By- og Landskabsstyrelsen

11 Forhold der vanskeliggør praktisering af miljøvenlig grødeskæring

Selvom Vandløbsloven slår fast, at vandløbsvedligeholdelsen skal ske under hensyntagen til de natur- og miljømæssige interesser og værdier, der er beskyttet i medfør af de love, der regulerer natur- og miljøtilstanden, er der en række forhold der gør, at det ikke altid er muligt at praktisere miljøvenlig grødeskæring eller at få selv de største bestræbelser til at give de ønskede resultater.

De begrænsende forhold har for en stor dels vedkommende rod i menneskeskabte forandringer af vandløbenes form og forløb, sætninger i de ånære jorder samt i forandringer af vandføringen og dennes variationsmønster. Derudover kan der være problemer, der er affødt af de redskaber, der anvendes til grødeskæringen.

11.1 Ændret vandføring og vandføringsmønster

Naturlige vandløb har en form og et forløb samt ikke mindst en størrelse (bundbredde og vanddybde), der først og fremmest er bestemt af vandføringens størrelse og variationsmønster, men derudover også af sedimentet, jordbunden, faldforholdene og grøden mv.

Når man ændrer på vandføringens størrelse og variationsmønster – hvilket er og har været et meget udbredt fænomen som følge af dyrkningen af de ånære arealer og indvindingen af vand – så ændrer man på den af samtlige faktorer, der har størst indflydelse på vandløbets størrelse, nemlig vandføringen. Når der som i flertallet af tilfældene er tale om periodisk reduktion af vandføringens størrelse, typisk i sommerhalvåret, reducerer man også i en periode vandløbets naturlige bredde.

Ændringer af bredden sker typisk ved, at den reducerede vandføring tillader kantvegetationen at vokse længere ind på vandløbsbunden. Hvis reduktionen af vandføringen er den eneste forandring, vil der på et tidspunkt indstille sig en ny ligevægt med en reduceret bundbredde. Det er den samme proces, der i overbrede vandløb fører til indsnævring, når der skæres i mindre end fuld bundbredde. Her er det blot en for stor bredde, der tilpasser sig vandføringen, og ikke vandløbsbreddens respons på reduktion af vandføringen.

Helt galt går det, hvis sommervandføringen er meget lille eller der sker periodisk udtørring. Ved meget lille sommervandføring vil kantvegetationen typisk kunne vokse ind på hele bundfladen, og ved periodisk udtørring vil der ydermere kunne ske indvækst af endnu mere tørbundstilpassede planter, idet forholdene på vandløbsbunden i perioden uden vand kommer til at ligne forholdene på brinkerne.

Typisk grødeudvikling ved reduceret sommervandføring

Ved moderate reduktioner af vandføringen er det typisk de allerede forekommende kantplanter, eksempelvis grenet pindsvineknop og sødgræs, der vokser længere ind på vandløbsbunden og indsnævrer bredden af denne, så der opstår en ny ligevægt med det strømmende vand. I de bredere bræmmer af kantplanter vil der typisk også kunne være forekomster af arter som smalbladet mærke, ærenpris og forglemmigej.

Ved større reduktioner af vandføringen kan indvæksten af kantplanter blive ledsaget af indvækst af lådden dueurt, der almindeligvis vokser i overgangen mellem kant- og brinkvegetationen.

Hvis reduktionerne af vandføringen er så store, at de medfører reduceret strømhastighed og vanddybde eller egentlig udtørring, vil lådden dueurt ofte kunne brede sig til hele vandløbsbunden, og hvis der er tale om periodisk udtørring, vil de mest vandkrævende af kantplanterne som oftest tabe konkurrencen med lådden dueurt, der i kraft af meterhøje skud og aggressive udløbere hurtigt kan kolonisere store bundflader og gennem skygning såvel som optagning af pladsen udkonkurrere arter med lavere vækst og større krav til vanddække.


Problemet med reduceret sommervandføring og ikke mindst med periodisk udtørring er, at den fører til en grødeudvikling, der ikke er umiddelbart reversibel i forbindelse med stigende vandføring. Det skyldes, at mange af de arter - kantplanter som grenet pindsvineknop eller sødgræs eller en kant-/brinkplante som lådden dueurt - når først de er fuldt udvoksede, ikke uden videre, og ofte slet ikke, lader sig skylle bort, når vandføringen igen øges.

Dette udviklingsforløb gør, at grødeskæringen i vandløb med reduceret vandføring og især i vandløb med periodisk udtørring, får karakter af tilbagevendende fysisk genopretning af vandløbene som åbne afledningsveje for vand. Og ofte er det nødvendigt at supplere grødeskæringen med oprensning af aflejret sand og slam for at holde vandløbet i regulativmæssig stand. Til gengæld vil grødeskæring i vækstperioden sjældent være nødvendig af hensyn til vandafledningsevnen. Ikke desto mindre skæres der ofte grøde, dels fordi regulativerne indeholder bestemmelser herom, og dels fordi der ellers kan opstå problemer i forbindelse med pludselige nedbørshændelser.

En sådan form for grødeskæring er i sagens natur ikke særlig miljøvenlig, idet den ofte indebærer brug af maskinkraft til at fjerne de kraftige planter, og ikke sjældent må bunden oprenses for at få bugt med planterne og for at fjerne aflejringer af sand og slam.

Det skal bemærkes, at indgreb i vandløbenes naturlige vandføring og vandføringsmønster, ikke mindst i form af reduceret sommervandføring, er et så alvorligt problem for vandløbskvaliteten, at selv ikke ophør af grødeskæring og andre former for vandløbsvedligeholdelse vil kunne sikre målopfyldelse.

Reduceret sommervandføring, der i ekstreme tilfælde indebærer sommerudtørring, må derfor karakteriseres som et af de største problemer i henseende til sikringen af såvel vandafledningsevnen som de miljømæssige interesser og værdier. Dette problem stiller ofte grødeskæringen overfor en umulig opgave i henseende til at medvirke til målopfyldelse, og løsningen på dette problem ligger typisk uden for selve vandløbene.

Tanker om ændret vandføring

Hvis man som tankeeksperiment bringer grødeskæring og anden vedligeholdelse til ophør i vandløb med ringe sommervandføring eller sommerudtørring, vil kraftig opvækst af græsser og urter som sødgræs og dueurt i løbet af få vækstperioder fylde vandløbene op med en blanding af levende planter og store mængder døde plantedele. Og fordi sådanne vandløb også ofte er genstand for en omfattende sedimentbelastning, vil der i løbet af få år kunne ske en omfattende bundhævning. Resultatet heraf vil være, at der sker en forsumpning af selve vandløbet og de omgivende arealer, idet drænene herfra med tiden ikke kan lede vandet bort, når de dækkes af sand, rødder og planterester.

I mange tilfælde vil en sådan udvikling være udtryk for en tilbagevenden til noget der var engang, nemlig et vådområde.

Dette vådområde blev i sin tid afvandet og omdannet til agerjord, typisk ved at man imod vandets strømningsretning gravede grøfter ind gennem området, og lod vandet herfra løbe til det vandløb, der naturligt eksisterede nedstrøms vådområdet.

Mange sådanne kunstige småvandløb har en bund bestående af grus og sten på grund af stor forekomst af disse sedimenttyper i jordbunden, og de er derfor ofte højt målsatte, uagtet at der fra naturens side slet ikke var noget vandløb på de pågældende steder.

Vi kender langt fra alle steder vandløbenes forhistorie, men det synes hævet over enhver tvivl, at de øvre ender af mange af nutidens små vandløb fremstår som åbne vandløb i kraft af menneskelig graveaktivitet og som sådan må betragtes som kunstige vandløb eller vandløbsstrækninger. Med deraf følgende vanskeligheder med at opretholde en acceptabel vandløbskvalitet – primært på grund af vandføringsforholdene.

Før der blev gravet grøfter ind i sådanne vådområder og grundvandstanden derved blev sænket, fungerede områderne som ”svampe”, der kunne opsuge vand i nedbørsrige perioder og siden hen gradvis afgive det til de nedstrøms beliggende vandløb og holde dem vandførende, selv i nedbørsfattige perioder.

Afvandingen har bevidst fjernet vådområdernes evne til at tilbageholde vand. Det skaber de nævnte vanskeligheder med at opretholde en acceptabel vandføring og vandløbskvalitet i de kunstige dele af vandløbene, men det skaber også problemer med at opretholde en acceptabel vandføring og vandløbskvalitet i de naturlige dele af vandløbene. Dels skal disse i perioder kunne lede unaturligt store mængder vand bort, og dels har de i perioder en meget ringe vandføring eller er udtørrende.


11.2 Sedimentbelastning

Unaturligt stor sedimentbelastning forekommer i de fleste danske vandløb som resultat af menneskeskabte forandringer og påvirkninger. Kilderne til sedimentbelastningen er mange, men blandt de vigtigste er utætte dræn, overfladeafstrømning og ikke mindst brinkerosion. Hvortil i nogle egne kommer periodisk stor belastning som følge af jordfygning, og atter andre vandløb er genstand for omfattende bunderosion.

Stor sedimentbelastning har almindeligvis store miljømæssige konsekvenser, både direkte og indirekte, tillige med store afvandingsmæssige konsekvenser.

11.2.1 Utætte dræn

Utætte dræn er ifølge mange vandløbsfolk den primære årsag til sedimentbelastningen i mange vandløb, uagtet at man kun sjældent kan iagttage sandet komme ud fra drænene, idet transporten almindeligvis sker i forbindelse med store vandføringer og uklart vand i vandløbene. Problemet kendes fra alle egne af landet, og selvom man almindeligvis forbinder fænomenet med de sandede jorder i Vestjylland, kendes problemet også fra mange vandløb i Østdanmark inklusive Øerne og tillægges der stor betydning.

11.2.2 Brinkerosion

Brinkerosion er antagelig den mængdemæssigt mest betydningsfulde årsag til sedimentbelastningen i mange vandløb. Det hænger sammen med, at mange, især små vandløb, er skåret dybt ned under terræn, og skyldes, at når strømmen eroderer brinkerne, er der tale om erosion af indtil flere meter høje jordsøjler. Når strømmen eroderer brinkerne tilføres vandløbene på den måde meget store mængder sediment, og fordi vandløbene er gravet unaturligt dybt ned under terræn, er der tale om unaturligt store mængder sediment.

Som i naturlige vandløb sker der ganske vist også aflejringer af sediment i de regulerede vandløb, men fordi aflejringerne stort set altid er markant lavere end de jordsøjler, der eroderes, opstår der et stort overskud af sediment, der skal transporteres gennem vandløbene. Der er ganske vist også et overskud af sediment i uforstyrrede vandløb, men mængden heraf er langt mindre end i de forstyrrede vandløb.

Hvis der er overskud af sediment i vandløb med god vandføring og et uforstyrret vandføringsmønster, vil store dele af sedimentet kunne transporteres gennem vandløbet med begrænsede miljømæssige og vedligeholdelsesmæssige konsekvenser, sammenlignet med vandløb med reduceret vandføring og forstyrret vandføringsmønster. Men hvis de to faktorer påvirker vandløbene samtidig, har det almindeligvis meget store konsekvenser.

Vandløb med en naturlig lejedybde i forhold til det omgivende terræn går almindeligvis over deres bredder i forbindelse med store afstrømninger og bliver derved i stand til at afsætte store mængder sediment på de helt vandløbsnære arealer.

Vandløb med en unaturligt stor lejedybde i forhold til det omgivende terræn går sjældnere over deres bredder i forbindelse med store afstrømninger og har derfor ikke samme mulighed for at afsætte sediment på de vandløbsnære arealer uden for vandløbsprofilet.

Nedgravningen af vandløbene til stor dybde under terræn har derfor flere negative hydro-morfologiske konsekvenser, som det kan vise sig nødvendigt at vurdere nærmere, hvis miljøtilstanden i de mange, især små, dybt nedskårne vandløb skal forbedres.


11.2.3 Bunderosion

Før vandløbene blev reguleret, lå de generelt meget højere i terrænet. Formålet med nedgravningen var at afvikle vandføringen under den drændybde, der var nødvendig for udnyttelse af de ånære arealer til landbrugsmæssige formål.

Siden reguleringen er mange vandløb blevet kraftigt uddybet, ofte som en utilsigtet sideeffekt af vedligeholdelsen, med det resultat, at vandløbsbunden i dag mange steder ligger indtil langt under den oprindelige regulativmæssige bund. I dag er man mere opmærksom på ikke at foretage yderligere uddybning, men desværre har det vist sig, at fortidens gravearbejder – først reguleringen og siden vedligeholdelsen – har destabiliseret vandløbsbunden. Sammen med de ofte unaturligt store vintervandføringer forårsager denne destabilisering i mange vandløb en omfattende bunderosion, der i lighed med brinkerosionen er forbundet med en stor sedimentbelastning.

11.3 Kombinationen af reduceret vandføring og sedimentbelastning

Kombinationen af reduceret vandføring og stor sedimentbelastning er mange steder et endnu større problem end summen af de problemer, som de to faktorer hver for sig påfører vandløbene. Det skyldes først og fremmest, at når der er stor sedimentbelastning, og når vandføringen om foråret i løbet af kort tid går fra høje værdier til lave værdier, så mister vandløbet energien til at transportere overskuddet af sediment, med det resultat at der sker aflejringer.

I vandløb uden grøde vil der i den situation typisk dannes et tæppe af aflejret sediment ovenpå den bund, der ved de højere vandføringer kunne holdes ren for aflejringer. I vandløb med grøde påvirker grødevæksten den måde, hvorpå sedimentet aflejres, men derudover kan grøden også bevirke en øget aflejring af sediment, både langs bredderne og i bevoksninger ude på bunden.

Den grødebestemte aflejring af sediment og udformningen af aflejringerne er en af de grundlæggende mekanismer i vandløbenes selvrestaurering, men når vandløbene på samme tid er genstand for reduceret vandføring og stor sedimentbelastning, så giver den grundlæggende mekanisme problemer i henseende til både miljøtilstanden og afvandingstilstanden.

Miljømæssigt kan vandløb med reduceret vandføring og stor sedimentbelastning blive udsat for så store aflejringer, at grus og sten begraves under indtil ½-meter tykke aflejringer eller mere. Og hvis der er tale om gydevandløb for ørred, kan gydesubstratet blive så kraftigt infiltreret med sediment, at æg og yngel går til grunde.

Forvaltningsmæssigt er aflejringerne af sediment et problem, fordi de almindeligvis udløser krav om oprensning. Og fordi en sådan oprensning også indbefatter oprensning af grøden, hvis aflejringerne findes heri, kan selv forsøg på at gennemføre skånsom oprensning have store miljømæssige konsekvenser.