævnt KIP-metoden. Til kortlægning af by- og bygningsbevaringsinteresserne har mange kommuner udarbejdet et kommuneatlas efter SAVE-systemet – Survey of Architectural Values in the Environment. I Kulturarvsstyrelsens kulturmiljøatlas og senest kulturarvsatlas er begge fremgangsmåder benyttet.

Inspiration til planlægningen kan også hentes i Miljøministeriets publikation: ”Kulturmiljøet i kommunernes planlægning – til inspiration” fra september 2003.

Retningslinjerne om kulturhistoriske bevaringsværdier skal danne grundlag for lokalplanlægningen og administrationen af planlovens landzonebestemmelser og øvrige bestemmelser – typisk i naturbeskyttelseslovens om beskyttelseslinjer omkring fortidsminder og kirker, husdyrgodkendelsesloven, samt museumslovens beskyttelse af sten- og jorddiger. Retningslinjerne kan også få betydning for indholdet i de kommunale handleplaner efter miljømålsloven og i kommunens arbejde med fx bevaring af kulturmiljøer og med friluftsliv.

Kulturarvsstyrelsen har kortlagt særligt bevaringsværdige arkæologiske lokaliteter – de såkaldte kulturarvsarealer. Registreringen omfatter både kulturarvsarealer af national og regional betydning i det åbne land og i bevarede dele af de middelalderlige bykerner.

Kortlægningen skal hjælpe bygherrer og myndigheder, så de allerede i en tidlig fase kan se, om et areal har særlig arkæologisk betydning eller ej. Dermed er der mulighed for at placere et byggeri, så det ikke generer det arkæologisk følsomme område. Bygherren undgår derved alvorlige forsinkelser i byggeriet og store udgifter til evt. arkæologiske undersøgelser. En ændret arealanvendelse i forbindelse med byggeri, kan efter museumslovens § 27 indebære krav om forudgående arkæologisk undersøgelse.

Det lokale kulturhistoriske museum skal efter museumslovens § 27 inddrages, når en kommune ønsker at planlægge for arealer, der har kulturhistorisk bevaringsværdi. Også det lokale kulturmiljøråd og andre bevaringsforeninger kan med fordel tages med på råd.

Nr. 15: Varetagelsen af landskabelige bevaringsværdier og beliggenheden af områder med landskabelig værdi, herunder større, sammenhængende landskaber

Landets historie afspejles i landskabets natur og kulturhistoriske elementer: Marker, skove, bakkelandskaber, kystlandskaber, ådale, gravhøje, herregårde, husmandssteder, kirker og landsbyer.

Landskabet danner det fysiske grundlag for bosætning, rekreation og produktion. Det er vigtigt for landskabsoplevelsen, at det åbne land friholdes for andet end samfundsnødvendigt byggeri og anlæg.

De landskabelige værdier knytter sig til de karakteristiske og oplevelsesrige landskaber af høj kvalitet. Det gælder både det landskab, vi færdes i dagligt, og de områder, der har særlig regional, national eller international betydning.

Retningslinjerne skal på den baggrund friholde natur og kulturhistoriske elementer for bebyggelse, anlæg og beplantning, der kan forringe landskabets karakter, variation og oplevelsesværdi.

På grundlag af en kortlægning udarbejdes retningslinjer for, hvordan landskaber og landskabselementer bevares, som fx åse, ådale, bakkelandskaber og kystlandskaber og landskaber, knyttet til biotoper som skove, søer og åer.

Retningslinjerne varetager desuden bevaring af uforstyrrede landskaber, uberørt af byudvikling, støj og større tekniske anlæg, fx motorveje, støjende sportsanlæg, vindmøller samt el- og telemaster. En del uforstyrrede landskaber, der ofte ligger i større afstand fra de større byområder, er kortlagt. Kommunalbestyrelsen kan kortlægge mindre uforstyrrede landskaber, som kan udgøre er vigtig resurse som bynært friluftslandskab.

Retningslinjerne skal sikre, at de landskabelige værdier bliver varetaget i planlægningen ved udlæg af arealer til byudvikling, skovrejsning, vindmøller mv. og ved indpasning af anlæg, der skal lette befolkningens adgang til at færdes og opholde sig i naturen.

Retningslinjerne indgår i administrations- og planlægningsgrundlaget for fx administration af naturbeskyttelseslovens bygge- og beskyttelseslinjer, planlovens landzonebestemmelser og husdyrgodkendelsesloven. De er desuden et vigtigt grundlag for beslutning om udlæg af arealer til byudvikling, skovrejsning, vindmøller osv.

De landskabsmæssige værdier har i praksis en tæt sammenhæng med beskyttelsen af de naturmæssige, kulturhistoriske, geologiske og rekreative interesser i det åbne land.

Der henvises i øvrigt til E.3.

Nr. 16: Sikring af geologiske bevaringsværdier, herunder for beliggenheden af områder med særlig geologisk værdi

Retningslinjerne, som skal sikre de geologiske værdier, har i praksis en tæt sammenhæng med beskyttelsen af de landskabelige, naturmæssige, kulturhistoriske og rekreative interesser i det åbne land.

Geologiske interesser i landskabet udgør dog en særskilt interesse udover den landskabelige. Således giver kyststrækninger med strande, odder og klinter viden om de processer, som konstant forandrer kystlinjen. Dermed har kystlandskabet en særlig geologisk og formidlingsmæssig værdi, som det er vigtigt at bevare. Morænebakker fortæller om istidens formning af landskabet og terrænregulering vil udviske dette landskabsbillede.

Landskaber med varierende geologiske formationer og særlig geologisk værdi illustrerer landets geologiske udvikling op gennem tiden samt de geologiske processer, og de har dermed særlig betydning for forskning og undervisning samt for offentlighedens naturforståelse.

Geologiske profiler, som er blotlagt i forbindelse med råstofgravning, har ofte en høj forsknings- og formidlingsmæssig værdi. Når indvindingen af råstoffer ophører, kan profilet gro til eller forsvinde i efterbehandlingen af arealet. En aktiv friholdelse af ”friske” profiler kan være med til at underbygge viden og formidling om de geologiske processer.

Der kan henvises til skriftserien Geologisk Set (udgivet af Skov- og Naturstyrelsen og Geografforlaget), som indeholder en landsdækkende registrering af nationale geologisk værdifulde lokaliteter. Som supplement hertil udarbejder By- og Landskabsstyrelsen et kortværk over værdifulde geologiske områder. Endelig kan der være tale om lokale geologiske interesseområder, som også skal indgå i retningslinjerne.

Nr. 17: Anvendelse af vandløb, søer og kystvande

Retningslinjer for anvendelsen af vandløb, søer og kystvande kan eksempelvis omfatte rekreativ anvendelse såsom badning, sejlads og fiskeri.

Ofte er der en tæt sammenhæng mellem anvendelsen af et vandområde og mulighederne for at nå og fastholde de opstillede mål for vandkvaliteten. Derfor skal kommuneplanens retningslinjer for anvendelsen af vandløb, søer og kystvande fungere tæt sammen med de statslige vandplaner og de kommunale handleplaner efter miljømålsloven.

Vandplanerne træder i kraft i 2009 og vil herefter være bindende for myndighederne, bl.a. kommuneplanlægningen. Indtil da skal kommunerne administrere i overensstemmelse med de retningslinjer for både anvendelsen og kvaliteten af vandløb, søer og kystvande, som fremgår af Regionplan 2005.

Fiskeri og akvakultur, som i sin helhed rummer det primære fiskeri, hav- og dambrug samt fiskeopdræt i recirkulerede anlæg, rekreativt fiskeri og havnefaciliteter, er et resurseeudnyttelseserhverv på linje med jordbrugserhvervene. Kommuneplanen skal sikre fiskeriets erhvervsinteresser under samtidig hensyntagen til natur, miljø, kulturarv samt ønsket om udviklingen i landdistrikterne.

Nr. 18: Arealanvendelsen i kystnærhedszonen i overensstemmelse med bestemmelserne i § 5 a, stk. 1, og § 5 b

Hovedsigtet med udlægget af kystnærhedszonen er, at landets kystområder skal friholdes for bebyggelse og anlæg, der ikke er afhængige af kystnærhed. Bortset fra udlæg af sommerhusområder er der ikke tale om et forbud mod at planlægge inden for kystnærhedszonen; men der gælder et krav om en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering.

Kystnærhedszonen omfatter kystområderne i ca. 3 km’s afstand fra kysten i landzone og sommerhusområder. Afgrænsningen fremgår af detaljerede amtskort udsendt til kommuner og amter i 1993. Som et hjælpeværktøj stilles afgrænsningen desuden til rådighed i digital form i Danmarks Miljøportal (http://www.arealinfo.dk) og i PlansystemDK (http://www.plansystemDK.dk).

I de kystnære dele af byzonen gælder der særlige regler i planloven om vurdering af de fremtidige bebyggelsesforhold, herunder bygningshøjder (§ 5 a, stk. 4).

Der henvises til ”Vejledning om planlægning i kystområderne” fra 1994.

Se også afsnit E.5.

Nr. 19: Realisering af regler eller beslutninger efter lovens §§ 3 og 5 j

I kommuneplanen skal fastsættes retningslinjer for realisering af landsplandirektiver, herunder de centralt fastsatte regler for planlægning i hovedstadsområdet (se afsnit D).

I en overgangsfase er ”Regionplan 2005” tillagt retsvirkning, som om den var udstedt som landsplandirektiv efter planlovens § 3 og udgør således grundlaget for den kommunale planlægning på lige fod med andre landsplandirektiver. Dette gælder, indtil kommunalbestyrelsen har opdateret kommuneplanen med de nye emner, og miljøministeren har ophævet de relevante dele for den pågældende kommune.

Undtaget herfra er dog VVM-tillæg, tilvejebragt af regionplanmyndighederne inden 1. januar 2007. De har fra den 1. januar 2007 haft status som retningslinjer i kommuneplanen.

Se kapitel L om overgangsregler.

Bilag 1 til denne vejledning indeholder en oversigt over gældende landsplandirektiver af relevans for kommuneplanlægningen.

C.4. Rammer for lokalplanlægningen (§ 11, stk. 2, nr. 3, §§ 11 b, 11 c og 11 d)

C.4.1. Generelt

Efter planlovens § 11, stk. 2, nr. 3, skal kommuneplanen indeholde rammer for, hvad der kan bestemmes i lokalplaner for de enkelte dele af kommunen. Der er således en nøje sammenhæng mellem lokalplanlægningen og kommuneplanens rammedel: Der kan ikke lokalplanlægges for emner eller områder, der ikke er opstillet kommuneplanrammer for (NKO 324/2004).

Rammer skal fastsættes for alle de områder, hvor der forventes gennemført lokalplaner. Der er ikke pligt til at fastsætte rammer for hele kommunens område.

Rammerne giver offentligheden mulighed for at vurdere, hvordan kommuneplanen gennem lokalplanlægningen vil påvirke bygge- og anvendelsesmuligheder i de enkelte områder.

Rammerne skal udgøre et fyldestgørende grundlag for vurderingen af, om indholdet i en lokalplan er i overensstemmelse med kommuneplanen. Rammerne skal derfor være så præcise med hensyn til angivelse af anvendelse, bebyggelsens art og omfang mv. samt den geografiske afgrænsning, at det umiddelbart fremgår, hvilke bindende lokalplanbestemmelser, der kan fastsættes. Konsekvensen af manglende præcision i kommuneplanrammerne kan være, at lokalplaner er ugyldige (NKO 324/2004).

De afgrænsede områder, der knytter sig til kommuneplanens rammer, skal vises på kort. (§ 11, stk. 3).

Præcise rammer er i øvrigt en forudsætning for, at kommunalbestyrelsen kan nedlægge forbud mod bebyggelse eller ændret anvendelse efter lovens § 12, stk. 3, jf. nedenfor afsnit G. 2.

Det er kommunens valg, om man vil have så detaljerede rammer, at de kan bruges som grundlag for et forbud efter lovens § 12, stk. 3, så kommunen undgår at nedlægge et forbud efter § 14 og lokalplanlægge, eller om man foretrækker at fastholde større fleksibilitet i rammerne. Ved større fleksibilitet i rammene opnås for en mulighed for variation ved fastlæggelse af de konkrete bestemmelser ved lokalplanlægning uden krav om tillæg til kommuneplanen.

Der kan ikke være rammer for større landzonearealer til byformål, end der må antages at blive brug for i den 12-årige planperiode.

I lovens § 11 b er nærmere angivet de emner, der skal behandles i rammerne, hvis den pågældende emnekreds er aktuel i kommunen.

Kommuneplanens rammeområder skal foreligge i digital form som GIS-kort. Digitaliseringer af kommuneplanrammerne skal ske efter de retningslinjer, som er fastsat i den fælles datamodel PlanDK2, jf. cirkulære om det digitale planregister – PlansystemDK – og om kommunalbestyrelsens indsendelse af planer og planforslag mv. med tilhørende planoplysninger til registret (cirkulære nr. 68 af 6. september 2006). Datamodellen, cirkulæret og andre oplysninger om PlansystemDK findes på www.plansystemDK.dk.

C.4.2. Rammedelens emner

Efter § 11 b kan rammedelen indeholde bestemmelser om følgende:

Nr. 1: Fordelingen af bebyggelsen efter art og anvendelsesformål

Rammedelen indeholder næsten altid en opdeling i enkeltområder, navnlig i relation til art og anvendelse og bebyggelsesforhold. Opdelingen kan ske efter, hvad der findes mest hensigtsmæssigt i den enkelte kommune. Opdelingen kan således foretages på grundlag af det pågældende områdes anvendelse og art, og således at det enkelte område udgør en naturlig helhed. For delområderne skal der fastsættes rammebestemmelser, der angiver, hvilket indhold fremtidige lokalplaner kan få.

Bebyggelsens art kan fx være åben lav, tæt lav, etagebebyggelse, kontor- værksteds- eller industribyggeri og butikker.

Bebyggelsens anvendelse kan tilsvarende være fx bolig, erhverv, blandede byfunktioner, fritidsformål og skole.

For planlægning af erhverv se nærmere i Håndbog om Miljø- og Planlægning – boliger og erhverv i byerne, Miljøministeriet 2004.

Opmærksomheden henledes på, at støjbelastede arealer efter lovens § 15 a ikke gennem lokalplan kan udlægges til støjfølsom anvendelse, medmindre lokalplanen gennem bestemmelser om afskærmende foranstaltninger kan sikre den fremtidige anvendelse mod støjgener. Dette forhold skal fremgå af kommuneplanens rammer for lokalplanlægningen. (Se også kapitel C.3. Retningslinjer)

Fastsættelse af fælles bebyggelsesprocent for et rammeområde i kommuneplanen forudsætter, at området udlægges til en forholdsvis ensartet anvendelse (se NKO_315/2004)

Nr. 2: Områder for blandede byfunktioner

Bestemmelsen gør det muligt at fastsætte nærmere rammer for, hvilke forskellige anvendelser, der kan blandes sammen i det enkelte delområde, og hvordan det kan ske. Rammerne kan fx angive, at en vis andel af bebyggelsen forudsættes anvendt til boligformål, en vis andel til kreative erhverv og en vis andel til serviceerhverv. Rammerne kan fx også anvise, at baggårdsbebyggelse kan anvendes til kreative erhverv og boliger, mens gadebebyggelsen forbeholdes boliger og butikker. Det er også muligt at udlægge områderne uden nærmere angivelse af, hvordan de forskellige funktioner skal blandes, hvis det er muligt at forene de forskellige anvendelsestyper.

Hensigten er ikke, at der skal planlægges for boliger i velfungerende erhvervsområder. Hensigten er derimod, at der i de eksisterende byområder skal være mulighed for at planlægge for en blanding af mange forskellige byfunktioner, der gør byen levende og sammensat, hvor det er muligt at indpasse forskellige moderne byerhverv, som ikke er miljøbelastende. Vejledende støjgrænser er fastsat i Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984 "Ekstern støj fra virksomheder" med tillæg offentliggjort i juli 2007, vejledning nr. 4/2007, ”Støj fra veje” og vejledning nr. 1/1997 "Støj og vibrationer fra jernbaner” med tillæg, offentliggjort i juli 2007.

Nr. 3: Bebyggelsesforhold, herunder rammer for bevaring af bebyggelser eller bymiljøer

Bebyggelsesforhold omfatter de bebyggelsesregulerende bestemmelser om grundstørrelser, højde, tæthed og friarealkrav.

Bebyggelsesforhold omfatter desuden bestemmelser om bebyggelsens placering og udformning, som fx karrébebyggelse, placering i gadelinje eller krav til materialer, vinduesplacering og taghældning.

Bestemmelserne er relevante for alle byzone- og sommerhusområder og for landområder, hvor kommunalbestyrelsen regner med at lokalplanlægge for byggeri.

Hvis kommunalbestyrelsen fastsætter rammer for lokalplanlægningen, der indeholder bebyggelsesprocenter for områder under et, bør grænserne for det enkelte område fastsættes, så området ikke gennemskæres af større veje eller jernbaner, og så større arealer, der udlægges til offentligt formål, som ikke forudsætter bebyggelse – herunder parker og større parkeringspladser – ikke indgår i området.

Ved tilvejebringelse af lokalplaner for en del af et område, hvor der i kommuneplanen er fastsat en bebyggelsesprocent for området under et, må kommunalbestyrelsen underrette samtlige ejere af ejendomme i området, hvis lokalplanforslaget indeholder byggemuligheder, der overskrider den bebyggelsesprocent, som er fastsat for området under et. Det er en følge af almindelige forvaltningsretlige regler, at en sådan underretning skal ske. Ejerne af ejendomme uden for lokalplanområdet er nemlig i denne situation parter i sagen, fordi der sker en reduktion af den bebyggelsesprocent, der er til rådighed i den resterende del af området.

Bestemmelsen i § 11 b, nr. 3, omfatter også rammer for bevaring af bebyggelse eller bymiljøer.

Efter Kulturministeriets bekendtgørelse om udpegning af bevaringsværdige bygninger i kommuneplanen (nr. 838 af 03/10/2002), skal de kommuner, der i samarbejde med Kulturministeriet, Kulturarvsstyrelsen, gennemfører en kortlægning og registrering af bymiljøer og bygninger, træffe beslutning om udpegning af bevaringsværdige bygninger i kommuneplanen. Beslutningen skal træffes i forbindelse med den første strategi for kommuneplanlægningen, der offentliggøres mere end et år efter afslutningen af kortlægnings- og registreringsprojektet.

Beslutningen følges op gennem udpegning af bevaringsværdige bygninger i kommuneplanens rammedel. (Se også G.3. om retsvirkning af udpegning af bevaringsværdige bygninger)

Efter nr. 14 i kommuneplankataloget (§ 11 a) skal kommunalbestyrelsen udarbejde retningslinjer for sikring af kulturhistoriske bevaringsværdier, herunder beliggenheden af værdifulde kulturmiljøer og andre væsentlige kulturhistoriske bevaringsværdier (se C.3.). Retningslinjerne kan have et indhold, der forudsætter rammer for lokalplanlægningen.

Det skal bemærkes, at der ikke i lokalplaner for landzonearealer, der fastlægges til jordbrugsformål uden for landsbyer, kan medtages bestemmelser om ejendommes størrelse og afgrænsning, bebyggelsens beliggenhed på grundene, de enkelte bygningers anvendelse og de ubebyggede arealers anvendelse, udformning, beplantning og belysning mv. jf. § 15, stk. 5. Der vil derfor heller ikke kunne fastlægges bestemmelser om disse forhold i kommuneplanens rammer for lokalplanlægningen.

Nr. 4: Byfornyelsen i eksisterende bysamfund

Bestemmelsen er relevant, hvor kommunalbestyrelsen planlægger en indsats for byfornyelse og udvikling af byer. Efter § 2, stk. 4, i lov om byfornyelse og byudvikling af byer (lovbekendtgørelse nr. 1083 af 03/11/2006) kan denne lovs bestemmelser (områdefornyelse og bygningsfornyelse) kun anvendes, når der foreligger det nødvendige grundlag efter planloven, typisk i form af kommune- og lokalplaner.

Nr. 5: Byomdannelsesområder, hvor anvendelsen af bebyggelse og ubebyggede arealer til erhvervsformål, havneformål eller lignende aktiviteter skal ændres til boligformål, institutionsformål, centerformål, rekreative formål eller erhvervsformål, der er forenelige med anvendelse til boligformål

Der henvises til afsnit E.7.

Nr. 6: Forsyningen med offentlig og privat service

Bestemmelsen er relevant for lokalisering og omfang af alle former for service, fx syge- og lægehuse, klinikker, biblioteker, socialkontorer, posthuse og liberale erhverv.

Nr. 7: Områder til butiksformål, herunder rammer for det maksimale bruttoetageareal for nybyggeri og omdannelse af eksisterende bebyggelse til butiksformål, for maksimale bruttoetagearealer for de enkelte butikker og for antallet og placeringen af udvalgsvarebutikker omfattet af § 5 q, stk. 2

Det overordnede mål for planlægningen til detailhandel er (§ 5 l):

Efter § 11 b, stk. 1, nr. 7, skal rammerne for lokalplanlægningen fastlægges for de forskellige områder til butiksformål, herunder for antallet og placeringen af eventuelle udvalgsvarebutikker over 2000 m² .

Rammerne skal desuden angive det maksimale bruttoetageareal for både nybyggeri og omdannelse af eksisterende bebyggelse til butikker inden for de enkelte områder.

Endelig skal rammerne angive det maksimale bruttoetageareal for de enkelte butikker.

Rammerne for lokalplanlægningen skal i øvrigt udmønte de nærmere bestemmelser i planlovens §§ 5 l-r og § 5 t om arealer til butiksformål, som er beskrevet i C.3., nr. 3

For butiksstørrelse henvises til E.6.4.-6.

Der henvises i øvrigt til E.6. for en samlet beskrivelse af reglerne.

Der vil blive udarbejdet en selvstændig vejledning om detailhandelsbestemmelserne.

Nr. 8: Institutioner og tekniske anlæg, herunder varmeforsyningsforhold

Bestemmelsen er relevant for lokalisering og omfang af uddannelsesinstitutioner, institutioner for børn eller gamle, offentlig administration mm.

Eksempler på tekniske anlæg er kommunikationsanlæg, forsyningsanlæg, miljøanlæg, rensningsanlæg, deponeringsanlæg og vindmøller.

Regeringen nedsatte i 2006 et udvalg om planlægning for vindmøller på land. Målet med udvalgets arbejde var at fastlægge nogle fælles overordnede principper for den fremtidige planlæg for vindmøller på land, som kommunerne kan administrere efter i deres kommuneplanlægning. Rapporten giver nogle overordnede anbefalinger om tilrettelæggelse af den kommende langsigtede vindmølleplanlægning.

Anbefalingerne er, at kommunerne er centrale aktører for denne planlægning, at der skal sikres en balance mellem landskabshensyn, hensynet til klimapolitik/forsyning og hensynet til naboer, således at der fortsat kan ske en udbygning af vindmøller, samt at staten skal sikre det nødvendige grundlag for kommunernes planlægning ved at bidrage med retningslinjer og viden og ved at stille værktøjer til rådighed.

Varmeforsyningsforhold omfatter både de varmeproducerende anlægs placering mv. og afgrænsning af områder, hvor bestemte opvarmningsmetoder har prioritet. Bestemmelsen har sammenhæng med lokalplanlægning efter § 15, stk. 2, nr. 11, om lokalplanlægning for tilvejebringelse og tilslutning til fællesanlæg.

Se også E.8.

Nr. 9: Områder til fritidsformål, herunder kolonihaveområder, jf. § 11 c

Bestemmelsen er relevant for lokalisering og omfang af alle former for rekreative bebyggelser og anlæg, som kommunalbestyrelsen ønsker at kunne lokalplanlægge for, herunder feriecentre, sommerhusområder, campingpladser, lystbådehavne, idrætsanlæg, kolonihaver samt byens parker og grønne områder. Bestemmelsen gælder også for en lang række fritidsanlæg, som udlægges på baggrund af en landzonelokalplan, herunder flyvepladser, golfbaner, skydebaner, motocrossbaner og besøgscentre i forbindelse med naturformidling.

Bestemmelsen skal i øvrigt ses i sammenhæng med § 11 c, der udtrykkeligt stiller krav om, at der skal udarbejdes rammer for indholdet af lokalplaner, der sikrer, at der er udlagt bynære arealer til kolonihaver i et antal og med en placering, der svarer til bebyggelsesforholdene og mulighederne for at udlægge kolonihaveområder i kommunen. Det fremgår af forarbejderne til loven, at kravet i princippet gælder for alle kommuner, men at det i praksis fortrinsvis vil være i større kommuner med etageboligbyggeri, der forventes at være behov for kolonihaver.

Hvor stort behovet for kolonihaver i kommunen er, afhænger af, hvordan kommunalbestyrelsen i dialog med borgerne opgør behovet for kolonihaver.

Nr. 10: Trafikbetjeningen

Bestemmelsen er relevant for lokalisering og omfang af anlæg og bebyggelser til trafikformål, herunder havne, lufthavne, busterminaler, banegårde, parkeringsarealer og -huse mv.

Nr. 11: Overførsel af arealer til byzone eller sommerhusområder

Rammerne skal indeholde en præcis og entydig afgrænsning i tekst og kort af de områder, der planlægges overført fra landzone til byzone eller sommerhusområdei kommuneplanperioden.

De digitale registreringer af byzone og sommerhusområder skal ske efter de regler, som er fastsat i den fælles datamodel, PlanDK2, jf. cirkulære om det digitale planregister – PlansystemDK – og om kommunalbestyrelsens indsendelse af planer og planforslag mv. med tilhørende planoplysninger til registret (cirkulære nr. 68 af 6. september 2006). Datamodellen, cirkulæret og andre oplysninger om PlansystemDK findes på www.plansystemDK.dk.

Det skal fremhæves, at loven indeholder forbud mod at overføre arealer fra landzone eller byzone til sommerhusområde inden for 3 km kystnærhedszonen. Se nærmere E.5.

Nr. 12: Rækkefølgen for bebyggelse og ændret anvendelse af arealer til byformål, sommerhusområder og byomdannelsesområder.

Med ordet ”rækkefølge” stilles der alene krav om angivelse af, i hvilken rækkefølge, udbygningen skal ske, dvs. hvad der kommer før hvad. Bestemmelsen indebærer ikke krav om en egentlig tidsfølgeplan, dvs. med tidspunkter for gennemførelse af udbygningen.

Kommunalbestyrelsen kan med rækkefølgebestemmelser til en vis grad styre, at udbygningen af nye områder og omdannelsen af ældre byområder og prioriteringen mellem nye og ældre områder finder sted i en takt, der sikrer en hensigtsmæssig byudvikling og tager hensyn til kommunens og investorernes økonomiske muligheder.

Kommunalbestyrelsens rækkefølgeangivelse er desuden et vigtigt signal til bygherrer og investorer om, hvor kommunen agter at prioritere sin indsats i forbindelse med udbygning af institutioner mv.

Hvis der er rækkefølgebestemmelser i kommuneplanens rammer, kan kommunalbestyrelsen nægte at tilvejebringe en lokalplan i strid med rækkefølgen. Det gælder, selvom grundejeren ønsker at bebygge og anvende sin ejendom på en måde, der i øvrigt er i overensstemmelse med kommuneplanen. Uden rækkefølgebestemmelse har kommunalbestyrelsen efter lovens § 13, stk. 3, pligt til at udarbejde et lokalplanforslag og fremme sagen mest muligt. Se nærmere H.3.

Rækkefølgebestemmelser kan bruges til at sikre en etapevis udbygning af et lokalplanlagt område – hvis lokalplanen er tilvejebragt senere end kommuneplanen. Se nærmere i G.2.

Rækkefølgeangivelsen har også betydning for kommunalbestyrelsens mulighed for at ekspropriere til gennemførelse af en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen efter lovens § 47, stk. 1. Der henvises til kapitel H.

For byomdannelsesområder henvises i øvrigt til E.7.

Nr. 13: Anvendelse af vandområder og udformning af anlæg på vandområder i et byomdannelsesområde inden for eller i tilknytning til en havns dækkende værker

Bestemmelsen giver mulighed for, at der fastsættes rammer for vandområders anvendelse eller udformning af anlæg på vandområder i et byomdannelsesområde, der ligger inden for eller i tilknytning til en havns dækkende værker.

Et byomdannelsesområde skal efter § 11 d afgrænses således, at det kun omfatter et område, hvor anvendelsen til miljøbelastende erhvervsformål, havneformål eller lignende aktiviteter i den langt overvejende del af området er ophørt eller under afvikling. Denne bestemmelse skal sikre, at der ikke risikerer at opstå konflikter med velfungerende virksomheder, som fortsat ønsker at udvikle sig i erhvervs- og havneområderne.

Der kan desuden kun planlægges for vandområder, der ligger inden for en havns dækkende værker eller – i mindre omfang – i en sådan tilknytning, at vandområdet kan siges at have en åbenlys sammenhæng med havnens dækkende værker.

Der kan i kommuneplanen sættes rammer for, hvordan anvendelsen af de nærmere udpegede vandområder skal kunne foregå. Fx vil der kunne fastsættes bestemmelser om, at vandområder skal kunne udnyttes til fritidsaktiviteter som fx vandski, vandcykler, dykning og svømmebassin. Vandområdet kan zoneres og reguleres, så interessekonflikter mellem offentligheden og andre med interesse i områderne forebygges.

Bestemmelsen giver i øvrigt kommunalbestyrelsen mulighed for at planlægge større anlægsarbejder på vandområder. Fx kan der i kommuneplanen udpeges et vandområde, hvor en opfyldning kan finde sted og hvordan, så arealet efterfølgende kan udnyttes til bebyggelse.

Nye projekter til omdannelse af havne til byformål vil herefter forudsætte, at kommunalbestyrelsen har tilvejebragt det fornødne plangrundlag for både land- og vandområdernes anvendelse. Der kræves tilladelse i den enkelte konkrete sag fra Kystdirektoratet til opfyldning, udgravning og faste anlæg m.m.

Det anføres i øvrigt i de almindelige bemærkninger til bestemmelsen, at der kan planlægges for vandområders anvendelse i forbindelse med udlæg af områder til husbåde mv. Det er ikke en forudsætning for, at der kan planlægges for bebyggelse på vandarealer (husbåde mv.), at området er udpeget til byomdannelsesområde. For nærmere vejledning om planlægning af bebyggelse på vandarealer se Vejledning nr. 9608 af 06/09/2005 om lokalplanlægning for husbåde til helårsbeboelse.

C.4.3. Andre forhold

Efter planlovens § 11 b, stk. 2, kan kommuneplanen regulere andre forhold af betydning for arealanvendelse og bebyggelsesforhold end dem, der er udtrykkeligt nævnt ovenfor i kapitlerne om retningslinjer og rammer. Det kan fx være retningslinjer om arealer, der skal tilbageføres fra byzone og sommerhusområder til landzone.

Bestemmelsen understreger, at kommunalbestyrelsen har mulighed for at varetage hensynet til landskab, natur og bosætning gennem en planlægning for lokalisering af landbrugsbyggeri i de særligt værdifulde landbrugsområder. Det kan være vigtigt at have øje for denne mulighed, da de værdifulde landbrugsområder ofte er af regional udstrækning og betydning. Og det vil derfor ofte skulle ske i et samarbejde imellem nabokommuner.

Det er samtidig en mulighed, som kommunalbestyrelsen kan vælge at bruge til at imødegå konflikter mellem landbrugsbyggeri og naboer, landskab og natur. En udpegning af arealer til fremtidigt landbrugsbyggeri og -anlæg vil således kunne konkretisere kommunalbestyrelsens grundlag for at administrere planlovens landzoneregler og husdyrgodkendelsesloven, for så vidt angår beliggenheden af det landbrugsbyggeri, der kræver tilladelse efter denne lovgivning. Tilsvarende vil landbrugsvirksomheder, der placeres her, have en vis sikkerhed for, at der ikke gives landzonetilladelse til boliger eller anden anvendelse, der kan give nabokonflikter, fx på grund af lugt eller fluer. Se ”Vejledning om landzoneadministration – Planlovens §§ 34-38” (Vejledning nr. 9563 af 16/10/2002)

Samtidig vil udpegningen kunne tjene som en vigtig borgerinformation om områder, hvor der i fremtiden må forventes at komme nyt landbrugsbyggeri og ændret landbrugsproduktion.

C.5. Redegørelsen (§ 11 e)

C.5.1. Generelt

Ifølge planlovens § 11 e skal kommuneplanen ledsages af en redegørelse for planens forudsætninger.

Redegørelsen udgør baggrunden og begrundelsen for kommunalbestyrelsens vedtagelse af kommuneplanforslaget, og den er vigtig for borgeres og andre myndigheders forståelse og fortolkning af kommuneplanen. Redegørelsen vil også efter den endelige vedtagelse være en vigtig kilde til forståelse og fortolkning af kommuneplanen.

Redegørelsen er det sted, hvor kommuneplanens indhold og baggrund forklares.

De forudsætninger, der skal angives i redegørelsen, er:

Redegørelsen skal ledsage kommuneplanen eller kommuneplantillægget. Det betyder, at den skal fremlægges for kommunalbestyrelsen og for offentligheden.

Flere kommuner har haft den praksis at lave en årlig såkaldt planredegørelse i forbindelse med budgetlægningen. Det giver mulighed for at koble planlægningen direkte med de økonomiske rammer.

C.5.2. Redegørelsens mindsteindhold

Redegørelsen skal efter § 11 e, stk. 1 omfatte:

1. Den forudsatte rækkefølge for planens gennemførelse

Det vil her være naturligt at beskrive den rækkefølge for planens gennemførelse, som kommunen har lagt til grund for planens indhold. I den udstrækning kommunalbestyrelsen har fastsat egentlige rækkefølgebestemmelser i kommuneplanens rammer (11 b, stk. 1, nr. 12), beskrives begrundelsen her. Specielt om byomdannelse: se afsnit E.7.

2. Hvordan kommuneplanen forholder sig til den regionale udviklingsplan og kommunens vedtagne strategi for udviklingen

Her redegøres for, hvordan visioner og emner fra den regionale udviklingsplan og kommuneplanstrategien indgår i kommuneplanen. Det er en mulighed at angive hvordan – og for hvilke emner – kommunen vil gå i dialog med region og nabokommuner i denne eller i kommende revisionsperioder.

3. Beskyttede områder efter anden lovgivning og eventuelle arealreservationer efter sektorlove eller projekterings- og anlægslove

Redegørelsen for kommuneplanen skal indeholde oplysninger om blandt andet bygge- og beskyttelseslinjer, naturbeskyttede og fredede områder og beskyttede fortidsminder og om arealreservationer til tekniske anlæg, såsom højspændingsanlæg, baneanlæg og vejudlæg fastlagt i projekterings- og anlægslove mv.

Arealbindinger og arealreservationer bør desuden fremgå af kommuneplanens kort – fx hovedstrukturkortet.

Som eksempler på arealbindinger, der skal beskrives i redegørelsen, kan nævnes den støjkortlægning med tilhørende handlingsplaner, der skal udarbejdes i medfør af støjbekendtgørelsen (Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 717 af 13/06/2006 om kortlægning af ekstern støj og udarbejdelse af handlingsplaner) Der henvises til Miljøstyrelsens vejledning nr. 4 2006, støjkortlægning og støjhandlingsplaner. Hvis kommunalbestyrelsen i forbindelse med støjkortlægningen udpeger stilleområder, skal disse også optages i redegørelsen for kommuneplanens forudsætninger.

Herudover skal kommunerne i redegørelsen forholde sig til den udpegning og kortlægning, som følger af jordforureningsloven (lovbekendtgørelse nr. 282 af 22/03/2007).

Endelig skal som eksempel nævnes, at København, Frederiksberg, Århus, Aalborg eller Odense Kommunalbestyrelses beslutning efter § 15 a i miljøbeskyttelsesloven om etablering, udvidelse, indskrænkning eller ophævelse af en miljøzone forudsættes optaget i redegørelsen for kommuneplanens forudsætninger.

De relevante oplysninger gives som en tekst suppleret med kortbilag.

4. De i vandplanen og Natura 2000-planen, jf. lov om miljømål mv. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder, og de i Natura 2000-skovplanen, jf. kapitel 4 i lov om skove, fastsatte bestemmelser, der er relevante for planlægningen af arealanvendelsen inden for kommuneplanens geografiske område

Vandplanen og Natura 2000-planen, som udarbejdes af staten efter miljømålsloven (lovbekendtgørelse nr. 1756 af 22/12/2006), bliver bindende forudsætninger for kommuneplanlægningen og anden planlægning. Det samme gælder Natura 2000-skovplanen, som staten udarbejder efter skovloven.

De relevante bestemmelser for arealanvendelsen i vandplanen, Natura 2000-planen og Natura 2000-skovplanen skal fremgå af redegørelsen for kommuneplanens forudsætninger. Derved kan andre myndigheder, interesseorganisationer og borgerne gøre sig bekendt med disse planer og deres forhold til andre arealudpegninger.

Det vil sige, at kommuneplanens redegørelse skal indeholde oplysning om de bestemmelser i vandplanen, Natura 2000-planen og Natura 2000-skovplanen, der er relevante for planlægningen af arealanvendelsen inden for kommunens geografiske område.

De relevante oplysninger vil kunne gives som en tekst suppleret med kort.

5. Handleplaner for kommunens realisering af vandplanen og Natura 2000-planen efter §§ 31 a og 46 a i lov om miljømål for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder

Lov om miljømål mv. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (miljømålsloven) indeholder i §§ 31 a og 46 a bindende krav om handleplaner for kommunernes realisering af vandplanen og Natura 2000-planen.

Efter miljømålslovens § 31 a skal handleplanen nærmere redegøre for, hvorledes vandplanen og dens indsatsprogram vil blive realiseret inden for kommunens geografiske område på land og for den kystnære del af vanddistriktet.

Efter miljømålslovens § 46 a, skal den kommunale handleplan for realisering af Natura 2000-planen indeholde følgende for nærmere afgrænsede lokaliteter, internationale naturbeskyttelsesområder eller naturtyper og arter:

Kommuneplanens redegørelse skal i relevant omfang indeholde oplysninger om disse handleplaner.

6. De i råstofplanen, fastsatte bestemmelser, der er relevante for planlægningen af arealanvendelsen inden for kommunens geografiske område,

Efter § 5 a i lov om råstoffer (lovbekendtgørelse nr. 784 af 21/06/2007) skal regionsrådet udarbejde en råstofplan for indvinding og forsyning med råstoffer, og herunder udlægge graveområder og råstofinteresseområder med retningslinjer for kommunens tilladelse til råstofindvinding.

Råstofplanen er bindende for kommunens planlægning og administration. De relevante bestemmelser fra råstofplanen skal fremgå af redegørelsen for kommuneplanens forudsætninger. Derved kan andre myndigheder og borgerne gøre sig bekendt med råstofplanen og dens forhold til andre arealudpegninger.

Det vil sige, at kommuneplanens redegørelse skal indeholde oplysninger om de bestemmelser i råstofplanen, der er relevante for planlægningen af arealanvendelsen inden for kommunens geografiske område.

De relevante oplysninger vil kunne gives som en tekst suppleret med kort.

7. Den fremtidige udvikling i kystnærhedszonen og de tilgrænsende vandområder

Redegørelsen skal beskrive den fremtidige udvikling i kystnærhedszonen og de tilgrænsende vandområder og baggrunden herfor. Redegørelsen skal ledsages af kort, jf. nedenfor under omtalen af § 11, stk. 2.

Se i øvrigt afsnit E.5.

8. Kommuneplanens sammenhæng med kommuneplanlægningen i nabokommunerne

Redegørelsen skal omfatte planens sammenhæng til nabokommunernes planlægning, for at sikre at kommuneplanen tager højde for planlægningen og arealudviklingen i nabokommunerne, og for at sikre koordinering af de mange arealudpegninger – specielt i det åbne land – som går på tværs af kommunegrænser.

Bestemmelsen skal endvidere ses i sammenhæng med lovens § 29 b, hvorefter en kommunalbestyrelse kan fremsætte indsigelse mod en nabokommunes planforslag, hvis forslaget har væsentlig betydning for kommunens udvikling.

9. Kommuneplanens sammenhæng med den statslige trafikplan og trafikselskabernes trafikplan for offentlig service

Kommunen skal i redegørelsen beskrive, hvordan deres samlede planlægning for både arealer og trafik spiller sammen med såvel den statslige trafikplanlægning (motorveje, havne mv.) som det regionale trafikselskabs kollektive trafikplan.

10. (§ 11 e, stk. 2) Kort der viser de eksisterende og planlagte forhold i kystnærhedszonen, herunder hvilke områder, der friholdes for bebyggelse

Bestemmelsens udtrykkelige krav om, at redegørelsen skal indeholde et kort over de eksisterende og planlagte områder i kystnærhedszonen og hvilke områder, der friholdes for bebyggelse, skal ses i sammenhæng med miljøministerens særlige forpligtelse til at gøre indsigelse mod planforslag, der er i strid med de nationale hensyn om bevaring af de danske kyster, sådan som det er kommet til udtryk i lovens § 5 a og § 5 b.

11. ( § 11 e, stk. 3) Redegørelse for VVM-anlæg

For den del af kommuneplanen, der indeholder retningslinjer for enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet væsentligt (VVM-pligtige anlæg), skal redegørelsen indeholde en særlig vurdering af de miljømæssige konsekvenser – se bekendtgørelse nr. 1335 af 06/12/2006.

Der henvises til E.8.

12. ( § 11 e, stk. 4) Særlige krav til redegørelse for forsyningen med butikker

Loven fastlægger en række krav til, hvad der skal redegøres for i forhold til den del af kommuneplanen, der indeholder bestemmelser om detailhandel (se ovenfor under C.3, nr. 3, og C.4., nr. 7). Redegørelsen skal (efter § 11 e, stk. 4) indeholde:

Hvis kommuneplanen efter bestemmelserne i § 5 q, stk. 2, indeholder rammer for etablering af udvalgsvarebutikker med et bruttoetageareal på mere end 2.000 m², så skal redegørelsen (efter § 11 e, stk. 5) indeholde:

Efter § 11e, stk. 6, skal redegørelsen for den del af kommuneplanen, som indeholder rammer for udvidelse af aflastningsområder til store butikker, jf. § 5 p, stk. 4, indeholde en beskrivelse af, hvorfor en placering i bymidten ikke er mulig. I beskrivelsen skal indgå en vurdering af alternative placeringsmuligheder, herunder ved udvidelse af bymidten, ved ændring af projektets størrelse og udformning og ved forskellige trafikale løsninger. I vurderingen skal indgå overvejelser om konsekvenser for detailhandelen i bymidten, tilgængeligheden for forskellige trafikarter og parkeringsmuligheder.

Hvis kommuneplanen indeholder rammer for etablering af møbelbutikker uden for bymidten (se § 5 n, stk. 1, nr. 3), skal redegørelsen ifølge § 11 e, stk. 7, indeholde en beskrivelse af, hvorfor placering i bymidten ikke lader sig gøre.

Redegørelsen skal endvidere indeholde en beskrivelse af mulighederne for placering i et bydelscenter og, hvis denne placering ikke viser sig mulig, for placering i et aflastningsområde med overskydende rummelighed og, hvis denne heller ikke viser sig mulig, for placering i et område udlagt til brug for særlig pladskrævende varegrupper.

I beskrivelsen skal indgå en vurdering af alternative placeringsmuligheder, herunder ved udvidelse af bymidten, ved ændring af projektets størrelse og udformning og ved forskellige trafikale løsninger. I vurderingen af de alternative placeringsmuligheder skal indgå overvejelser om konsekvenser for bymiljøet og tilgængeligheden for forskellige trafikarter og parkeringsmuligheder.

Der henvises i øvrigt til E.6. for en samlet beskrivelse af reglerne om detailhandel.

Der vil desuden blive udarbejdet en selvstændig vejledning om detailhandelsbestemmelserne.