By- og Landskabsstyrelsen

9 Analyse og vurdering af den miljøvenlige grødeskærings miljøvenlighed

Det er vigtigt at kende grødeskæringens reelle miljøvenlighed, når man skal forsøge at forstå, hvorfor vi i dag – ca. 25 år efter Vandløbslovens ikrafttræden – kan konstatere manglende målopfyldelse i mere end halvdelen af samtlige vandløb. Og det er vigtigt at kende den reelle miljøvenlighed, hvis vi skal forsøge at bruge de seneste ca. 25 års viden og erfaringer som udgangspunkt for fremtidens miljøvenlige grødeskæring.

Ikke helt overraskende viser analysen og vurderingerne af den eksisterende viden om grødeskæring, at der ikke ligger geniale og hidtil ukendte løsninger på de væsentlige problemer skjult hos de mange personer, der har været involveret i eller stået for grødeskæringen. Grundlaget for analysen og vurderingen af grødeskæringens miljøvenlighed er derfor i meget udstrakt grad gammelkendt viden. Men analysen af denne viden kaster på flere områder nyt lys over hidtil ikke særligt påagtede problemstillinger og identificerer en række punkter, hvorpå grødeskæringen skal ændres for at opnå den lovbestemte medvirken til målopfyldelse.

9.1 Nogle indledende betragtninger

Når man skal vurdere den miljøvenlige grødeskærings reelle miljøvenlighed, ville det have været meget nyttigt – ja nærmest en nødvendighed – at grødeskæringen altid var gennemført på velbeskrevet og kendt måde, og at man sideløbende hermed havde foretaget målinger af de parametre, der definerer miljøvenligheden, og for hvilke der er – eller burde være – fastsat bestemte kvalitetskrav.

Udtalt mangel på konsekvens i måden, grødeskæringen ofte er gennemført på, gør sammen med den udtalte mangel på egentlige målinger af grødeskæringens miljømæssige konsekvenser, at vi i dag kun har en meget begrænset systematiseret og operationel viden om den miljøvenlige grødeskærings miljøvenlighed. Billedet heraf må derfor stykkes sammen af viden og erfaringer fra mange forskellige vandløb og kilder, og på den baggrund mangler man ofte væsentlige dele af det fulde billede i de enkelte vandløb.

9.1.1 Vedligeholdelsespraksis

Hvis man alene baserer analysen af grødeskæringens miljøvenlighed på observationer af miljøtilstanden i vandløb, hvor der ifølge regulativerne praktiseres miljøvenlig grødeskæring, vil man uvægerligt komme til at fælde en meget hård dom.

Principperne for miljøvenlig grødeskæring blev formuleret i perioden forud for Vandløbslovens tilblivelse og ikrafttræden, og hovedprincippet for miljøvenlig grødeskæring – strømrendeskæring – har vel nok i flertallet af de danske vandløb været anvendt mere eller mindre uændret siden vedtagelsen af de første regulativer. Kun i et fåtal af vandløb er der på baggrund af konkret viden og de løbende erfaringer sket ændringer eller justeringer af forskrifterne for grødeskæringen.

Et af de helt store spørgsmål, der trænger sig på, når den miljøvenlige grødeskærings miljøvenlighed skal vurderes, er, på hvilket grundlag regulativernes forskrifter for grødeskæringen i sin tid blev til, da regulativerne skulle revideres i medfør af Vandløbsloven.

Kun ved at få dette spørgsmål besvaret, kan man vide, i hvilken forvaltningsmæssig virkelighed den miljøvenlige grødeskæring er blevet til og siden praktiseret, og kun på det grundlag kan man vurdere, hvor stor en del af den miljøvenlige grødeskærings muligheder og begrænsninger, der skyldes dette grødeskæringstekniske koncepts iboende muligheder og begrænsninger, og hvor stor en del der skyldes den forvaltningspraksis, inden for hvis rammer den miljøvenlige grødeskæring har været praktiseret siden Vandløbslovens ikrafttræden.

9.1.1.1 Fortolkningen og udmøntningen af Vandløbslovens § 1

Der har siden Vandløbslovens ikrafttræden i 1983 hersket betydelig uklarhed om, hvordan Vandløbslovens krav om samtidig og ligelig hensyntagen til afvandingsinteresserne og miljøinteresserne skulle fortolkes og ikke mindst udmøntes i regulativerne og i praksis. Og selv den dag i dag er det vanskeligt at opnå et entydigt svar på dette essentielle spørgsmål.

Ser man tilbage på perioden siden Vandløbslovens ikrafttræden, og forsøger man at rense billedet for alle særtilfældene, tegner der sig følgende meget generaliserede billede af forvaltningspraksis:

De nye regulativer, udarbejdet efter 1983, gav i udstrakt grad brugerne af vandløbene krav på samme vandafledningsevne, som de forud for revisionen af regulativerne eller tilvejebringelsen af sådanne havde krav på i henhold til de dengang gældende regulativer. Eller som de reelt havde fået gennem den gældende forvaltningspraksis. Vandløbslovens krav om samtidig tilgodeseelse af miljøinteresserne blev i al væsentlighed søgt opfyldt ved at indføre strømrendeskæring (i bredeste forstand), idet man gik ud fra, at når man blot indførte denne form for grødeskæring, ville det føre til hel eller delvis opfyldelse af miljømålene og dermed opfyldelse af kravet i Vandløbslovens § 1 om vedligeholdelsens miljøvenlighed.

I dag kan det på baggrund af notatet ”Udarbejdelse af vandløbsregulativer” (Skov- og Naturstyrelsen, 2007) konstateres, at når der i regionplanerne er vedtaget bestemte miljømål for vandløbene og formuleret bestemte krav til natur- og miljøkvaliteten, så er myndighederne forpligtet til at søge at opfylde disse mål. I forhold til afvandingsinteresserne betyder det, at hensynet hertil bør (skal?) justeres i forhold til miljøinteresserne, hvis det kan godtgøres, at vedligeholdelsen virker begrænsende for målopfyldelsen.

I dag kan det imidlertid også konstateres, at den realiserede praksis i udstrakt grad var den omvendte: at miljøinteresserne er blevet tilgodeset i det omfang, det ikke var til hinder for sikringen af afvandingsinteresserne. Det kan endvidere konstateres, at det i mange vandløb har været praksis at gå ud over regulativernes bestemmelser, hvis afvandingsinteresserne var truet eller blev anset for truet, eksempelvis i forbindelse med særlige nedbørshændelser. Det vil sige, at grødeskæringen i mange vandløb har været behovsbestemt og binding af regulativernes bestemmelser. Eller – hvis sådanne har manglet eller været mangelfulde – har været gennemført alene med sigte på at tilgodese de til enhver tid eksisterende afvandingsbehov.

Ser man tilbage til udgangspunktet – revisionen af regulativerne i forbindelse med Vandløbslovens ikrafttræden i 1983 – kan man konstatere, at der for langt de fleste vandløbs vedkommende ikke blev gennemført de, set med nutidens øjne, nødvendige vurderinger af, om - eller i hvilket omfang - de opstillede miljømål var forenelige med sikring af afvandingsinteresserne i et omfang som hidtil. Hvorfor flertallet af de nye regulativer – uden at stille spørgsmålstegn ved strømrendeskæringens miljøvenlighed - gav afvandingsinteresserne en fortrinsstilling i forhold til miljøinteresserne. Og hvorfor man siden Vandløbslovens ikrafttræden har kunnet konstatere en stort set uændret ringe grad af målopfyldelse i de målsatte vandløb, uagtet at der i mange vandløb angiveligt er blevet praktiseret miljøvenlig grødeskæring. Det er denne udtalte og langvarige mangel på målopfyldelse, der gør det nærliggende at fælde en meget hård dom over den miljøvenlige grødeskæring [læs: strømrendeskæring] som måden til at opfylde kravet om vandløbsvedligeholdelsens miljøvenlighed i Vandløbslovens § 1.

Det grundlæggende problem i forvaltningspraksis har således været, at man gav afvandingsinteresserne en fortrinsstilling i tiltro til, at strømrendeskæring kunne opfylde lovens krav om samtidig tilgodeseelse af afvandingsinteresserne og miljøinteresserne. Og dette problem er blevet forstærket af, at mange vandløbsmyndigheder ikke undervejs i perioden siden Vandløbslovens ikrafttræden har ændret på denne fortrinsstilling og tiltroen til strømrendeskæringens miljøvenlighed, da man konstaterede manglende målopfyldelse i flertallet af de målsatte vandløb, men blot fortsatte hidtidig praksis uden at (er)kende hverken grødeskæringens begrænsninger eller muligheder eller betydningen af forvaltningspraksis. Man kan endog den dag i dag konstatere end udtalt tiltro til strømrendeskæringens miljøvenlighed.

Der kan være mange årsager til at afvandingsinteresserne efter vandløbslovens ikrafttræden fik en fortrinsstilling i forhold til miljøinteresserne, men den primære årsag har nok været, at man fra politisk hold i videst muligt omfang ønskede at tilgodese de økonomiske interesser, der er knyttet til grødeskæringen.

En medvirkende årsag kan også have været, at man i de tidlige 1980-ere stod med et dårligere kendskab til vandløbenes miljøtilstand og de forhold, der var bestemmende for dem, end vi gør i dag. Og at man derfor nærmest ukritisk accepterede strømrendeskæring som midlet til målopfyldelse på baggrund af de relativt få, men ubestrideligt positive eksempler på, at man ad den vej kunne opnå forbedringer af vandløbskvaliteten. Man må i den forbindelse heller ikke glemme, at hele recipientkvalitetsplanlægningen og forvaltningen af vandløbenes miljøtilstand ikke var helt på plads og indarbejdet ved Vandløbslovens ikrafttræden i 1983.

Vi ser derfor tilbage på 25 års grødeskæring med helt andre faglige forudsætninger, end dem, der var til rådighed ved periodens begyndelse. Men det ændrer dog ikke ved det faktum, at megen ikke-miljøvenlig grødeskæring har kunnet fortsætte uhindret, selvom de involverede parter undervejs opnåede betydelig bedre viden om og erfaringer med de miljømæssige konsekvenser. Og selvom der mange gange undervejs i perioden siden Vandløbslovens ikrafttræden er blevet konstateret manglende målopfyldelse og udpegning af vandløbsvedligeholdelsen som den primære eller medvirkende årsag hertil.

Hvis man ved Vandløbslovens ikrafttræden havde anlagt et mere forpligtende syn på regionplanernes miljømål for vandløbene, hvis man i de enkelte vandløb havde foretaget egentlige miljøvurderinger forud for udarbejdelsen af de nye regulativer, og hvis man i det hele taget havde udarbejdet nye regulativer, ville man i dag formodentlig kunne have oplevet en højere grad af målopfyldelse. Og havde man fokuseret mere på årsager og virkninger i forbindelse med grødeskæringen, ville man formodentlig i dag stå med et langt bedre kendskab til, hvilke miljømæssige (og afvandingsmæssige) konsekvenser det har at have en samtidig lovsikring af interesser, der grundlæggende er modsatrettede og i udstrakt grad modstridende.

I dag kan vi se tilbage på en vandløbsforvaltning, der i kraft af de store økonomiske interesser, der er knyttet til vandløbene som afledningsveje for drænvand mv., gav afvandingsinteresserne en fortrinsstilling. Og som i kraft af den deraf afledte politiske ”følsomhed” gjorde forvaltningen mere fokuseret på landbrugets afvandingsbehov og ønsker – både inden for og uden for regulativernes rammer - end på de i målsætningerne fastsatte miljøkrav. Og som gjorde vedligeholdelsen mere fokuseret på overholdelse af de formelle krav og bestemmelser i regulativerne end på opfyldelse af regionplanernes miljømål.

Det hører også med til billedet af den måde, hvorpå hensynene i vandløbsforvaltningen er blevet prioriteret, at vandafledningsevnen har været beskrevet af operationelle parametre som vandstand og vandføringsevne, og at manglende målopfyldelse let lader sig kapitalisere, mens miljøinteresserne hovedsagelig har været beskrevet af lidet operationelle parametre som ”naturligt og alsidigt plante- og dyreliv”, og manglende målopfyldelse ikke har kunnet kapitaliseres.

Det er på den baggrund, man skal se den følgende analyse og vurdering af den miljøvenlige grødeskærings miljøvenlighed.

Vurderer man den måde, hvorpå først forvaltningsgrundlaget – regulativerne – er blevet tilvejebragt, og hvorpå siden forvaltningen er blevet gennemført, tegner der sig et meget uensartet og grumset billede.

I den ene ende af spekteret finder man regulativer, og dermed en grødeskæringspraksis, der er baseret på detaljerede hydrometriske data og modelleringer af de afvandingsmæssige konsekvenser af at skære i strømrende og af at efterlade grøde i vandløbene. De miljømæssige overvejelser synes i udstrakt grad at være begrænset til at skære i strømrende og i bedste fald til at forsøge at begrænse bredden af denne. Den fremgangsmåde er typisk anvendt i mellemstore og store vandløb.

I den anden ende af spekteret finder man regulativer, og dermed en grødeskæringspraksis, der er udformet helt uden kendskab til vandføringens størrelse og tidslige variation. Grødeskæringens afvandingsmæssige tilstrækkelighed eller mangel på samme har således i udstrakt grad være ukendt. Hensynet til miljøinteresserne og -værdierne har stort set overalt været baseret på antagelsen om strømrendeskæringens generelle miljøvenlighed, og grødeskæringens omfang har typisk været fastlagt i meget generelle termer: grødeskæring i 50-80% af den tidligere regulativmæssige bundbredde eller - hvis en sådan ikke var fastlagt – grødeskæring i 50-80% af den faktiske bundbredde. Denne fremgangsmåde er typisk anvendt i små og mellemstore vandløb, om end der i de første år efter Vandløbslovens ikrafttræden også blev udfærdiget regulativer for en del små vandløb under anvendelse af hydrometriske data.

Regulativer, baseret på hydrometriske data og modelleringer, har utvivlsomt givet det bedste grundlag for forvaltning af afvandingsinteresserne, men manglen på egentlige miljøvurderinger har gjort vedligeholdelsens miljøvenlighed helt betinget af strømrendeskæringens muligheder – og begrænsninger.

Regulativer, baseret på de tidligere gældende regulativmæssige dimensioner eller på de faktiske forhold og på antagelsen om strømrendeskæringens miljøvenlighed, har reelt set indebåret en meget ringe grad af forudseelighed, både afvandingsmæssigt og miljømæssigt.

Og – hvis sikringen af afvandingsinteresserne blev anset for utilstrækkelig - har der ikke været mange faktuelle data at basere en stillingtagen til problemet på. Det vel nok største problem har imidlertid været, at strømrendens bredde blev fastlagt ud fra den faktiske bundbredde og uden kendskab til vandføringen. Det indebærer, at strømrendens bredde i mange tilfælde må formodes at have været, og stadig være, alt for stor i forhold til den faktiske vandføring. Et forhold der i mange vandløb bærer en stor del af ansvaret for grødeskæringens manglende eller begrænsede miljøvenlighed.

Vi har i de senere år oplevet øgninger af den årlige nedbørsmængde, og der har været flere unormale nedbørshændelser. Det har tydeligvis sat vandløbsvedligeholdelsen i almindelighed under øget pres, og grødeskæringen i særdeleshed. Havde grødeskæringens omfang og hyppighed i højere grad været baseret på kendskab til de hydrometriske forhold, ville den klimatisk betingede øgning af vandføringen i vandløbene og den øgede grundvandstand i ådalene med større tydelighed have fremstået som årsagen til forringet afvandingstilstand. Og dermed kunne man have undgået at grødeskæringen var blevet intensiveret på miljøets bekostning. Ikke mindst hvis regulativerne havde indeholdt klare bestemmelser om, hvornår forringet afvandingstilstand er vandløbsmyndighedens ansvar, og hvornår forringet afvandingstilstand skyldes særlige nedbørshændelser, som myndigheden ikke er forpligtet til at imødegå gennem grødeskæring og anden vandløbsvedligeholdelse.


9.2 Åmandens rolle

Ser man tilbage på de seneste ca. 25 års grødeskæring og anden vandløbsvedligeholdelse, kan man konstatere, at der er investeret endog meget store ressourcer i at uddanne åmændene til at gennemføre den miljøvenlige grødeskæring i praksis, således som den var formuleret i anbefalingerne til miljøvenlig grødeskæring.

Der er siden Vandløbslovens ikrafttræden gennemført talrige åmandskurser og åmandstræf, med det resultat, at åmændene som gruppe i dag vurderes at besidde den viden og de færdigheder, der er forudsætningen for at kunne praktisere egentlig miljøvenlig grødeskæring i overensstemmelse med anbefalingerne.

Problemet synes imidlertid at være, at regulativerne og forvaltningspraksis i mange tilfælde har begrænset åmændene i at udnytte deres viden og færdigheder fuldt ud, og i mange tilfælde har det slet ikke været råderum til at praktisere miljøvenlig grødeskæring.

Der har i forhold til den miljøvenlige grødeskæring været meget stort fokus på og opmærksomhed om åmændenes rolle, men denne opmærksomhed har i vid udstrækning sløret det faktum, at forvaltningspraksis har været den begrænsende faktor. Hvor man til at begynde med berettiget kunne fokusere på åmændene som nøglen til en mere miljøvenlig grødeskæring, er det i dag forvaltningspraksis, der er nøglen. Og i det øjeblik denne nøgle tages i brug, vurderes åmændene i vid udstrækning at være i stand til at tage opgaven på sig.

Det skal dog nævnes, at megen grødeskæring i dag udføres af personer uden eller med alt for ringe viden om vandløb og vandløbskvalitet, og som derfor også er uden eller med for ringe viden om, hvordan man praktiserer miljøvenlig grødeskæring. Det vil være forkert at hænge en bestemt gruppe ud, men det kan dog konstateres, at grødeskæring på et mangelfuldt vidensgrundlag især har fundet sted i de vandløb, hvor vandløbsmyndigheden ikke har stillet krav om og ført tilsyn med udførelsen af miljøvenlig grødeskæring. Og da denne forvaltningspraksis desværre er ganske udbredt, eksisterer der et stort behov for uddannelse af de mange åmænd, der hidtil har praktiseret ikke-miljøvenlig grødeskæring.

9.3 Generel strømrendeskæring

Brugen af generel strømrendeskæring, det vil sige skæring i én strømrende, hvis bredde er fastlagt under hensyntagen til de regulativmæssigt bestemte krav til vandafledningsevnen, er utvivlsomt den enkleste måde at praktisere miljøvenlig grødeskæring på. Det kan ganske vist i situationen være vanskeligt at se eller fastlægge den bane, som strømrenden skal følge, når man går i eller sejler på et vandløb, men for rutinerede åmænd synes det ikke at være et uoverstigeligt problem.

Generel strømrendeskæring kan i al væsentlighed praktiseres på to måder:

  1. fast forløb og beliggenhed af strømrenden fra grødeskæring til grødeskæring og fra år til år
     
  2. skiftende forløb og beliggenhed fra grødeskæring til grødeskæring og fra år til år

Begge måder har i al væsentlighed samme virkning på vandafledningsevnen (i kanaliserede vandløb) og må derfor karakteriseres som værende lige effektive i henseende til at opfylde regulativernes bestemmelser. Derimod har de to måder vidt forskellig effekt på de miljømæssige forhold i vandløbene.

Skæring i strømrende skal ikke altid opfattes som skæring af en egentlig og veldefineret rende gennem tæt grøde. I mange vandløb er grøden ikke overalt sammenhængende og strømrenden derfor heller ikke. I sin yderste konsekvensen kan strømrenden være afgrænset af spredte grødebevoksninger.


9.3.1 Strømrende med fast forløb og beliggenhed – en hydro-morfologisk vurdering

Skærer man altid grøden i en strømrende med samme forløb, udnytter man vandets formskabende kraft og egenskaber maksimalt, og man vil på den måde kunne opnå en række formforandringer i retning fra det kanaliserede vandløb mod det bugtede vandløb. Skæring i én strømrende med fast forløb og beliggenhed er også i overensstemmelse med vandløbenes naturlige formudvikling og sikrer derfor en betydelig hensyntagen til hydro-morfologien (den fysiske vandløbskvalitet).

I overbrede vandløb vil der typisk kunne skabes et bugtet forløb nede i det overbrede profil, idet kantvegetationen vokser ud på de bundflader, der til stadighed friholdes for skæring, og med tiden dannes der ny brink (brinkfødder eller landtunger) på grund af aflejringerne af sediment i kantvegetationen.

Hvis man vil udnytte strømrendeskæringens formskabende potentiale maksimalt, skal vegetationen bortskæres helt i ydersiden af strømrendens bugtninger, således at det strømmende vand får kontakt med brinkerne. Herved vil der kunne opnås en forstærkning af strømrendens bugtning ud over de rammer, der er defineret af det kanaliserede vandløbs profil, idet vandet får mulighed for at erodere i det kanaliserede og overbrede vandløbs brinker.

Når den naturlige formudvikling får vandløbene til at udvikle et bugtet forløb, anses det af mange lodsejere som et problem, som vandløbsmyndigheden må søge at begrænse eller forhindre. I ekstreme tilfælde forhindres vandløbene på den baggrund i at udviklet et bugtet forløb ved at man sikrer brinkerne med sten e.l., men det er en mere udbredt metode at efterlade grøde som værn mod strømmens erosion af brinkerne.

Forhindring eller begrænsning af den naturlige formudvikling må anses som problematisk i henseende til vandløbenes hydro-morfologi, og må som sådan anses for problematisk for målopfyldelsen. Det skal også nævnes, at vandløbsmyndighederne ikke har pligt til at forhindre vandløbene i at ændre form og fysisk forløb. Der er i dansk lovgivning lang tradition for at tillade vandløbene at flytte skel.


Der kan ved skæring i en strømrende med fast forløb opnås betydelige formforandringer. Hastigheden, hvormed de finder sted, varierer fra vandløb til vandløb og afhænger bl.a. af vandhastigheden, vandføringens størrelse i forhold til vandløbets størrelse, jordbunden og sedimenttransporten. Det er en tommelfingerregel, at jo højere vandhastighed, desto større erosion, og jo større erosion, desto større sedimenttransport. Og jo større sedimenttransport, desto mere materiale er der ”i spil” til at danne ny brink - brinkfødder eller landtunger – i aflejringszonerne. Derfor:

Generel strømrendeskæring i strømrende med fast beliggenhed og forløb er en effektiv måde til at igangsætte og fremme retningsbestemte ændringer af vandløbenes overordnede form og forløb, fra det lige, ensartede forløb til det bugtede, varierede forløb, fra det overbrede vandløb til et smallere vandløb og fra en ensartet bundtopografi til en varieret bundtopografi.

Generel strømrendeskæring i strømrende med fast beliggenhed og forløb er på den måde det grovværktøj, der kan anvendes til at forbedre vandløbenes fysiske form og forløb, hvilket er en væsentlig del af forudsætningen for målopfyldelse i regulerede vandløb.

Men:

Når vandløbene er dybt nedskårne, er brinkerosionen forbundet med en i forhold til vandløbenes (vandføringens) størrelse unaturligt stor sedimentbelastning, og den grundlæggende positive formudvikling kan derved blive forbundet med store problemer med stor sedimenttransport og aflejringer af sand og slam mv.


Figur 9.1. Eksempler på markante formforandringer som resultat af systematisk skæring i strømrende med fast forløb i forskellige typer af vandløb. Øverst til venstre et lille vandløb, der som resultat af mange års overvedligeholdelse var blevet udgravet til stor overbredde. Målrettet strømrendeskæring har i forening med en veludviklet kantvegetation (smalbladet mærke) og en betydelig sedimentaflejring heri skabt et bugtet-slynget vandløb nede i det overbrede profil. Billederne øverst til højre og nederst til venstre viser to mellemstore vandløb med markante formforandringer som resultat af målrettet strømrendeskæring i en strømrende med fast forløb og beliggenhed. Bemærk at sedimentaflejringerne (brinkfødderne) i begge vandløb ikke opbygges til samme højde som profilets brinkhøjde. Nederst til højre et stort, tidligere meget overbredt vandløb, der i løbet af få år med målrettet strømrendeskæring i strømrende med fast beliggenhed er blevet kraftigt indsnævret som følge af stor indvækst af kantplanter (især høj sødgræs og brøndkarse).

Figur 9.1. Eksempler på markante formforandringer som resultat af systematisk skæring i strømrende med fast forløb i forskellige typer af vandløb. Øverst til venstre et lille vandløb, der som resultat af mange års overvedligeholdelse var blevet udgravet til stor overbredde. Målrettet strømrendeskæring har i forening med en veludviklet kantvegetation (smalbladet mærke) og en betydelig sedimentaflejring heri skabt et bugtet-slynget vandløb nede i det overbrede profil. Billederne øverst til højre og nederst til venstre viser to mellemstore vandløb med markante formforandringer som resultat af målrettet strømrendeskæring i en strømrende med fast forløb og beliggenhed. Bemærk at sedimentaflejringerne (brinkfødderne) i begge vandløb ikke opbygges til samme højde som profilets brinkhøjde. Nederst til højre et stort, tidligere meget overbredt vandløb, der i løbet af få år med målrettet strømrendeskæring i strømrende med fast beliggenhed er blevet kraftigt indsnævret som følge af stor indvækst af kantplanter (især høj sødgræs og brøndkarse).

9.3.2 Strømrende med skiftende forløb og beliggenhed

Skærer man i strømrende med skiftende beliggenhed og forløb, opnår man ikke de samme retningsbestemte formforandringer. I nogle tilfælde praktiserer man bevidst skiftende forløb og beliggenhed af strømrenden netop for at undgå formforandringer og indsnævringer af profilet samt også for at skabe større bundflader, hvorpå der kan vokse undervandsplanter. I andre tilfælde er skiftende forløb og beliggenhed resultat af manglende opmærksomhed på det formskabende potentiale eller skyldes praktiske vanskeligheder eller manglende kontinuitet i bemandingen af grødeskæringen.

Uagtet bevæggrundene og årsagerne er skiftende forløb og beliggenhed af strømrenden ikke i så god overensstemmelse med de naturlige, og dermed de ønskede mønstre og tilstande i vandløbene.

Skæring i strømrende med vekslende forløb og beliggenhed modvirker således vandløbenes iboende tendens til at udvikle sig fra det linieformede mod det bugtede forløb. Og ved at forhindre vandløbene i et indsnævre sig til en bredde, der er i bedre overensstemmelse med vandføringens størrelse og variationsmønster, er man med til at opretholde den unaturlige tilstand, som overbredden udgør. Endelig er det, uagtet de positive intentioner, ikke i overensstemmelse med de naturlige forhold og udviklingsmønstre (hydro-morfologien), at favorisere undervandsvegetationen i forhold til kantvegetationen. Strømrendeskæring med skiftende forløb og beliggenhed af strømrenden kan derfor ikke opnå samme positive vurdering som strømrendeskæring med fast forløb og beliggenhed af strømrenden fra grødeskæring til grødeskæring.

Problemerne med skiftende strømrende kan synes vanskelige at få øje på i regulerede og kanaliserede vandløb, hvor den skiftende strømrende blot fastholder vandløbets kendte form. Og hvor det ene forløb af strømrenden kan synes lige så godt som ethvert andet.

I naturligt bugtede og slyngede vandløb er det langt lettere at få øje på problemerne, og det er vel de færreste, der vil finde det rigtigt at lade strømrenden gå gennem vandløbets dybeste punkter (svingenes ydersider) ved én grødeskæring for ved den næste at lade den gå gennem de lavvandede punkter (svingenes indersider).


9.4 Strømrendeskæringens miljøvenlighed

Det har i mange år været en generel og almindeligt accepteret antagelse, at når blot man skærer grøden i strømrenden, så har man på samme tid optimeret grødeskæringen i forhold til afvandingsinteresserne og miljøinteresserne. Og som nævnt tidligere, så er det formodentlig tiltroen til strømrendeskæringens miljøvenlighed og målopfyldende potentiale, der sammen med presset på vandløbsmyndighederne om ikke at mindske vandafledningsevnen, er årsag til, at man siden Vandløbslovens ikrafttræden reelt set har givet afvandingsinteresserne en generel fortrinsstilling.

Foretager man en nøjere analyse og vurdering af strømrendeskæringen, viser denne sig imidlertid at være behæftet med en række af de samme miljømæssige problemer og mangler, som grødeskæringen var behæftet med forud for ikrafttræden af den nuværende vandløbslov.

9.4.1 Faste krav til vandafledningsevnen

Problemerne kan for en stor dels vedkommende direkte relateres til det forhold, at man i hovedparten af de nugældende regulativer har videreført de krav på vandafledningsevne, der var givet brugerne af vandløbene i de regulativer, der var gældende forud for ikrafttræden af den nugældende vandløbslov. Eller den vandafledningsevne, som vandløbende faktisk havde i kraft af en bestemt vedligeholdelse forud for vedtagelsen af de nugældende regulativer.

Mange vandløbsmyndigheders opfattelse af råderummet eller antallet af frihedsgrader, der har været til rådighed for opfyldelse af miljøkravene, synes derfor i realiteten at have været bestemt af 1) de på forhånd fastlagte krav til vandafledningsevnen og 2) vandløbenes overbredde/overdybde som resultat af tidligere tiders overvedligeholdelse.

Ad 1).

Ved at overføre de tidligere gældende krav til vandafledningsevnen til de nye regulativer bestemte man i realiteten, at hvis vandløbene var i regulativmæssig stand (e.g. havde regulativmæssig skikkelse), ville der ikke være særlig meget råderum eller særlig mange frihedsgrader til at tilgodese miljøinteresserne, idet Vandløbslovens bestemmelse om ikke at ændre [læs: forringe] vandføringsevnen (eller skikkelsen) af mange vandløbsmyndigheder blev tolket på den måde, at referencen for forringelser var den gældende vandføringsevne.

Problemet var ganske vist kendt forud for lovens vedtagelse og blev forsøgt løst ved at indføre de såkaldte QH-regulativer, men denne type regulativer opnåede aldrig nogen stor udbredelse, primært på grund af praktiske og ressourcemæssige vanskeligheder. Og dertil kommer, at kravet om ikke at ændre vandføringsevnen var møntet på at forhindre forringelser eller forbedringer af vandføringsevnen efter vedtagelse af nye regulativer og ikke på at forhindre ændringer i forbindelse med udformningen af nye regulativer. Anbefalingerne vedrørende miljøvenlig grødeskæring gik jo nemlig på at der skulle efterlades grøde i det regulativmæssige profil og ikke kun uden for dette.

Realiteten har derfor været, at man i udstrakt grad har skåret grøde i et omfang, der gav vandløbene samme vandafledningsevne som forud for ikrafttræden af den nugældende vandløbslov, det vil som regel sige, at man har skåret i den bundbredde, der var gældende forud for de nuværende regulativer eller på anden vis sikret en tilsvarende vandafledningsevne.

Hvis der i vandløbsprofilet var plads til det [læs: hvis bundbredden var større end den regulativmæssige bundbredde], kunne man efterlade grøde. Eller hvis bundkoten lå lavere end den oprindelige regulativmæssige bundkote, kunne man efterlade grøde. Og ved at skære i strømrende, kunne man efterlade grøden i mønstre, der tilgodeså vandets overordnede naturlige strømningsmønster i vandløb. Med deraf følgende positive effekter på eksempelvis fiskefaunaen.

Det er således en ubestridelig fordel for vandløbenes miljøstilstand, hvis der i overbrede vandløb efterlades grøde, men fordelen er yderst tvivlsom, når vandløbene som resultat af strømrendeskæringen indsnævrer og den grødefrie strømrende bliver omkranset af massive bevoksninger af kantvegetation eller endnu værre, massive bevoksninger af kantvegetation med aflejringer af sand og slam. Hverken de meget massive bevoksninger af kantplanter eller vegetationsdækkede sedimentaflejringer har nemlig tilnærmelsesvis samme værdi og funktion som mere åbne og varierede grødebevoksninger med vandgennemstrømning.

Ad. 2)

Netop ”hvis der var plads til det, kunne man efterlade grøde” viser sig at være et kardinalpunkt i hele forudsætningen for at kunne praktisere miljøvenlig grødeskæring, sådan som loven er blevet tolket. Plads er og har der nemlig tilsyneladende kun været i de vandløb, der som følge af vedligeholdelsen havde opnået en fysisk overbredde i forhold til den regulativmæssige bredde eller en lavere bundkote end den regulativmæssige. Og selv i sådanne vandløb viser det sig, at man mange steder har været tøvende med at inddrage overbredden og overdybden til at praktisere miljøvenlig grødeskæring.

Overbredden er typisk opstået gennem en vedligeholdelse, der er gået ud over regulativernes bestemmelser - en vedligeholdelse der på den baggrund må karakteriseres som en ulovlig overvedligeholdelse. Fraset de juridiske aspekter har denne praksis gennem mange år været forbundet med store tab af vandløbskvalitet, men paradoksalt nok har den opnåede overbredde – ikke sjældent sammen med en betydelig overuddybning – siden Vandløbslovens ikrafttræden været en væsentlig del af forudsætningen for praktisering af miljøvenlig vedligeholdelse uden indskrænkninger af vandafledningsevnen og dermed for minimering af konflikterne med brugerne af vandløbene. Og graden af fortidens overbredde/overuddybning har dermed været bestemmende for størrelsen af det råderum, inden for hvilket der kunne praktiseres miljøvenlig grødeskæring.

Vandløbsloven giver ganske vist vandløbsmyndighederne mulighed for at vedtage en anden – smallere eller bredere – regulativmæssig bundbredde, end den der var gældende tidligere, men det kræver i almindelighed, at der gennemføres en reguleringssag. Og sådanne reguleringssager synes mere at have været undtagelsen end regelen. Uagtet at der reelt set i nogle vandløb var behov for sådanne for at muliggøre en grødeskæring med et højere målopfyldende potentiale. Det skal dog i den forbindelse nævnes, at meget tyder på, at vandløbsmyndighederne reelt har haft langt flere frihedsgrader til, inden for Vandløbslovens rammer, at efterlade grøde i vandløbene, end de har gjort brug af. Disse frihedsgrader er ganske vist blevet understreget i tilfælde, hvor en ændret vedligeholdelsespraksis er blevet indklaget for domstolene. Men denne forskel på domstolenes syn på lovens krav om grødeskæringens miljøvenlighed og vandløbsmyndighedernes syn på samme synes endnu ikke at have ændret nævneværdigt på forvaltningspraksis.

Situationen er derfor i dag den, at der i de fleste nugældende vandløbsregulativer er fastsat bestemmelser om grødeskæring i eller nær samme bundbredde, som var gældende forud for ikrafttræden af den nuværende vandløbslov. Vandløbsmyndigheden råder over den regulativmæssige bundbredde, når der skal skæres grøde og foretages anden form for vedligeholdelse, og i praksis betyder det, at strømrendeskæringen almindeligvis foretages i eller tæt på regulativmæssig bundbredde, uagtet at en del regulativer indeholder bestemmelser om, at der kan skæres i mindre bundbredde.

Nogle vandløbsregulativer indeholder således bestemmelser om strømrendens mindste bredde såvel som største bredde. Sådanne bestemmelser giver mulighed for at skære mindre grøde i perioder med ringe vandføring og begrænsede afvandingsproblemer og mere grøde på mere kritiske tidspunkter. Praksis synes imidlertid at have været, at frygten for oversvømmelser i forbindelse med uforudseelige nedbørshændelser har motiveret vandløbsmyndighederne til næsten altid at skære i største bredde frem for mindste bredde på tidspunkter med uproblematiske afvandingsforhold.

En del vandløbsmyndigheder har gennem årene eksperimenteret med at reducere grødeskæringen, først og fremmest inden for rammerne af regulativerne, men i en del tilfælde også ud over rammerne, uden at det har haft afvandingsmæssige konsekvenser. Men kun sjældent er de positive erfaringer blevet skrevet ind i regulativerne, angiveligt for at undgå at skabe unødig opmærksomhed om forhold, der er lodsejerne kunne blive opfattet som indskrænkninger af adgangen til afvanding. Men derved har man også fraskrevet sig muligheden for at kunne bevare de miljømæssige gevinster, dersom der efterfølgende skulle opstå krav om overholdelse af regulativerne, eksempelvis i forbindelse med øgede mængder nedbør eller intensiveret arealanvendelse.

I mange vandløb skærer man almindeligvis grøde i største regulativmæssige bundbredde, angiveligt med den begrundelse, at så er man bedst garderet mod oversvømmelser i tilfælde af pludselige nedbørshændelser. Og dermed er man bedst garderet mod klager.


9.4.2 Kritiske ekstremer

Ser man ud over dette grundlæggende problem – at kravene til vandafledningsevnen i langt de fleste vandløb har været givet på forhånd - og det grundlæggende paradoks - at mulighederne for at praktisere miljøvenlig grødeskæring af den årsag i vid udstrækning blev gjort afhængig af tidligere tiders overvedligeholdelse – viser der sig også andre problemer i henseende til målopfyldelse, når strømrendeskæringen underkastes en nøjere analyse for miljøvenlighed. Problemer, der alle knytter sig til det faktum, at også miljøvenlig grødeskæring har til formål at forbedre vandløbenes naturgivne vandafledningsevne, og at strømrendeskæring i sagens natur er en måde til at optimere vandafledningen for en given indsats.

God vandføringsevne er i forhold til fleste afvandingsinteresser ensbetydende med lav vandstand og stor afstrømning af vand ved lav vandstand. Effektiv grødeskæring er derfor i almindelighed ensbetydende med en grødeskæring, der sænker vandstanden meget og lukker store mængder vand gennem vandløbene.

Fordi strømrendeskæringen fjerner grøden netop der, hvor hovedparten af vandet naturligt strømmer, er strømrendeskæringen optimeret i forhold vandafledningen. Miljøvenligheden ved skæring i eller nær regulativmæssig bundbredde kommer følgelig kun til udtryk i det omfang, der er fysisk plads til det, det vil sige, når der er en overbredde eller en overdybde at gøre godt med.

Effekterne af grødeskæring - pludselige og også ofte gentagne sænkninger af vandstanden - påfører vandløbene en lang række forandringer af kritisk betydning for det biologiske indhold og for miljøtilstanden (den økologiske tilstand). Det drejer sig først og fremmest om reduceret vanddybde, men derudover også forhold som øget vandhastighed, øget sedimenttransport, øget okkerbelastning og brinkudskridninger etc. etc.

Når det gælder vurderingen af grødeskæringens miljøvenlighed er det først og fremmest vigtigt at være opmærksom på, at man ved vurderingen af de afledte effekter på vandløbsmiljøet ikke kan nøjes med at anlægge gennemsnitsbetragtninger.

Der er i mange sammenhænge tradition for at anvende gennemsnitsværdier eller for at anlægge gennemsnitsbetragtninger, når effekten af forskellige påvirkninger eller hændelser skal vurderes, ikke blot i vandløb, men også i mange andre sammenhænge. Når det gælder levende organismer, er det imidlertid ikke tilstrækkeligt at anlægge gennemsnitsbetragtninger, hvis gennemsnittet eller gennemsnitssituationen dækker over værdier eller situationer, der er kritiske for organismerne. Faktisk er gennemsnitsværdier i mange sammenhænge direkte uegnede som grundlag for vurderingen af levevilkårene og levestedskvaliteten for levende organismer, ikke mindst når det omgivende miljø er præget af store udsving og variationer. Det er langt vigtigere at anskue og vurdere levestedskvaliteten på grundlag af de kritiske ekstremer.

Eksempel: Set over en længere periode er de gennemsnitlige iltforhold i et vandløb fuldt ud tilstrækkelige til, at der kan leve en naturlig smådyrs- og fiskefauna, men der optræder i perioden kortvarige fald i iltkoncentrationen til kritisk lave værdier som følge af udefrakommende belastning med organisk stof. Det er i den situation ikke det gennemsnitlige iltindhold, men det kortvarigt kritiske iltindhold, der er bestemmende for vandløbets indhold af smådyr og fisk. På samme måde, hvis der udledes giftige stoffer til et vandløb: en kort puls af forhøjede giftkoncentrationer kan have katastrofale følger, uagtet at koncentrationen som gennemsnit betragtet ligger langt under faregrænsen.


For mange af de afledte effekter af grødeskæring gælder, at gennemsnittet kan være uproblematisk, samtidig med at de ekstremer - lave eller høje værdier - der måtte indgå i gennemsnittet, kan være yderst problematiske – derfor betegnelsen kritiske ekstremer.

Hvis eksempelvis lav vandstand og mangel på skjul for fisk er af en sådan størrelse og varighed, at det stresser fiskene ihjel, får dem til at fortrække til andre dele af vandløbene eller påfører dem en stor dødelighed som følge af øget prædation, så er det den kritiske ekstremsituation og ikke den gennemsnitlige situation, der bliver bestemmende for, hvilken fiskefauna (artssammensætning og ikke mindst størrelsesfordeling), som vandløbet kan – og ender med – at huse. Eller sagt på en anden måde: fiskefaunaen – og for den sags skyld også den øvrige fauna – bliver ikke bedre end de kritiske ekstremværdier i det omgivende miljø tillader.

En væsentlig årsag til at kritiske ekstremer kun i meget begrænset omfang har indgået i vurderingerne af grødeskæringens miljøvenlighed, er formodentlig, at tilsynet med vandløbenes miljøtilstand fortrinsvis finder sted uden for grødeskæringsperioden (sommerperioden), dels at de kritiske ekstremer er kortvarige og som sådan kan være vanskelige at registrere, med mindre man er opmærksom på dem og har tilrettelagt tilsynet i overensstemmelse hermed.

I det følgende er de vigtigste kritiske ekstremer udpeget, analyseret og vurderet hver for sig.

9.4.2.1 Vandstand

Set i forhold til afvandingsinteresserne er grødens hævning af vandstanden et problem. Set i forhold til vandløbets fiskefauna må stigende vandstand som følge af grødens vækst imidlertid ses som en vigtig iboende mekanisme ved vandløbene til at imødegå kritisk lave vandstande i forbindelse med sommerens normalt faldende og i nogle vandløb tilmed meget små vandføringer.

Når vandføringen i løbet af det sene forår mindskes efter vinterperiodens almindeligvis store vandføringer, ville vandstanden i mange vandløb naturligt falde til meget lave niveauer, dersom der ikke i løbet af det sene forår og videre frem gennem sommeren skete en grødebetinget stigning af vandstanden.

I naturligt mæandrerende vandløb ville fiskene – særlig de store individer med behov for stor vanddybde - ved faldende vandstand have mulighed for at fortrække til de dybere høller, men i regulerede og kanaliserede vandløb eksisterer denne mulighed ikke eller kun i ringe grad. I de regulerede og kanaliserede vandløb ville selv et uforstyrret vandføringsmønster kunne afstedkomme kritisk lave vandstande, dersom grøden ikke kompenserede for den vandføringsbetingede reduktion med en samtidig øgning af vandstanden. Ud fra et økologisk synspunkt har grødens hævning af vandstanden således stor betydning for især de større individer af fisk, der ellers ville opleve periodiske tab af levesteder.

Når det gælder vandstanden i vandløb, er gennemsnitsbetragtninger langt fra altid tilstrækkelige til at sikre hverken afvandingsinteresserne eller det biologiske indhold og den økologiske tilstand i vandløbene.

I henseende til afvandingsinteresserne er maksimumsværdierne kritiske, idet det er dem, der giver oversvømmelse, uagtet at års- eller sommermiddelvandstanden ikke gør det. Og i henseende til miljøtilstanden er minimumsværdierne kritiske, idet de eksempelvis berøver store individer af fisk mulighederne for at overleve, uagtet at års- eller sommermiddelvandstanden ikke gør det. Og hvis der i høje middelvandstande skjuler sig periodisk udtørring, er betydningen af de kritiske ekstremer endnu mere indlysende.

Dette åbenlyse modsætningsforhold mellem afvandingsinteresserne og miljøinteresserne i henseende til vandstanden gør håndteringen af vandstanden til en helt central problemstilling, når grødeskæringen skal gøres så miljøvenlig som muligt, samtidig med at afvandingsinteresserne tilgodeses, som beskrevet i regulativerne.

Figur 9.2. På landbrugsarealer opererer man med den kritiske afvandingsdybde, der er den dybde under terræn, hvor man ønsker at holde grundvandstanden af hensyn til optimal arealudnyttelse. Det betyder, at vandstande over et vist niveau i vandløbene anses for kritiske for landbruget.

Figur 9.2. På landbrugsarealer opererer man med den kritiske afvandingsdybde, der er den dybde under terræn, hvor man ønsker at holde grundvandstanden af hensyn til optimal arealudnyttelse. Det betyder, at vandstande over et vist niveau i vandløbene anses for kritiske for landbruget.

I vandløbene vil der være en nedre grænse for vandstand, under hvilken vanddybden bliver kritisk for vandløbenes naturlige indhold af planter og dyr. Store fisk er de mest følsomme, men ved fortsat faldende vandstand påvirkes også mindre fisk tillige med planter og smådyr, bl.a. fordi der derved sker indskrænkninger i mængden eller udstrækningen af egnede levesteder.

Man kan på den baggrund identificere intervaller af vandstande, der er kritiske for afvandingsinteresserne henholdsvis for miljøinteresserne. Og hvis man anlægger et forpligtende forhold til begge disse interesser, vil man skulle gennemføre grødeskæringen på en sådan måde, at man sænker vandstanden til under det for landbruget kritiske niveau uden at komme under det for miljøet kritiske niveau.

Det kan lade sig gøre i nogle vandløb, fordi der mellem de to niveauer findes et interval af vandstande, der kan betragtes som uproblematiske i henseende til både landbrugsinteresserne som miljøinteresserne. Men i mange vandløb eksisterer dette mellemniveau ikke, hvorfor der ikke eksister en vandstandsmæssig bufferzone, der kan benyttes i forbindelse med grødeskæringen. Og i mange vandløb eksisterer der et direkte modsætningsforhold mellem de to interesser, fordi den for landbruget kritiske vandstand ligger lavere end den for miljøet nødvendige minimumsvandstand. Det er i sådanne vandløb at den forvaltningsmæssige fortrinsstilling af afvandingsinteresserne tydeligst kommer til udtryk, idet der så skæres af hensyn til den for landbruget kritiske vandstand uden hensyntagen til man derved sænker vandstanden til under den for miljøet kritiske vandstand. Derved løser man landbrugets afvandingsbehov, men ødelægger samtidig forudsætningerne for at opfylde miljømålene. Denne problemstilling er vidt udbredt, men særlig hyppigt forekommende i vandløb, der gennemstrømmer sætningsramte tørvejorder. Derudover kan intensivering af arealudnyttelsen føre til lignende forhold, idet en lav kritisk afvandingsdybde derved afløses af en stor kritisk afvandingsdybde.

Vandstanden er imidlertid kun én af mange faktorer, der kan påtvinges miljømæssigt kritiske niveauer eller ekstremværdier gennem grødeskæringen. Miljøvenlig grødeskæring må derfor defineres langt bredere end til blot at indebære skæring i strømrende, hvis kritisk lave vandstande skal undgås. Og undgår man dem ikke, kan det samlede resultat blive, at selv ikke de største bestræbelser på at gøre grødeskæringen miljøvenlig, får de ønskede virkninger, målt på eksempelvis fiskefaunaen.

Problemerne med kritisk lave vandstande er særlig udtalte i vandløb, hvor vandføringsmønsteret er påvirket af menneskelige forandringer, typisk i form af reducerede sommervandføringer.

Grødeskæring i en bestemt bundbredde kan i tilfælde af reduceret – eller blot naturligt lav - sommervandføring resultere i lavere vandstande end nødvendigt for at sikre afvandingsinteresserne. Statiske grødeskæringsforskrifter giver i den situation en unødvendigt god sikring af afvandingsinteresserne på miljøinteressernes bekostning.

9.4.2.2 Sedimenttransport

Når der skæres grøde, sker der ikke blot en sænkning af vandstanden, men også en øgning af vandhastigheden, fordi man fjerner noget af den grøde, der bremser vandets frie løb. Sammen med blotlægning af bunden i strømrenden eller blotlægning af aflejringer af sand og slam mv. i grøden kan grødeskæring på den måde føre til pludselig og omfattende sedimenttransport (eksempelvis sandvandring) på tidspunkter, hvor denne normalt ikke er særlig stor.

Sedimenttransportens størrelse kan forstærkes yderligere, i nogle vandløb endog meget markant, dersom øget strømhastighed er ledsaget af stor sænkning af vandstanden. Særligt vandløb, der gennemstrømmer sandede jorder, og som samtidig er skåret dybt ned under terræn, er udsatte. Det skyldes, at når vandstanden sænkes meget og pludseligt, er der stor risiko for, at der sker brinkudskridninger, ofte fordi den vandmættede sandjord nærmest flyder ud i vandløbet sammen med det udsivende vand.

Sådanne brinkudskridninger kan i løbet af kort tid tilføre vandløbene så store mængder sand og jord, at der sker en meget omfattende sedimenttransport, og dermed også en omfattende aflejring af sediment på vandløbets bund. Både sedimenttransport og –aflejringer kan have meget alvorlige konsekvenser for mange dele af vandløbsmiljøet: sten og grus kan eksempelvis blive infiltreret med eller helt dækket af sediment, hvorved levevilkårene for smådyr kan blive forringet. Og sker grødeskæringen tidligt på året, kan der tilmed ske omfattende skader på fiskeæg og -yngel.

Sedimenttransport er i mange danske vandløb et af de meget store miljøproblemer, og der er derfor god grund til at fokusere på mulighederne for at minimere grødeskæringens forstærkende virkninger på sedimenttransporten og dennes variationsmønster.

Når det gælder sedimenttransport, eksisterer der i mange vandløb et alvorligt dilemma mellem ønskerne om på den ene side at fremme vandløbenes formudvikling og på den anden side at begrænse sedimentbelastningen.

Mange vandløb er i dag skåret dybt ned under terræn, hvilket betyder, at enhver formudvikling i retning mod et mere bugtet forløb indebærer erosion af indtil flere meter høje brinker. Denne erosion er ledsaget af en stor sedimentbelastning af vandløbene, og jo mindre vandløbene er, desto større er den relative sedimentbelastning og betydningen heraf.

Når vandløbene begynder at bugte sig, er brinkerosionen ganske vist ledsaget af aflejringer af sediment i form af brinkfødder eller landtunger, men der synes nærmest at gælde den naturlov for dybt nedskårne vandløb, at højden af disse brinkfødder eller landtunger stort set aldrig er den samme som højden af de brinker, der eroderes. Det betyder, at den i forhold til den hydro-morfologiske tilstand ønskelige brinkerosion afstedkommer et stort overskud af sediment, der skal transporteres gennem vandløbene med deraf følgende risiko for miljømæssige problemer i forbindelse med selve sedimenttransporten og i forbindelse med aflejringerne af sediment.


Når det gælder sedimenttransport, der er afledt af grødeskæring, skal det nævnes, at de deraf følgende kritiske forhold ikke nødvendigvis er størst på den strækning, hvor der skæres grøde. Problemet kan være langt større på nedstrøms beliggende strækninger, hvis grødeskæringen her ikke finder sted på samme tidspunkt, idet der så kan ske meget omfattende aflejringer i de her tættere grødebevoksninger. Hvilket kan have store konsekvenser for både grøden selv og de smådyr og fisk, der lever på strækningen.

9.4.2.3 Okker

På samme måde som grødeskæring kan forårsage pludselig og omfattende sedimenttransport, kan grødeskæring i okkerbelastede vandløb også forårsage pludselig og meget omfattende transport af udfældet okker, der i denne sammenhæng er at sammenligne med finkornet sediment. Det kan betyde øget belastning med udfældet okker på tidspunkter, hvor belastningen og ikke mindst transporten normalt er af mindre omfang.

Den samlede belastning med udfældet okker kan også øges som følge af bidrag fra kilder uden for vandløbet. Det skyldes, at der i forbindelse med sænkning af vandstanden er stor risiko for, at udfældet og aflejret okker i drænrør og drængrøfter bliver ”suget” ud i vandløbene og der giver anledning til meget omfattende belastninger med udfældet okker.

I forbindelse med grødeskæringsbetinget sænkning af vandstanden kan der i vandløb, der gennemstrømmer okkerpotentielle arealer, ske øget belastning med opløst jern. Det sker særligt, når grundvandstanden i de omgivende jorder sænkes så meget, at oxiderbare jernforbindelser (især pyrit) i jorden udsættes for luftens adgang. Opløst jern betragtes i koncentrationer >0,2 mg/l som skadeligt for vandløbenes dyreliv, og belastninger med opløst jern som følge af grødeskæring bør derfor så vidt muligt undgås.

9.4.2.4 Iltforhold

Når der skæres grøde, kan der som afledt effekt af blotlægning og transport af aflejret sediment (sand og slam mv.) og ikke mindst som effekt af suspension af letomsætteligt slam ske et fald i vandets iltindhold, således at der i en periode efter grødeskæring kan være kritisk lavt iltindhold i vandet. Problemet kan også være begrænset til den periode, det tager for proppen af mudret vand at passere gennem vandløbet.

Kritisk iltsvind alene som følge af grødeskæring er imidlertid undtagelsen snarere end reglen, og kritisk iltsvind som følge af eller i forbindelse med grødeskæring er så vidt det vides især knyttet til vandløb, der er belastet med organisk stof eller som, på grund af stor næringsstofbelastning, rummer store mængder epifyttiske alger, der ved forrådnelse kan bruge store mængder ilt. I vandløb, der ikke er belastet med organisk stof eller på anden måde rummer unormalt store mængder letomsætteligt organisk stof, vil grødeskæring nok kunne være ledsaget af kortvarige fald i iltkoncentrationen, men der vil næppe kunne opstå kritisk iltsvind.

Kritiske iltforhold kan også opstå ved at der i forbindelse med grødeskæring og sænkning af vandstanden og øgning af vandtransporten bliver trukket store mængder iltfattigt vand ud fra drænledninger og drængrøfter og - i sjældnere tilfælde fra oversvømmede arealer.

Hvis der, uanset årsagen, som følge af grødeskæring opstår iltsvind i vandløbene, kan der - afhængig af iltsvindets omfang og varighed – opstå større eller mindre skader på vandløbenes dyreliv. Men selv kortvarige hændelser med kritisk lave iltkoncentrationer kan have fatal effekt, idet vandløbenes dyr, om end i forskellig grad, alle er følsomme overfor iltsvind. Og når der er tale om kritisk iltsvind, det vil sige sænkninger af iltkoncentrationen til niveauer, hvorved dyrene ikke kan overleve, går de enten til eller forsvinder ud af det iltsvindsramte område.

Det er blevet hævdet, at efterladelse af grødebræmmer omkring strømrenden kan føre til kritisk lave iltkoncentrationer. Det er korrekt, at der inde i grødebevoksningerne kan opstå reducerede iltkoncentrationer som følge af den reducerede vandgennemstrømning og den bakterielle nedbrydning af døde plantedele og slam mv. Men det er værd at være opmærksom på, at kritisk lave iltkoncentrationer inde i grøden normalt kun opstår, dersom vandløbene er belastet med unaturligt høje koncentrationer af letomsætteligt organisk stof.


9.4.2.5 Vinterklargøring

Grøden undergår almindeligvis en sæsonbetinget variation med hensyn til både arternes forekomst, arternes indbyrdes dominansforhold, struktur og mønstre samt den samlede mængde grøde. Det normale er, at vandløbene er fattigere på grøde om vinteren end om sommeren, dels fordi nogle arter visner bort om vinteren, og dels fordi selv vintergrønne arter har mindre biomasse om vinteren end om sommeren. Til gengæld er vandføringen normalt større om vinteren end om sommeren.

I mange vandløb er det praksis at klargøre vandløbene til at aflede vinterens øgede vandmængder ved at gennemføre årets sidste grødeskæring sent i grødens vækstperiode, det vil sige umiddelbart inden det naturlige, sæsonbetingede fald i grødemængden tager fart. Det kan, når vandføringen endnu på grødeskæringstidspunktet er lav, resultere i kritisk lave vandstande, jf. kapitel 10.3.2.1, men derudover kan det resultere i en række andre kritiske forhold for såvel smådyr som fisk.

En del smådyrsarter er så nært knyttet til grøden, at deres individtætheder i udstrakt grad er bestemt af mængden af grøde i vinterhalvåret. På tilsvarende vis er tætheden af mange fiskearter i vinterhalvåret bestemt af, hvor mange skjul og mikrohabitater, der findes i form af grøde og grødeskabte nicher. Og endelig er der nogle fisk, der i vinterhalvåret gyder deres æg på den vintergrønne grøde, hvorfor mængden heraf kan være helt afgørende for ynglesuccessen. Det gælder eksempelvis den meget sjældne snæbel. For de ligeledes sjældne arter hav- og flodlampret kan ikke blot den sene grødeskæring, men også grødeskæring i det hele taget være kritisk, idet den fjerner eller forringer levestederne for larverne, der i udstrakt grad lever nedgravet i og ernærer sig af det sediment, der findes aflejret i grøden.

Vinterklargøring er et fænomen, der synes at have rod i hensynet til afvandingsinteresserne, og som udspringer af opfattelsen af vandløbene som rene vandafledningsveje. Ligesom andre ekstremer kan være bestemmende for vandløbenes biologiske indhold og økologiske tilstand, kan også de afledte effekter af vinterklargøring være det. Og det kan ikke opfattes som miljøvenligt at udsætte vandløbene for en grødeskæring, der efterlader dem kritisk fattige på fiskeskjul og levesteder for smådyr umiddelbart forud for den periode, hvori vandløbene naturligt er fattigere på grøde, og hvori der kan være et stort behov for selv den ringe mængde grøde, der naturligt måtte være til stede, også uden grødeskæring.

Der er således gode grunde til at foretage en grundig revurdering af nødvendigheden af at foretage sene grødeskæringer (vinterklargøring), og det skal i den forbindelse fremhæves, at væsentlige dele af vinterens vandføringer i mange vandløb under alle omstændigheder vil skulle afledes i den del af vandløbsprofilerne, der ligger over sommervandspejlet. Det kan altså være forbundet med små gevinster for vandføringsevnen, men meget store omkostninger på miljøsiden, at foretage vinterklargøring.

Det skal også nævnes, at når man gennemfører omfattende grødeskæring forud for den årstidsbestemte stigning i vandføringen, berøver man vandløbene de strukturer – grødepuder mv. – der netop i forbindelse med store vandføringer kan være med til at fremme udviklingen af naturlige former og mønstre. Og som kan afdæmpe uønsket erosion af både bund og brinker, idet grødens opbremsende virkning på vandet tvinger dette til at strømme gennem den del af profilet, der ligger over sommervandspejlet.

9.4.2.6 Grundvandstand i de ånære jorder

Som en naturlig følge af at grødeskæring har som primære formål at sænke grundvandstanden i de ånære arealer gennem sænkning af vandstanden og forbedring af vandføringsevnen i vandløbene, kan grødeskæringen også skabe problemer for naturindholdet i de ånære arealer. Hvor disse arealer er udnyttet til intensiv landbrugsdrift, er de naturmæssige konsekvenser af vandstandssænkningen begrænsede, men hvor de ånære arealer rummer vådbundsnatur som enge og moser, kan vandstandssænkningen have store naturmæssige konsekvenser.

Flertallet af de ånære arealer blev ganske vist allerede på et tidligt tidspunkt ramt af kritiske vandstandssænkninger i forbindelse med reguleringen/kanaliseringen og ikke mindst uddybningen af vandløbene, og mange steder er vandløbene på den måde blevet helt eller delvis adskilt fra deres nære omgivelser, som derved har mistet væsentlige dele af deres naturindhold. Dette forhold forstærkes yderligere gennem grødeskæringen, der som vedligeholdelsesindgreb har til formål at vedligeholde den forbedrede afvandingstilstand, der blev opnået gennem regulering og kanalisering, det vil sige at holde vandstanden så langt nede, at jorden er dyrkbar eller på anden vis kan udnyttes til landbrugsmæssige formål.

Med implementeringen af Vandrammedirektivet i dansk miljølovgivning er der blevet sat fokus på sammenhængen mellem vandløbene og deres omgivelser, både i henseende til grundvandsforholdene og i henseende til den vådbundsnatur, der naturligt er knyttet til de ånære arealer.

Det har hidtil været udbredt praksis at betragte vandløb som en afgrænset naturtype, men med implementeringen af Vandrammedirektivet er der taget skridt til at betragte vandløbene som det de reelt er – åbne vandområder med tæt hydrologisk sammenhæng med de omgivende arealer og med en kraftig indflydelse på naturindholdet på de ånære arealer. Set i det lys virker grødeskæringen ind på naturkvaliteten på de ånære arealer, og en effektiv grødeskæring betyder stor påvirkning. En effektiv grødeskæring [læs: en grødeskæring, der sænker vandstanden meget] kan på den måde være til hinder for opfyldelsen af de mål, der er sat for naturkvaliteten og –indholdet på de ånære arealer i medfør af bl.a. Habitatdirektivet. Problemet er særlig udtalt i ådale med en mosaik af udyrkede og dyrkede arealer, og hvor en intensiveret udnyttelse af de dyrkede arealer kræver en mere effektiv afvanding.

9.4.2.7 Sætninger

Et afledt problem af grødeskæringens formål og virkning - at sænke grundvandstanden i de ånære arealer – er, at der sker terrænsætninger, først og fremmest hvor de ånære jorder består af eller er rige på humus, det vil især sige tørvejorder.

Der findes talrige eksempler på, at først regulering og kanalisering og siden gentagen grødeskæring har forårsaget endog meget omfattende sætninger i de ånære jorder. Disse sætninger har stor betydning for grødeskæringen på den måde, at de løbende skærper kravene til grødeskæringens effektivitet [læs: vandstandssænkende virkning], dersom afvandingen af jorderne (drændybden) skal holdes uændret. Man kan næsten som tommelfingerregel sige, at for hver centimeter terræn, der mistes som følge af sætninger, pålægges grødeskæringen et ønske [læs: i virkelighedens verden - et krav] om yderligere en centimeters sænkning af vandstanden i vandløbene, dersom denne skal holdes konstant i forhold til det omgivende terræn, det vil sige, dersom drændybden skal sikres.

Den gradvise forringelse af grødeskæringens virkning som følge af sætninger har i talrige vandløb ført til en gradvis intensivering af grødeskæringen i form af både hyppigere og mere omfattende grødeskæringer. Denne – som regel ulovlige – intensivering af grødeskæringen har i mange vandløb ført til en voldsom forringelse af vandløbskvaliteten, samtidig med at den har resulteret i fortsatte sætninger i de omgivende jorder med det resultat, at det til sidst ikke længere er muligt at sikre afvandingen, selv ikke ved tilsidesættelse af alle miljøkrav og -hensyn.

Denne udvikling kan i sidste ende føre til, at den landbrugsmæssige udnyttelse af de ånære arealer må opgives, hvorved grødeskæringen kan ekstensiveres eller helt indstilles. Men modsat vandløb, der gennemstrømmer ikke-sætningstruede arealer, kan ophør af grødeskæring i vandløb, der gennemstrømmer sætningsramte arealer, i nogle tilfælde være forbundet med problemer med at opnå den målsatte vandløbskvalitet. Der findes således enkelte eksempler på, at ophør af grødeskæring i sætningsramte vandløb fører til sommeroversvømmelser og deraf følgende iltsvind i vandløbene, hvorved der kan opstå forringede levevilkår for fisk og smådyr. Hvorvidt de få kendte eksempler dækker over særtilfælde eller er udtryk for et generelt problem, kan man ikke afgøre på det foreliggende vidensgrundlag.

Grødeskæring i vandløb, der gennemstrømmer sætningstruede jorder, er derfor behæftet med meget stor risiko for ødelæggelse af hele grundlaget for at kunne opfylde miljømålene, samtidig med at forudsætningerne for at udnytte de ånære arealer til landbrugsmæssige formål gradvis forringes. Grødeskæring i vandløb, der gennemstrømmer sætningstruede jorder, indebærer på den måde en stor risiko for skabelse af den vel nok mest ultimative ekstrem-situation: langvarig ødelæggelse af vandløbene og deres omgivelser og ringe muligheder for at vende udviklingen.

På baggrund af de mange negative erfaringer med sætninger bør dette dyrkningsbetingede fænomen af alle grunde tænkes nøje ind i den fremtidige forvaltning af vandløbene og deres omgivelser, idet konsekvenserne ellers kan være tab af såvel de landbrugsmæssige som de naturmæssige værdier, og tab af muligheden for at ændre på disse forhold inden for de planperioder, der er gældende i Miljømålsloven.

9.4.2.8 Grødeskæring stresser fiskene og koster tab af smådyr

De fleste af de kritiske ekstremer, der er forbundet med grødeskæring, skyldes grødeskæringens effekter på det fysiske vandløbsmiljø (vanddybde, strømhastighed, sedimenttransport, skjul og strømlæ etc.), men grødeskæringen indebærer også en mere direkte påvirkning i form af den forstyrrelse, der finder sted, mens grødeskæringen står på.

Der findes ikke mange undersøgelser af, hvordan sådanne forstyrrelser påvirker dyrelivet, men der er grund til at antage, at især fisk kan være følsomme overfor den direkte forstyrrelse, ikke mindst hvis vandløbet efter grødeskæring henligger i en tilstand, der stresser fiskene (lav vandstand og mangel på skjul og strømlæ etc.).

For smådyrsfaunaen har også den miljøvenlige grødeskæring en negativ effekt derved, at mange arter og individer ved afskæringen af grøden enten sættes i drift ned ad vandløbet sammen med den drivende grøde for på opsamlingspladser at blive samlet op fra vandløbet sammen med grøden eller for straks at blive kastet op på vandløbets brinker sammen med den afskårne grøde.

Der findes ikke mange undersøgelser af, hvad dette tab af individer betyder for smådyrsfaunaen, men man skal ikke have arbejdet meget med grøde i vandløb for at vide, at der i grøden kan være endog meget store tætheder af smådyr. Og at det grødeskæringsbetingede tab derfor kan være stort. Hvorvidt dette tab er kritisk, kan man ikke vide, men med de generelt forringede levevilkår for smådyrsfaunaen i mange vandløb må ethvert yderligere tab anses for negativt.

9.4.2.9 Monotonisering af grøden

Som beskrevet andet sted i rapporten er det velkendt, at gentagen og ikke mindst hyppig grødeskæring kan afstedkomme store forandringer af grødens artssammensætning – et fænomen der er bedst kendt i form af de næsten rene (monospecifikke) bevoksninger af enkelt pindsvineknop, der præger mange vandløb.

Rene bevoksninger af enkelt pindsvineknop er i natur- og miljømæssig henseende at betragte som et kritisk ekstremum, idet en varieret grøde er afløst af en ensartet grøde og et varieret fysisk miljø af et ensartet miljø.

Sådanne ensartede bevoksninger af enkelt pindsvineknop opstår først og fremmest, når grødeskæringen er hårdhændet og intens, men der er ingen garanti for, at ikke også strømrendeskæring kan skabe ensartede bevoksninger af enkelt pindsvineknop.

Risikoen for at der sker monotonisering af grøden er størst i - men ikke begrænset til - vandløb med rolige strømforhold og blød bund. Bortset fra de natur- og miljømæssige problemer, der er knyttet til rene bevoksninger af enkelt pindsvineknop, er der også god grund til at undgå monotonisering af den grund, at det har vist sig meget vanskeligt at ændre tilstanden i retning mod den mere artsrige og varierede grøde, der forsvandt som følge af grødeskæringen. Dertil kommer, at der også i henseende til vandafledningsevnen er tungtvejende grunde til at undgå monotonisering af grøden, idet bevoksninger af enkelt pindsvineknop har et meget stort genvækstpotentiale.

9.4.2.10 Indsnævring og tab af levesteder i grøden

Når der år efter år skæres grøde i en strømrende med fast beliggenhed og bredde, sker der almindeligvis en indsnævring af vandløbet til den bredde, hvori der skæres grøde. Og hvis der er stor sedimenttransport i vandløbet, udvikles der som regel store aflejringer af sand og slam mv. i den efterladte grøde. I den situation indebærer overholdelse af regulativernes bestemmelser almindeligvis, at al grøden på bunden må fjernes. Omkring strømrenden vil der typisk dannes vegetationsdækkede sedimentaflejringer i form af brinkfødder eller landtunger, eller der vil komme til at stå ”gallerier” af oprette skud og blade, eksempelvis grenet pindsvineknop.

Den resulterende tilstand er præget af mangel på grøde ude på bunden, og langs kanterne er der kun ringe mængder af grøde, der har værdi som skjul eller levesteder for smådyr og fisk. Denne form for grødeskæring har åbenlys ringe miljøvenlighed i forhold til undervandsvegetationen, men derudover er den også problematisk i forhold til smådyr og fisk.

Små arter og individer af fisk kan ganske vist stadig finde skjul og strømlæ i de yderste lag af den efterladte grøde, men som regel ikke i et omfang der modsvarer det tab, der er affødt af rydningen af bunden og trimningen af kantvegetationen. Og større arter og individer af fisk vil kunne opleve en meget udtalt mangel på skjul og strømlæ. Denne form for grødeskæring er derfor i mange henseender lige så problematisk i forhold til vandløbskvaliteten, som tidligere tiders fuldstændige fjernelse af grøden var det. Det kan synes som et paradoks, at der er efterladt megen grøde i vandløbene og på samme tid er mangel på grøde, ikke mindst for personer uden detailviden om vandløbsbiologi. Men det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at den grøde, der i overbrede vandløb efterlades uden for den regulativmæssige bund (strømrenden) kun sjældent og kortvarigt har samme værdi og funktion som den grøde, der ifølge anbefalingerne til miljøvenlig grødeskæring bør efterlades ude på den regulativmæssige bund.

9.4.2.11 Afbrydelse af kontakten mellem det strømmende vand og vandløbsbunden

I det naturlige, ikke grødeskårne vandløb er der løbende vekselvirkninger mellem det strømmende vand og grøden på den ene side og mellem det strømmende vand og sedimentet på den anden side.

Som nævnt tidligere kan hyppig og intens grødeskæring føre til øget tæthed af grøden. Når grøden på den måde dækker en stadig større del af bunden, sker der en afbrydelse af kontakten mellem det strømmende vand og bundens sedimenter, hvorved en af de meget vigtige processer i vandløb hæmmes eller bringes til ophør: det strømmende vands stadige omlejring af bundens sedimenter.

Miljømæssigt betyder dette brud på kontakten mellem vand og bund, at vandløbets formmæssige udvikling bliver ændret på afgørende vis. Man kan i vandløb med meget tæt grøde ligefrem tale om, at bunden er blevet armeret med grøde. Det har den konsekvens, at erosionen reduceres eller bringes helt til ophør, mens sedimentationen omvendt fremmes i unaturlig grad. Det kan i nogle vandløb betyde, at grovere sedimenter som grus og sten begraves under lag af sand og slam.

Også i henseende til vandafledningsevnen er det uhensigtsmæssigt at skære grøden på en sådan måde, at kontakten mellem det strømmende vand og bunden afbrydes. Tæt, bunddækkende grøde betyder foruden generel hurtig genvækst i strømrenden også øget risiko for, at effekten af på hinanden følgende grødeskæringer mindskes som følge af at genvæksten finder sted på en stadig større del af bunden og endelig, at der opstår unaturligt store aflejringer af sediment til skade for vandafledningsevnen.

9.4.2.12 Forvaltningspraksis

Når man underkaster den miljøvenlige grødeskæring en analyse med henblik på at afdække den reelle miljøvenlighed, så viser denne sig i mange sammenhænge at være særdeles stærkt påvirket af – og dermed meget afhængig af - forvaltningspraksis. Og som tidligere nævnt vil man meget let kunne komme til at afsige en meget hård dom over den miljøvenlige grødeskæring, hvis man ikke ser den på den reelle forvaltningsmæssige baggrund.

Inddrager man den forvaltningsmæssige virkelighed i analysen, fjerner det ikke alle manglerne og svaghederne ved den miljøvenlige grødeskæring, men det sætter fokus på den forudsætning for miljøvenlig vedligeholdelse, der også skal være opfyldt for at opnå reel miljøvenlighed, nemlig viljen, modet og ressourcerne hos vandløbsmyndighederne til at efterleve Vandløbslovens formålsparagraf og til at følge de anbefalinger, der blev formuleret til udmøntning af lovens krav om vandløbsvedligeholdelsens miljøvenlighed.

I dag synes det største problem ved den miljøvenlige grødeskæring at være manglende vilje og mod til at udnytte potentialet fuldt ud og til at reducere hensynet til afvandingsinteresserne, hvis målopfyldelsen kræver det. Vi har samlet set teknisk og miljømæssig viden nok til at komme et stort skridt videre i retning mod målopfyldelse, men hvorvidt skridtet bliver taget, afhænger af helt måden, hvorpå vandløbsmyndighederne vælger at forvalte vandløbene. Set i det lys udgør forvaltningspraksis det måske mest betydningsfylde af samtlige kritiske ekstremer.

9.5 Speciel strømrendeskæring

Mens den generelle strømrendeskæring er enkel at håndtere og kan anvendes til at fremme vandløbenes overordnede formudvikling, er den specielle strømrendeskæring en måde til at tilgodese grøden som naturelement tillige med de naturlige mønstre og processer, der formes og forløber i vekselvirkningerne mellem grøden, det strømmende vand og sedimentet.

Den specielle strømrendeskæring er således en måde til at minimere forekomsten af visse af de kritiske ekstremer i forbindelse med grødeskæring. Og ved at kombinere den generelle strømrendeskæring med den specielle, kan man opnå ændringer af de store linier – øget bugtning og øget bundtopografisk variation – samtidig med at der sikres grundlag for udvikling og bevarelse af et mere naturligt vandløbsmiljø, herunder en mere naturlig grøde, hvis artssammensætning og struktur er i højere grad af overensstemmelse med kravene.

Mens den generelle strømrendeskæring kan betragtes som grovværktøjet, der kan anvendes til at ændre vandløbenes fysiske form og forløb, kan den specielle strømrendeskæring betragtes som finværktøjet, der kan anvendes til at skabe og bevare detaljerne i vandløbenes biologiske indhold og derigennem skabe grundlaget for en bedre økologisk tilstand.


9.5.1 Speciel strømrendeskæring og strømrendens bredde

Sådan som afvandingsinteresserne i dag er tilgodeset i mange vandløbsregulativer, måske i flertallet, er man ved praktisering af speciel strømrendeskæring nødt til at skære på en sådan måde, at den samlede bredde af flere strømrender svarer til den regulativmæssige bundbredde. Eller sådan at vandafledningsevnen gennem flere strømrender svarer til den vandafledningsevne, der kan opnås ved at skære i én strømrende med regulativmæssige dimensioner.

Ved at udvide eksisterende strømrender på en sådan måde, at de regulativmæssige krav er opfyldt, vil den specielle strømrendeskæring kunne løse nogle af de miljømæssige problemer, der er knyttet til at skære i én strømrende. Men også kun nogle af problemerne.

Hvis skæring i flere strømrender er lige så effektiv i henseende til sænkning af vandstanden og forbedring af vandafledningsevnen som skæring i én strømrende, vil også den specielle strømrendeskæring afstedkomme en række kritiske ekstremer, ikke mindst periodisk lav vandstand. Problemerne vil muligvis ikke være så store som ved skæring i én strømrende, men elimineret er de ikke.

Hvis man ønsker at udnytte den specielle strømrendeskærings miljøforbedrende potentiale fuldt ud, vil det være nødvendigt at reducere den samlede grødeskårne bundbredde i et sådant omfang, at der til stadighed opretholdes en større vanddybde, dog samtidig med at den samlede vandafledningsevne bevares intakt. Eller sagt på en anden måde, så består udfordringen i at skære grøden på en sådan måde, at der stadig kan afledes samme mængder vand, men ved en højere, og dermed mere miljøvenlig vandstand.

Der er her grund til at pointere, at ved at fastlægge bestemmelser om at grødeskæring kan/skal foregå i fuld regulativmæssig bundbredde, har man reelt besluttet, at hvis strømrenden skal opdeles i flere strømrender, så skal vandløbets faktiske bredde øges med bredden af de bundfalder, hvorpå der efterlades grøde. Men denne fremgangsmåde er i strid med anbefalingerne, der netop går på at efterlade grøde på en bestemt procentdel af den regulativmæssige bund, hvis ydre afgrænsning er de faste brinker, herunder også brinkfødder. Speciel strømrendeskæring i overensstemmelse med anbefalingerne betyder altså, at der efterlades spredt grøde inden for det regulativmæssige profil, og ikke kun uden for dette.

Sidstnævnte kan umiddelbart lyde problematisk i henseende til arealanvendelsen på de ånære arealer, men det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at der i de fleste vandløb sker genvækst af grøden efter grødeskæring, hvorfor den middelvandstand, der for en given vandføring hersker efter én grødeskæring eller mellem to eller flere grødeskæringer, ikke nødvendigvis bliver øget ved at opretholde en højere minimumsvandstand i forbindelse med grødeskæring, særlig ikke hvis grødeskæringen gennemføres på en måde, der begrænser genvæksten.

9.6 Grødeskæringens virkning på vandafledningsevnen

Eftersom al grødeskæring, herunder også miljøvenlig grødeskæring (generel strømrendeskæring og speciel strømrendeskæring), gennemføres med det ene formål at sænke vandstanden og forbedre vandløbenes evne til at lede vand bort, er der gode grunde til i forbindelse med vurderingen af miljøvenligheden også at underkaste grødeskæringens virkning på vandafledningsevnen en nøjere analyse og vurdering.

På samme måde, som der knytter sig en række generelle antagelser om miljøvenligheden til strømrendeskæringen, knytter der sig også en række generelle antagelser til strømrendeskæringens virkninger på vandafledningsevnen.

9.6.1 Strømrendens effektivitet i øjebliksbilledet

Der er i dag ca. 25 års erfaring med strømrendeskæring, og der er næppe nogen grund til at betvivle, at den generelle strømrendeskæring ud fra en hydraulisk betragtning indebærer en ressourcemæssig optimering af grødeskæringens virkning på vandafledningsevnen i vandløbene. Det vil sige, at man ved at skære den rigtige del af grøden bort og ved at begrænse grødeskæringen hertil, opnår maksimal virkning for den mindst mulige indsats.

Man har siden indførelsen af strømrendeskæringen ofte hørt fremsat den tommefingerregel, at hvis man bortskærer ca. ¼ af grøden, vel at mærke i strømrenden [læs: i den bane, som det strømmende vand naturligt vil følge], så opnår man ca. halvdelen af den maksimale vandstandssænkning, der kan opnås ved at bortskære al grøden. Og ved at bortskære ca. ½ af grøden, opnår man ca. 80% af den maksimale vandstandssænkning henholdsvis den maksimale forbedring af vandføringsevnen.

Denne tommelfingerregel lider af den svaghed, at den ikke forholder sig til, i hvilken grad vandløbet er overbredt. I meget brede vandløb kan bortskæring af ¼ af grøden således svare til bortskæring i større bundbredde end hvad der naturligt svarer til vandføringen. Eller sagt på en anden måde, så kan man i brede vandløb let komme til at bortskære for store mængder grøde i forhold til hvad der er nødvendigt af hensyn til afvandingsinteresserne.

For at give grødeskæringen et mere velbegrundet omfang bør der, ikke mindst hvis man samtidig vil forsøge at imødegå kritisk lave vandstande, foretages en grundig hydraulisk analyse og vurdering af en række typiske situationer med henblik på at reformulere tommelfingerreglerne.

Ved at operere med fast strømrendebredde kan man meget let komme i den situation, særlig i vandløb med store forskelle mellem sommer- og vintervandføringen, at der i perioder med de laveste vandføringer skæres i for stor bredde i forhold til afvandingsbehovet. Med deraf følgende miljømæssige problemer.


9.6.2 Grødens genvækst

Som allerede nævnt er grødens genvækst årsag til, at en grødeskæring har begrænset varighed på vandstanden og vandafledningsevnen, og det er årsag til, at der i mange vandløb gennemføres to eller tre grødeskæringer i sommerperioden. Og hvis genvæksten er hurtig og omfattende, bliver der i nogle vandløb skåret grøde endnu flere gange for at holde vandstanden nede og vandafledningsevnen oppe på det ønskede niveau.

Genvækstens betydning for vandstandens variation og udvikling i forbindelse med og mellem grødeskæringer er illustreret i figur 9.3.

Grødens genvækst er således samme type af problem i forhold til vandstanden som græssets løbende vækst er det i en græsplæne i relation til ønsket om at have en nyslået plæne eller som skæggets vækst er det i relation til ønsket om at være nybarberet. Men der hører ligheden også op, for mens græsplæner er kulturarealer og skægvækst er et spørgsmål personligt velvære og udseende, så er grødeskæring et indgreb i vandløbenes naturtilstand og dermed i deres økologiske tilstand og funktion.

Af årsager, der allerede er beskrevet, er det derfor ikke uden betydning for vandløbsmiljøet, om man skærer få gange eller mange gange i løbet af grødens vækstsæson, endsige om man skærer i det hele taget. Dette faktum rejser følgende spørgsmål: er det muligt at øge varigheden af grødeskæringens virkning på vandstanden og vandafledningsevnen uden at det går ud over vandløbsmiljøet og helst på en sådan måde, at grøden selv såvel som det øvrige vandløbsmiljø tilgodeses på en måde, der er i bedre overensstemmelse med de gældende og kommende krav til vandløbskvaliteten.

Besvarelsen af spørgsmålet centrerer sig i sagens natur om den faktor, der gradvis udligner effekten af grødeskæringen, nemlig grødens genvækst. Hvis man skal have forlænget varigheden af grødeskæringens effekt, skal genvæksten begrænses i tid og rum.

Før i tiden var det udbredt praksis at begrænse genvæksten ved med gravemaskine at fjerne al grøden tillige med dennes rødder og jordstængler fra vandløbets bund. Det er i dag hævet over enhver tvivl, at en sådan fremgangsmåde er helt uforenelig med de miljøkrav, der i dag såvel som fremover er/vil være gældende for vandløbene. Ikke desto mindre vurderes fortidens stærkt ødelæggende fremgangsmåde – ved passende modifikation – at kunne anvendes til at løse eller mindske problemet med genvæksten i strømrenden eller strømrenderne.

Sådan som afvandingsinteresserne i dag er tilgodeset og sikret i Vandløbsloven, er det reelt vedtaget, at en del af vandløbets bund er tilegnet afledningen af vand, ganske vist under hensyntagen til miljøinteresserne og –værdierne.

Hvis man ser nærmere på genvæksten i relation til disse to sideordnede (men ikke altid ligeværdige) interesser, når man frem til følgende:

Der kan således være en tosidet interesse i at begrænse genvæksten, og det vel at mærke en tosidet interesse, der er i overensstemmelse med Vandløbslovens formålsparagraf.

Figur 9.3. Skematisk fremstilling af vandstandens udvikling (for en given vandføring) i forbindelse med og mellem grødeskæringer.

Figur 9.3. Skematisk fremstilling af vandstandens udvikling (for en given vandføring) i forbindelse med og mellem grødeskæringer. Tidligt i vækstperioden vokser grøden til og hæver vandstanden i vandløbet. Den første grødeskæring sænker vandstanden til et niveau lidt højere end udgangspunktet, hvilket skyldes, at der ved grødeskæringen efterlades et tyndt lag grøde i bunden af strømrenden samt grøde omkring denne. Denne efterladte grøde vokser hurtigt til under indflydelse af stigende lysindfald og stigende temperaturer og genfylder gradvis strømrenden med grøde, hvorved vandstanden igen stiger. Hastigheden hvormed det sker, er størst til at begynde med og aftager derefter i takt med at grødens væksthastighed reduceres som følge af bl.a. selvskygning. Ved grødeskæring nr. 2 sker der igen en hurtigt sænkning af vandstanden, men nu ikke til helt samme lave værdi som ved 1. skæring. Det skyldes, at den første grødeskæring stimulerede grøden til at blive tættere, hvorfor det efterladte grødelag efter 2. skæring er tættere end efter 1. skæring. Og så fremdeles med det resultat, at den lavest mulige vandstand, der kan opnås ved en given grødeskæring, gradvis øges for hver grødeskæring der gennemføres. Samtidig øges maksimumsvandstanden gradvis. Den gradvis stigende minimumsvandstand kan forklares ved, at det stadig tættere tæppe af grøde, der efterlades i strømrenden i forbindelse med grødeskæring, bevirker et stadig tykkere lag af stillestående eller meget langsomtstrømmende vand ved bunden, idet et sådan lag af vand har samme effekt på vandstanden som et aflejret lag af sand ville have det. Og at der er tale om stillestående vand og ikke aflejringer af sand mv. illustreres af, at den lavest mulige vandstand ofte falder tilbage til udgangsniveauet, når grøden om vinteren helt forsvinder eller falder tilbage.

Måden, problemet kan løses på, kan sammenfattende beskrives på følgende måde:

Når grødeskæringens nødvendighed er slået fast og behovet for grødeskæring er opgjort, bør grøden helt fjernes fra de bundflader, der som udgangspunkt er nødvendige for at opnå den vedtagne vandafledningsevne. Og med ”fjernes helt” menes der, at ikke blot de overjordiske plantedele, men også rødder og jordstængler, skal fjernes helt, således at der ikke efter grødeskæring står planter tilbage i strømrenden, og således at der ikke er grundlag for genvækst fra skud og jordstængler efterladt på/i de blotlagte bundflader.

I henseende til afvandingsinteresserne opnår man ved denne fremgangsmåde, at den fulde effekt af en grødeskæring får længere varighed. Det vil i sin yderste konsekvens (bortskæring af store mængder grøde) betyde, at man risikerer at komme til at øge længden af perioder med kritisk lave vandstande, og hvis man ikke forholder sig til dette og andre kritiske ekstremer, vil man gennem denne form for grødeskæring blot opnå en forringelse af strømrendeskæringens miljøvenlighed. Dette problem kan imidlertid løses ved at lade den mere grundige grødefjernelse modsvare af, at der skæres i smallere bundbredde, uanset om der skæres i én strømrende (generel strømrendeskæring) eller i flere strømrender (speciel strømrendeskæring) eller begge dele (kombineret strømrendeskæring).

Det vil være en åbenlys forringelse af grødeskæringens miljøvenlighed, hvis man foretager fuldstændig fjernelse af grøden (overjordiske såvel som underjordiske plantedele) på hele den regulativmæssige bund, således som det er og har været praksis i mange vandløb.

Det vil som udgangspunkt være et mindre problem, hvis man foretager fuldstændig fjernelse af grøden på en mindre del af den regulativmæssige bund, det vil sige inden for de rammer, der er udstukket gennem anbefalingerne vedrørende grødeskæringens omfang, nemlig fjernelse af maksimum 50-80% af grøden.

Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at selvom det vil være et mindre problem kun at foretage fuldstændig fjernelse af grøden på en del af den regulativmæssige bund, så kan man på det foreliggende videngrundlag ikke være sikker på, at problemet med kritiske ekstremer dermed er løst. Det kan meget vel forholde sig sådan, at man for at undgå kritiske ekstremer skal ændre anbefalingerne i retning af at skære en endnu mindre del af grøden bort til gengæld for at foretage fuldstændig fjernelse.


For at kunne vurdere de afstrømningsmæssige konsekvenser af at erstatte den traditionelle grødeskæring i regulativmæssige bundbredde med en mere grundig grødefjernelse i en bundbredde mindre end den regulativmæssige, er det nødvendigt at anskue effekten af grødeskæring på en ny måde.

Hvor der hidtil primært har været fokus på den maksimale effekt af grødeskæringen på vandstanden og vandafledningsevnen og kun i mindre grad på varigheden, er der her sat fokus på varigheden og i mindre grad den maksimale effekt, sidstnævnte dog med den vigtige tilføjelse, at den maksimale effekt er et vigtigt fokuspunkt i henseende til at undgå kritiske ekstremer (især lave vandstande).

Ved traditionel strømrendeskæring opnås der en stor, men, på grund af genvæksten, kortvarig forbedring af vandafledningsevnen, mens der ved fuldstændig fjernelse af grøden i en smallere bundbredde opnås en mindre, men til gengæld længerevarende forbedring af vandafledningsevnen.

I henseende til miljøinteresserne har fuldstændig fjernelse af grøden i en smallere bundbredde flere positive effekter:

  1. Grødeskæringen forårsager mindre og færre konkurrencemæssige forskydninger mellem grødearterne, idet alle planter fjernes fra de skårne bundflader, mens de efterladte planter ikke eller kun i meget begrænset omfang påvirkes af grødeskæringen. Robuste arter vil derfor ikke have samme mulighed for at komme til at dominere over følsomme arter som ved traditionel skæring, hvor alle arterne konkurrerer om pladsen og lyset i genvækstfasen(-erne) under indflydelse af grødeskæringens negative effekter.
     
  2. Grødeskæringen mindsker risikoen for at stimulere grøden til at brede sig i det vandrette plan.
     
  3. Grødeskæringen efterlader en større del af grøden helt uberørt, hvilket øget muligheden for, at grøden uden for de skårne bundflader kan udvikle sig upåvirket af grødeskæringen, det vil først og fremmest sige, at skæringsfølsomme arter får bedre muligheder for at etablere bevoksninger. Det svarer til helt at friholde en del af bunden for grødeskæring.
     
  4. Ved at skære i smallere bundbredde og ved helt at fjerne de vandstandsende elementer (grøden) i strømrenden eller i strømrenderne opnås der højere vandhastigheder, hvilket kan medvirke til at begrænse indvæksten af grøde fra bevoksningerne omkring strømrenden eller strømrenderne. Dertil kommer, at hurtigere strømmende vand har et større formskabende potentiale end langsommere strømmende vand.
     
  5. Bunden blotlægges, hvorved det hurtigere strømmende vand får mulighed for at borterodere sand og slam, hvilket vil være til gavn for udviklingen af et mere varieret sedimentbillede og en mere varieret bundtopografi. Samtidig vil bunderosionen medvirke til at begrænse grødens rekolonisering af de blotlagte bundflader.

Ad 1.

Ved at skære hele planter/bevoksninger bort i strømrenden eller strømrenderne bliver der ikke på de skårne bundflader efterladt grøde, som er påvirket af grødeskæringen, og som derfor kan udvise konkurrencemæssige forskydninger som følge af forskellene i følsomheden overfor grødeskæring. Ved at skære dele af grødepuder eller –bevoksninger bort som led i åbningen af strømrender gennem grøden undgår man også at forårsage store konkurrencemæssige forskydninger. Man bevarer således i udstrakt grad den forekommende grødesammensætning og den eksisterende vegetationsstruktur, men reducerer mængden af plantemateriale for at skabe større gennemløbsåbninger (øge vandføringsevnen).

Ad 2.

Planter med spidsvækst har vist sig at reagere på afskæring af hovedskuddene ved at brede sig i det vandrette plan og på den måde danne tættere bevoksninger, end hvis de ikke bliver skåret. Det skyldes dels, at afskæring af hovedskuddene fremmer udviklingen af sideskud (og udløbere), og dels at skæringen mindsker strømmens pres på de planter, der vokser i strømrenden. Ved at fjerne planterne helt fra strømrenden/strømrenderne undgår man denne effekt, og ved at kun at skære dele af grødepuder og -bevoksninger, efterlader man dele af skuddene intakte, med det sandsynlige resultat, at den vandrette vækst mindskes. Samtidig med at skæring i smallere strømrende/strømrender skaber højere vandhastigheder, der kan medvirke til at begrænse grødens vækst ud i strømrenden/strømrenderne, jf. pkt. 4

Ad 3.

Ved at åbne strømrenderne op gennem grøden i et mønster, der svarer til det naturlige eller allerede eksisterende, opnår man mulighed for at kunne efterlade grøden uden for strømrenden eller strømrenderne upåvirket af grødeskæringen. Og ved at fjerne grøden helt i strømrenderne, kan man i kraft af den reducerede genvækst og deraf følgende større varighed af grødens effekt på vandføringsevnen opnå grundlag for at reducere antallet af grødeskæringer. Ved konsekvent at friholde bestemte bundflader for grødeskæring, kombinerer man i realiteten to strategier, nemlig ophør af grødeskæring og målrettet grødeskæring. På grund af risikoen for indsnævringer til mindre end regulativmæssig bundbredde bør denne fremgangsmåde ledsages af en nøje effektovervågning.

Ad 4.

I naturlige vandløb, der ikke er påvirket af faktorer med indflydelse på grødens naturlige sammensætning og vækstmønstre, eksisterer der almindeligvis en dynamisk ligevægt mellem den påvirkning, som grøden påfører det strømmende vand, og den påvirkning, som det strømmende vand påfører grøden, en ligevægt der betyder, at uforstyrrede vandløb i almindelighed ikke gror fuldstændig til med grøde og sender vandet ud over de omgivende arealer.

Der sker ofte ved traditionel strømrendeskæring det, at man skærer så bredt i forhold til vandføringens størrelse, at man tager en stor del af kraften ud af det strømmende vand. Reduceret kraft i det strømmende vand i forening med grødens tendens til at brede sig i det vandrette plan øger sandsynligheden for at grøden bliver tættere ved skæring end den ville være uden. Og den afledte effekt af tættere grøde er, at vandløbsbunden i øget grad bliver adskilt fra det strømmende vand af et lag beskyttende grøde, hvilket er både unaturligt og potentielt problematisk. Sidstnævnte fordi strømmens formskabende potentiale kun kan realiseres, dersom vandet har kontakt med bunden/sedimentet og kan forårsage erosion.

Ad 5.

Bunddækkende bevoksninger af grøde er ensbetydende med, at der kan ske aflejring af sand og andet finkornet sediment på hele bundfladen. Ved at skære i smalle strømrender og begrænse genvæksten ved at fjerne grøden helt i strømrenderne kan man opnå, at aflejringer af finkornet materiale bliver skyllet bort, og at sediment i transport ikke får mulighed for at blive aflejret i strømrenderne. Denne bunderosion og transport betyder i sig selv, at det kan blive vanskeligere for grøden at opnå rodfæste på de bundflader, man tilstræber at holde frie for grøde – strømrenderne. Men derudover opnår man i højere grad end ellers at få renskyllet og renholdt grus og sten, hvor sådanne sedimenter forekommer. Det skal dog nævnes, at dokumentationen for strømrendens evne til at holde sig selv fri for grøde og aflejringer er dårligt dokumenteret på grund af kun meget få, målrettede forsøg med at skære grundigt, men smalt.

9.7 Muligheder og begrænsninger ved brug af statiske forskrifter for grødeskæring

Der kan på det foreliggende videngrundlag ikke herske nogen tvivl om, at strømrendeskæring, hvad enten der er tale om generel eller speciel strømrendeskæring, eller kombinationen af disse to, er mere miljøvenlig end fuldstændig fjernelse af al grøden.

Der kan imidlertid heller ikke herske tvivl om, at gentagen grødeskæring på en bestemt måde med tiden fører til udvikling af et bestemt vandløbsmiljø og en bestemt form, det vil sige, at grødeskæringen udvikler vandløbet fra en dårlig tilstand til en anden, men ikke nødvendigvis den bedste tilstand.

Hvis et vandløb har stor overbredde ved overgangen til miljøvenlig grødeskæring, vil denne overbredde i en årrække udgøre grundlaget for at skabe et bedre miljø i vandløbet ved skæring i en strømrende, der er smallere end vandløbets bredde. Med tiden snævres vandløbet imidlertid ind som følge af de naturlige processer, fortrinsvis kantvegetationens indvækst og dannelsen af sedimentaflejringer langs bredderne.

Denne indsnævring, der kan være både kraftigere og hurtigere som følge af strømrendeskæringen, reducerer gradvis det fysiske rum, der fra begyndelsen var til rådighed for at gøre grødeskæringen miljøvenlig, og til sidst vil vandløbet kunne være indsnævret til en bredde, der svarer til den bredde, hvori der skal skæres i henhold til regulativet eller til den bredde, hvori der faktisk bliver skåret grøde. På det tidspunkt vil frihedsgraderne til at praktisere miljøvenlig grødeskæring være borte, og grødeskæringen vil gradvis låse vandløbet fast i en bestemt tilstand, se figur 9.4.

Figur 9.4. Generaliseret illustration af ændringen af grødeskæringens miljøvenlighed over tid i vandløb, der som udgangspunkt er præget af stor overbredde, og som vedligeholdes efter samme forskrift over længere tid med den grødefrie regulativmæssige bund som forvaltningsmæssig ramme.

Figur 9.4. Generaliseret illustration af ændringen af grødeskæringens miljøvenlighed over tid i vandløb, der som udgangspunkt er præget af stor overbredde, og som vedligeholdes efter samme forskrift over længere tid med den grødefrie regulativmæssige bund som forvaltningsmæssig ramme.

Til at begynde med vil grødeskæringens miljøvenlighed (graden af positiv indflydelse på vandløbskvaliteten) være stigende, men i takt med at vandløbet indsnævres, kulminerer miljøvenligheden for derefter at falde hurtigt som resultat af indsnævringen til den bundbredde, hvori grødeskæringen foregår.

Til slut sker grødeskæringen som følge af indsnævringen i den faktiske bundbredde, og dermed er grødeskæringens miljøvenlighed for en stor dels vedkommende tabt, og vandløbets miljøtilstand låst fast på et ikke tilfredsstillende niveau.

Statiske grødeskæringsforskrifter og deraf følgende statiske forhold i vandløbene vurderes at være et af de allerstørste problemer i henseende til opfyldelse af miljømålene.

Vandløb fra naturens hånd er en meget dynamisk naturtype, der er i stadig forandring som følge af vandets konstante erosion af bund og brinker, variationen af vandføringen, aflejringen af sedimenter og påvirkningen af og vekselvirkningen med grøden, der i sig selv undergår store sæsonbetingede forandringer.

Når man praktiserer den samme vedligeholdelse (grødeskæring) over en længere årrække, således som det er udbredt praksis at gøre, er man på positivsiden med til at igangsætte en udvikling og forme vandløbet i en bestemt retning, men ender på negativsiden med at fastlåse vandløbet i en bestemt tilstand. Denne kan være bedre end udgangspunktet, men er ofte ringere.