By- og Landskabsstyrelsen

3 Grøde i vandløb

Ordet ”grøde” bruges - og har i mange år været brugt - som samlebetegnelse for den vegetation, der vokser i vandløb, det vil sige ude på vandløbsbunden, langs bredderne på overgangen mellem vand og land og på brinkerne. Grøden omfatter således alle de planter, der vokser i vandløbsprofilet, og som på grund af deres forskellige voksesteder og deraf følgende individuelle forskelle kan kategoriseres i tre grupper: vandplanterne, kantplanterne og brinkplanterne. Der er ganske vist tale om en kunstig opdeling, idet der er glidende overgange mellem de tre grupper, men af praktiske årsager er det hensigtsmæssigt at anvende opdelingen.

3.1 Vandplanterne

Vandplanterne vokser næsten udelukkende ude på vandløbsbunden og er for flertallets vedkommende knyttet til den permanent vanddækkede del af vandløbet, det vil sige, at de vokser vanddækket med rodfæste i bunden og skud og blade, der strækker sig op i vandet.

Figur 3.1. Eksempler på vandplanter i vandløb. Øverst til venstre et lille hurtigtstrømmende vandløb med især vandstjerne på gruset bund. Øverst til højre store tæppeformede bevoksninger af smalbladet mærke i et mellemstort vandløb. Nederst til venstre puder af vandstjerne med islæt af sødgræs og vandranunkel i et mellemstort vandløb. Nederst til højre rene, bunddækkende bevoksninger af enkelt pindsvineknop i et langsomtstrømmende mellemstort vandløb med blød bund.

Figur 3.1. Eksempler på vandplanter i vandløb. Øverst til venstre et lille hurtigtstrømmende vandløb med især vandstjerne på gruset bund. Øverst til højre store tæppeformede bevoksninger af smalbladet mærke i et mellemstort vandløb. Nederst til venstre puder af vandstjerne med islæt af sødgræs og vandranunkel i et mellemstort vandløb. Nederst til højre rene, bunddækkende bevoksninger af enkelt pindsvineknop i et langsomtstrømmende mellemstort vandløb med blød bund.

Vandplanterne udviser forskellig grad af afhængighed af permanent vanddække. Nogle kræver permanent vanddække og tåler ikke selv kortvarig tørlægning, mens andre tåler periodevis tørlægning, idet de danner særlige sumpformer, der kan være mere eller mindre forskellige fra de typiske vandformer.

Andre vandplanter er egentlig sumpplanter, der i sumpformen vokser langs bredderne med oprette luftblade og -skud, men som i tilfælde af vanddække kan danne særlige vandformer, der til forveksling ligner ægte vandplanter. For nogle arters vedkommende udgør vandformen det tidlige udviklingsstadium i vækstperioden eller artens vinterform, mens vandformen hos andre arter er den primære form og sumpformen den sekundære form.

3.2 Kantplanterne

Kantplanterne vokser i deres typiske form som oprette planter, hvis rødder er forankret i den vanddækkede del af vandløbsbunden eller i fugtig jord umiddelbart over vandspejlet. Længst ude mod vandløbets midte vokser planterne således typisk op gennem vandet og breder blade og skud ud over vandoverfladen, og over vandspejlet vokser planterne i deres fulde længde over vandet.

Figur 3.2. Eksempler på kantplanter i vandløb. Øverst til venstre store bevoksninger af græsser med islæt af andre arter af kantplanter i et mellemstort vandløb. Øverst til højre store bevoksninger af høj sødgræs omkring et mellemstort vandløb. Nederst til venstre udsædvanligt veludviklede bevoksninger af gul iris i et lille vandløb. Nederst til højre spredte bevoksninger af smalbladet mærke i et kanaliseret, mellemstort vandløb.

Figur 3.2. Eksempler på kantplanter i vandløb. Øverst til venstre store bevoksninger af græsser med islæt af andre arter af kantplanter i et mellemstort vandløb. Øverst til højre store bevoksninger af høj sødgræs omkring et mellemstort vandløb. Nederst til venstre udsædvanligt veludviklede bevoksninger af gul iris i et lille vandløb. Nederst til højre spredte bevoksninger af smalbladet mærke i et kanaliseret, mellemstort vandløb.

3.3 Brinkplanterne

Brinkplanterne vokser typisk i den tørre, kun sjældent vanddækkede del af vandløbsprofilet, det vil sige over sommervandspejlet. Brinkplanterne er den mest artsrige af vandløbenes tre grødegrupper, og den rummer planter, der er knyttet til våd bund og som tåler periodisk vanddække såvel som egentlige tørbundsplanter, der ikke tåler vanddække. Blandt de arter, der er knyttet til brinken, finder man planter, som har stor lighed med kantplanterne og som det derfor kan være vanskeligt at placere i den ene eller den anden gruppe. Det mest velkendte eksempel på en sådan plante er lådden dueurt, der kan vokse i både kantzonen og på de mere tørre dele af brinkerne.

Figur 3.3. Eksempler på brinkvegetation langs vandløb. Der er grundlæggende tale om samme type brinkvegetation bestående af høje græsser og urter, men brinkvegetationens relative betydning afhænger meget af vandløbenes størrelse. Billedet til venstre viser et lille, dybt nedskåret vandløb, hvor brinkplanterne flere steder når sammen over vandoverfladen og skygger alle vand- og kantplanter bort. Billet i midten viser et mellemstort vandløb, hvor brinkplanterne trods den dybe nedskæring ikke er i stand til at bortskygge vandplanterne. Billet til højre viser et stort vandløb, hvor brinkvegetationens mængdemæssige betydning er meget lille.

Figur 3.3. Eksempler på brinkvegetation langs vandløb. Der er grundlæggende tale om samme type brinkvegetation bestående af høje græsser og urter, men brinkvegetationens relative betydning afhænger meget af vandløbenes størrelse. Billedet til venstre viser et lille, dybt nedskåret vandløb, hvor brinkplanterne flere steder når sammen over vandoverfladen og skygger alle vand- og kantplanter bort. Billet i midten viser et mellemstort vandløb, hvor brinkplanterne trods den dybe nedskæring ikke er i stand til at bortskygge vandplanterne. Billet til højre viser et stort vandløb, hvor brinkvegetationens mængdemæssige betydning er meget lille.

3.4 Det indbyrdes forhold mellem vand-, kant- og brinkplanter i vandløbsprofilet

Det mængdemæssige forhold mellem de tre grødegrupper – vandplanterne, kantplanterne og brinkplanterne – er meget forskelligt i forskellige størrelser af vandløb, og på tilsvarende vis er forekomsten af de enkelte arter i de enkelte grødegrupper forskellig i de forskellige størrelser af vandløb. Endelig er vandløbenes profilform og dybden under terræn af stor betydning.

3.4.1 Små vandløb (bundbredde <2 meter)

De små vandløb er en meget uensartet gruppe i henseende til grødens fordeling på de tre plantegrupper.

De mindste vandløb (bundbredde <1 meter) er ofte helt uden forekomst af vandplanter, mens kantplanterne er den dominerende plantegruppe i den om sommeren vanddækkede del af profilet. Hvis vandløbene er skåret dybt ned under terræn, er der almindeligvis stor forekomst af brinkplanter på de dele af brinkerne, der ligger over normalt sommervandspejl.

Denne fordeling hænger sammen med, at kantplanterne – og brinkplanterne – i kraft af deres størrelse fylder meget og skygger for de vandplanter, der måtte kunne forekomme i de helt små vandløb. Dertil kommer, at mange af kantplanterne kan danne vandformer, hvilket de ofte gør i vinterhalvåret og tidligt i sommerhalvåret. Mens de om sommeren fortrinsvis står med oprette skud og blade.

Det er først, når vandløbene når en vis bredde (>1 meter), at kant- og brinkplanterne slipper tilstrækkeligt med lys ned til vandet, at der her kan vokse vandplanter. Det er dog sjældent, at der under naturlige forhold er stor endsige dominerende forekomst af vandplanter i gruppen af små vandløb. Men hvis de små vandløb er genstand for grødeskæring af kant- og brinkplanterne eller kreaturgræsning af samme, kan mængden af vandplanter øges. Det samme gælder, hvis kreaturgræsning er med til at holde brinkplanterne nede.

3.4.2 Mellemstore vandløb (bundbredde 2-10 meter)

I de mellemstore vandløb forekommer der stort set altid vandplanter på vandløbsbunden, og den relative mængde af undervandsvegetation er almindeligvis stigende med stigende bundbredde, mens det forholder sig omvendt med kantvegetationen. Mængden af brinkvegetation afhænger af, hvor dybt vandløbet er skåret ned under terræn, men det forholder sig generelt sådan, at den relative mængde af brinkvegetation er faldende med stigende bundbredde.

I de mindste af de mellemstore vandløb er det naturlige vegetationsbillede således, at mængden af undervandsplanter er moderat, mens kantvegetationen kan være den dominerende plantegruppe, eventuelt med stor forekomst af brinkvegetation.

I de største af de mellemstore vandløb er der ofte undervandsvegetation på hele vandløbsbunden, med mindre stor vanddybde (eller uklart vand) forhindrer det. Og kantplanterne vil i de største af de mellemstore vandløb almindeligvis have en mere underordnet rolle og udbredelsesmæssigt være begrænset til et bælte langs bredderne, i hvert fald for så vidt angår sumpformerne med oprette skud og blade. Til gengæld kan der i de mellemstore vandløb være udbredt forekomst af kantplanter i vandformen på hele vandløbsbunden.

I de mindste af de mellemstore vandløb kan brinkvegetationen have en mængdemæssig betydning, særlig i de dybt nedskårne vandløb, men med stigende bundbredde mindskes brinkvegetationens andel af den samlede grøde hurtigt.

3.4.3 Store vandløb (bundbredde >10 meter)

I de store vandløb er vandplanterne almindeligvis den helt dominerende plantegruppe. Kantplanterne er begrænset til bælter langs bredderne, og brinkvegetationen er almindeligvis uden mængdemæssig betydning.

Vandplanterne omfatter dels en række ægte vandplanter og dels en række vandformer af kantplanter. Undervandsvegetationen kan have stor lighed med den rankegrøde, man finder i søer. Kantvegetationen kan have meget varierende udbredelse og mægtighed, vekslende fra spredte bevoksninger til en egentlig rørsump som den, man finder i søer.

3.5 Grødens vækstformer

De to plantegrupper, der udgør hovedparten af grøden, og som derfor er de vigtigste i henseende til både grødeskæring og vandløbsmiljø, er vandplanterne og kantplanterne. Tilsammen repræsenterer disse to plantegrupper en række forskellige vækstformer, som det er af værdi at kende til, når der skæres grøde.

3.5.1 Spidsvækst og basisvækst

Blandt de mange grødearter er der to måder, hvorpå blade og skud vokser.

Flertallet af planterne har vækstpunkterne placeret i spidsen af skuddene. Det betyder, at al længdevækst i skuddene sker oven for vækstpunkterne, hvorfor de dele af stænglerne, der findes under eller bag vækstpunkterne, er færdigudviklede uden mulighed for yderligere vækst.

Skærer man ved grødeskæring spidsen af skud med spidsvækst, fjerner man vækstpunktet, og det berørte skud kan derefter ikke fortsætte med at vokse. Til gengæld begynder sideskuddene at vokse. Det forholder sig nemlig sådan, at så længe hovedskuddet er intakt, vil sideskuddenes vækst være reguleret af signalstoffer/hormoner fra hovedskuddets vækstpunkt. Når hovedskuddets vækstpunkt fjernes, får sideskuddene mulighed for at udvikle sig uhindret, hvorved sideskuddene i realiteten overtager hovedskuddets rolle – et fænomen der er velkendt hos mange kulturplanter.

Nogle arter er bedre end andre i stand til at danne sideskud, hvorfor nogle arter bedre tåler grødeskæring end andre. Dertil kommer, at ikke alle arter vokser lige hurtigt og har samme vækstmekanismer. Der er derfor stor forskel på, hvordan planter med spidsvækst reagerer på grødeskæring

Planter med spidsvækst – vandranunkel og vandaks

Vandranunkel opfattes almindeligvis som en af de ”gode” grødearter på grund af dens mange positive funktioner i vandløbene. Vandranunkel er en flerårig, vintergrøn plante, det vil sige at den overvintrer med grønne blade, men den har ingen kraftig jordstængel. Vinterperioden er generelt præget af dårlige lysforhold og lave temperaturer, hvilket er nogle af årsagerne til at bevoksninger af vandranunkel almindeligvis er præget af korte skud i vinterperioden. Bevoksningerne kan derved få et tæppeagtigt udseende.

Allerede tidligt på foråret begynder skuddene at strække sig i takt med, at lysindstrålingen øges, og temperaturen stiger, og skuddene kan i løbet af relativt kort tid nå en længde på indtil flere meter. I takt med at skuddene vokser – og udvikler mange sideskud – øges den samlede grødemængde og når maksimum sidst på foråret eller først på sommeren, på hvilket tidspunkt skuddene udvikler flydeblade på overfladen og sender blomster op over vandet. I takt med at der udvikles flydeblade reduceres lysindfaldet til de nedre dele af skuddene, hvorved mange af bladene visner bort. I forbindelse med blomstring er det ikke ualmindeligt, at hovedparten af grødemængden er koncentreret på og lige under vandoverfladen, forankret til bunden af mere eller mindre bladløse stængler. På dette stadium i udviklingen har vandranunkel så at sige parallelforskudt biomassen fra bunden op i overfladen.

Skærer man vandranunkel inden blomstring, det vil sige inden biomassen er blevet forskudt fra bunden op i overfladen, vil vandranunkel – dens mange gode kvaliteter til trods – almindeligvis reagere med en kraftig genvækst som følge af øget vækst hos eksisterende sideskud og udvikling af nye sådanne.

Skærer man derimod først vandranunkel efter eller i forbindelse med blomstring, opnår man to væsentlige ting, nemlig dels en effektiv fjernelse af store mængder grøde og dels en langt mindre genvækst, sidstnævnte fordi de store biomasser i overfladen ofte er forankret på begrænsede dele af vandløbsbunden.

Vandaks er i vandløb især repræsenteret af store, flerårige arter med kraftig jordstængel, men i modsætning til vandranunkel er de fleste af vandaks-arterne ikke vintergrønne, idet de overvintrer med blad- og skudløse jordstængler. Når der hen på foråret udvikles skud fra jordstænglerne, sker det i takt med at temperaturen øges, men ofte inden at lysforholdene er blevet rigtig gode. Den første skuddannelse sker på grundlag af oplagsnæring i jordstænglerne. Når skuddene vokser til, kommer de længere op i lyset, samtidig med at lysforholdene almindeligvis forbedres, hvorved skuddene i stigende grad begynder at vokse på grundlag af lyset.

Også skuddene hos vandaks har spidsvækst, hvorfor afskæring af hovedskuddet betyder stop for skuddets længdevækst og mulighed for genvækst via sideskud. Nogle af de store vandaks-arter (eksempelvis glinsende vandaks) vokser langsomt og er af naturgivne årsager ikke i stand til fuldt ud at kompensere for skæring gennem udvikling af sideskud. Disse arter er derfor følsomme overfor grødeskæring og ses kun sjældent eller i begrænset mængde i vandløb med regelmæssig grødeskæring. Andre af de store vandaks-arter – eksempelvis hjertebladet vandaks – tåler grødeskæring langt bedre, ikke mindst hvis den finder sted efter at skuddene er fuldt udviklede, hvilket typisk betyder, at de har nået en længde på indtil flere meter og har udviklet blomster.

Skærer man hjertebladet vandaks efter, at skuddene er fuldt udviklede, kan genvæksten være både hurtig og mængdemæssigt omfattende. Det hænger sammen med, at så snart planterne begynder at vokse på grundlag af lyset, sker der en genopfyldning af næringslagrene i jordstænglerne, og når skuddene har nået fuld udvikling, er næringslagrene fyldte. Skærer man skuddene, er planterne i stand til at gendanne nye skud på grundlag af oplagsnæringen i jordstænglerne, og da lysindfaldet om sommeren almindeligvis er stor, vokser skuddene hurtigt og kan forårsage en stor genvækst.

Ønsker man at begrænse genvæksten, har det vist sig nødvendigt at skære bevoksninger af hjertebladet vandaks så tidligt i vækstperioden, at jordstænglernes næringslagre er helt eller delvis tømte og derfor ikke kan danne grundlag for fornyet udvikling og vækst af skud. Et lignende forhold gør sig muligvis gældende for andre vandaks-arter med jordstængel.


En del grødearter har vækstpunktet placeret ved basis af blade og skud. Denne morfologiske forskel fra planterne med spidsvækst gør, at både blade og skud hos planter med basisvækst fortsætter med at vokse, selvom man klipper spidsen af dem. Det skyldes, at de dele af bladene og skuddene, der befinder sig kort ovenfor vækstpunktet, er færdigudviklede, hvorfor de ikke påvirkes af skæringen. Til gengæld fortsætter væksten nedefra, som om spidsen stadig var til stede og stopper først, når fuld udvikling er nået, uanset om spidsen er intakt eller ej.

Planter med basisvækst - pindsvineknop

Der findes i danske vandløb især to arter af pindsvineknop – enkelt pindsvineknop, der almindeligvis kun udvikler neddykkede eller flydende båndblade, og grenet pindsvineknop, der almindeligvis kun udvikler stive, oprette luftblade.

Begge arter har en kort, lodret jordstængel, fra hvilken blade og blomsterbærende stængler udvikles. Vækstpunktet sidder i realiteten øverst i jordstænglen og udgør det sted, hvorfra blade og stængler udgår. Længdevæksten sker ved at der – indtil fuld længde er nået – bygges på blade og stængler nedefra. De synlige plantedele er således færdigudviklede. Skærer man dem af oven over vækstpunktet, fortsætter de væksten, hvis de endnu ikke har nået fuld længde. På den måde minder bladvæksten hos pindsvineknop om væksten hos græsser. Og ligesom hos græsserne kan man afslå bladene gentagne gange uden at væksten hæmmes, blot man ikke beskadiger vækstpunktet eller slår så ofte, at planterne bliver udpinte og går til.

Det meste af den grødeskæring, der praktiseres i danske vandløb, indebærer afskæring af skud og blade lidt over eller ved bundens overflade. En sådan praksis efterlader vækstpunktet ubeskadiget, idet jordstænglen typisk er placeret 5-10 cm eller dybere nede i sedimentet. Og den typiske reaktion på grødeskæring er, at endnu ikke fuldt udviklede blade fortsætter deres vækst som om grødeskæring ikke havde fundet sted, dog med den ene undtagelse, at bortskæring af de fuldt udviklede blade øger lysindfaldet til de yngre, endnu ikke fuldt udvoksede blade. Hvilket kan resultere i en hurtigere længdevækst.

Skærer man pindsvineknop på traditionel vis, det vil sige ved afskæring af bladene kort over vandløbets bund, sker der uvægerligt det, at strømrenden gradvis opfyldes af vandstandsende blade, hurtigst til at begynde med og langsommere i takt med, at bladene kommer til at skygge for hinanden og i takt med at de når den naturlige maksimallængde.

Bladenes vækst afhænger af især lysindfaldet, men både enkelt og grenet pindsvineknop er kendt for en hurtig bladvækst. 5 cm længdetilvækst per døgn er ikke ualmindelig, og betydeligt hurtigere længdevækst er registreret. Denne hurtige længdevækst betyder, at planterne efter skæring kan udligne de bortskårne blade i løbet af blot 1-2 uger med selvindlysende effekt på vandstanden og vandføringsevnen til følge.

Når det gælder grødeskæring af pindsvineknop, er der ikke som hos vandranunkel og vandaks noget tidspunkt i vækstsæsonen, der synes bedre end andre i henseende til at undgå eller begrænse genvæksten. I hele den periode, hvor planterne er bladbærende (sommerhalvåret), vil deres vækst og genvækst ikke kunne reguleres, så længe bladene afskæres over bundens overflade.

Forsøg har vist, at når først bevoksningerne af pindsvineknop har bredt sig og dækker store bundflader, kræver det meget radikale indgreb at ændre på forholdene. Og en af de metoder, der har vist sig mest effektiv, er at føre et klippebord af den type, der sidder på mejekurve, gennem sedimentet i den dybde, hvor jordstænglerne sidder rodfæstet.


3.5.2 Bevoksningernes former

Blandt vandplanterne antager bevoksningerne forskellige former. Nogle arter danner altid bevoksninger med bestemt form, mens bevoksningernes form hos andre arter veksler med årstiden, vanddybden og strømhastigheden.

Der er ofte glidende overgange mellem de enkelte former, og der er som regel også en årstidsbestemt dynamik.

Figur 3.4. Forskellige vækstformer hos vandplanter. Øverst til venstre: pudeformede bevoksninger af fladfrugtet vandstjerne. Øverst midt i: flade, tæppeformede bevoksninger af smalbladet mærke (i undervandsformen). Øverst til højre: rankeformet bevoksning af storblomstret vandranunkel. Nederst til venstre: meget tætte bevoksninger af svømmende vandaks med flydeblade i overfladen. Nederst midt i: tætte forekomster af grønne trådalger (dusk-vandhår). Nederst til højre: bunddækkende bevoksninger af enkelt pindsvineknop med meterlange båndblade.

Figur 3.4. Forskellige vækstformer hos vandplanter. Øverst til venstre: pudeformede bevoksninger af fladfrugtet vandstjerne. Øverst midt i: flade, tæppeformede bevoksninger af smalbladet mærke (i undervandsformen). Øverst til højre: rankeformet bevoksning af storblomstret vandranunkel. Nederst til venstre: meget tætte bevoksninger af svømmende vandaks med flydeblade i overfladen. Nederst midt i: tætte forekomster af grønne trådalger (dusk-vandhår). Nederst til højre: bunddækkende bevoksninger af enkelt pindsvineknop med meterlange båndblade.

3.5.2.1 Pudeform

Flere arter danner velafgrænsede, pudeformede bevoksninger. Mest udpræget er denne vækstform hos vandstjerne, men man finder den også hos vandkrans. I nogle tilfælde vil de pudeformede bevoksninger være indbyrdes adskilt af vegetationsløse strømrender, mens de pudeformede bevoksninger i andre tilfælde med tiden vokser sammen og danner en sammenhængende grøde.

3.5.2.2 Tæppeform

Nogle få arter danner lave, tæppeformede bevoksninger. Mest udpræget er denne vækstform hos smalbladet mærke, når den vokser i større vandløb med god strømhastighed eller stor dybde. Men man finder også denne vækstform hos vandranunkel og kruset vandaks, men da som regel kun i vinterhalvåret eller på steder med meget kraftig strøm.

3.5.2.3 Båndform

Båndformen finder man fortrinsvis hos den gruppe af kantplanter, hvis vandformer har båndformede blade. Det drejer sig først og fremmest om enkelt pindsvineknop, men derudover finder man båndblade hos pilblad, brudelys og sø-kogleaks. Samt i sjældnere tilfælde hos græsser, der vokser neddykket.

3.5.2.4 Rankeform

Adskillige arter er i stand til at udvikle indtil flere meter lange skud, der som lange ranker strækker sig fra bunden op mod eller helt op i overfladen. Den rankeformede grøde træffer man først og fremmest i større og eller dybe vandløb. Nogle arter – eksempelvis hjertebladet vandaks, børstebladet vandaks og tusindblad – optræder udelukkende i rankeformen, mens andre – først og fremmest vandranunkel - kan ændre vækstform fra pudeform til rankeform i forbindelse med skuddenes tiltagende vækst først i sommerhalvåret.

3.5.2.5 Flydende

Nogle af vandløbenes arter er typiske flydebladsplanter. Det drejer sig først og fremmest om almindelige arter som gul åkande og svømmende vandaks, der i den typiske vækstform udvikler langstilkede flydeblade henholdsvis opstigende skud med flydeblade fra jordstængler i bunden. I vandløb er det strømmende vand imidlertid ofte årsag til, at disse arter ikke optræder i den typiske form. Gul åkande kan således danne undersøiske bevoksninger af store, slappe blade i stedet for de typiske, læderagtige flydeblade. Og for svømmende vandaks vedkommende kan strømmen tvinge skuddene under vand, hvorved også flydebladene tvinges under vand.

Nogle arter med flydende vækstform har ingen forankring i bunden, men er afhængige af at kunne vokse i strømlæ, typisk i bevoksninger af andre arter langs bredderne. Det drejer sig om arter af andemad samt frøbid.

3.5.2.6 Trådform

Trådformen finder man stort set kun hos trådalger. Nogle arter danner kompakte, pudeformede bevoksninger, hvor det kan være vanskeligt at erkende trådformen, men særlig én art – dusk-vandhår – er kendt for at kunne danne indtil flere meter lange tråde.

3.5.2.7 Mosaikker

Ud over at optræde i bestemte vækstformer optræder de enkelte grødearter ofte i indbyrdes mosaikker eller i mosaikker med strømmønstre og sedimentmønstre.

Mosaikkerne er almindeligvis i stadig forandring, idet planterne vokser og påvirker såvel det strømmende vand som sedimentet, og den vekselvirkning forårsager løbende forandringer af mosaikkernes udseende.

Grødebilledet i de fleste vandløb er således i stadig forandring over året, og mellem årene kan der være store forskelle som følge af forskelle i vandføringens størrelse og variationsmønster, forskelle i lys- og temperaturforhold samt den løbende formudvikling.

Figur 3.5. Billedet til venstre viser en veludviklet mosaikagtig grøde med udbredt forekomst af enkelt pindsvineknop samt pudeformede bevoksninger af vandstjerne og vandkrans. Derudover er der forekomst af smalbladet mærke og sporadiske islæt af kruset vandaks. Billedet til højre viser en enkelt grødepude, hvis centrale del er dannet af vandranunkel. På forsiden af grødepuden er der dannet en stor bevoksning af vandstjerne med spredte islæt af smalbladet mærke.

Figur 3.5. Billedet til venstre viser en veludviklet mosaikagtig grøde med udbredt forekomst af enkelt pindsvineknop samt pudeformede bevoksninger af vandstjerne og vandkrans. Derudover er der forekomst af smalbladet mærke og sporadiske islæt af kruset vandaks. Billedet til højre viser en enkelt grødepude, hvis centrale del er dannet af vandranunkel. På forsiden af grødepuden er der dannet en stor bevoksning af vandstjerne med spredte islæt af smalbladet mærke.

3.6 Grødens sæsonvariation og år-til-år-variation

Grøden udviser ligesom den øvrige vegetation i landskabet en udpræget sæsonvariation, idet vækstperioden for næsten alle arters vedkommende ligger i sommerhalvåret. Adskillige arter er ganske vist vintergrønne, men væksten og grødemængden er almindeligvis langt mindre i vinterhalvåret end i sommerhalvåret.

3.6.1 Vandplanterne

De vintergrønne arter/grupper, eksempelvis smalbladet mærke, vandstjerne og vandranunkel, overvintrer typisk med relativt små bevoksninger med korte skud og blade og tilmed også ofte stor afstand mellem bevoksningerne. De ikke vintergrønne arter og grupper, eksempelvis pindsvineknop og vandaks, overvintrer typisk med blad- og skudløse jordstængler i bunden og bidrager derfor ikke eller kun i meget begrænset omfang til den samlede grøde i vinterhalvåret.

Så snart temperaturen og lysindfaldet øges om foråret, både som resultat af tiltagende daglængde og stigende temperatur, og som følge af at vandet i vandløbene klarer op efter vinterens store vandføringer, vil væksten øges hos de vintergrønne arter. Samtidig begynder væksten hos de planter, der overvintrer med blad- og skudløse jordstængler i bunden, eksempelvis pindsvineknop og vandaks, og i løbet af kort tid øges mængden af grøde.

Dette overordnede billede af grødens sæsonvariation gælder i stort set alle typer af vandløb, men både det tidslige forløb og den mængdemæssige udvikling udviser meget stor variation fra vandløb til vandløb og i de enkelte vandløb tillige fra år til år. År-til-år-forskelle i lysindfaldet og temperaturen i vækstperioden er bestemmende for en stor del af år-til-år-forskellene i grødens tidslige og mængdemæssige udvikling i de enkelte vandløb, men derudover har også vandføringens størrelse og temperaturforholdene og lysindfaldet i vinterhalvåret stor betydning.

Disse ofte meget betydelige år-til-år-forskelle med hensyn til tidspunktet for begyndelsen af vækstperioden og forløbet af grødens mængdemæssige udvikling har stor betydning i henseende til grødeskæring. I vandløb, hvor grødeskæringen gennemføres til faste terminer, vil der på den baggrund kunne være meget store år-til-år-forskelle i grødemængden, og dermed det faktiske behov for grødeskæring ved de enkelte terminer, særlig ved den eller de første grødeskæringer. På tilsvarende vis vil der kunne være store forskelle i mængden af grøde på senere tidspunkter i vækstperioden. Og ligesom der kan være store forskelle med hensyn til begyndelsen af vækstperioden, vil der kunne være store – typisk klimatisk bestemte - forskelle med hensyn til dennes slutning.

Ser man på de tre størrelsesgrupper af vandløb, er der også betydelige forskelle med hensyn til grødens sæsonvariation.

Små vandløb er almindeligvis mere lysåbne i vinterhalvåret end i sommerhalvåret på grund af skygningen fra kant- og brinkvegetationen. I små vandløb ser man ofte undervandsvegetationen bedst udviklet i perioden frem til at kantvegetationen og brinkvegetationen lægger vandløbet i skygge med deres indtil flere meter høje skud. Og det er ikke usædvanligt, at egentlige vandplanter er helt eller delvis fraværende i de små vandløb i hovedparten af sommerhalvåret. Og hvis der findes undervandsvegetation, vil der ofte være tale om vandformerne af kantplanter, eksempelvis smalbladet mærke.

Mellemstore og store vandløb er almindeligvis ikke beskygget af kant- og brinkvegetationen i et sådant omfang, at det påvirker undervandsvegetationens udvikling i nær samme omfang som i de små vandløb, om overhovedet. I de mellemstore og store vandløb er grødens tidsmæssige og mængdemæssige udvikling derfor primært styret af de generelt bestemmende forhold.

3.6.2 Kantplanterne

Også kantplanterne udviser en typisk sæsonvariation, men i modsætning til undervandsplanterne udviser kantplanterne i kraft af deres større robusthed overfor strømmens erosion og deres store uafhængighed af lysindfaldet til vandløbsbunden en langt større stabilitet fra år til år. Det gælder med hensyn til både tidspunktet for vækstens begyndelse og den mængdemæssige forekomst såvel som bevoksningernes udbredelse i vandløbene.

Som blandt vandplanterne findes der også blandt kantplanterne vintergrønne arter samt arter, der overvintrer med blad- og skudløse jordstængler.

I gruppen af vintergrønne arter finder man først og fremmest arter af sødgræs, hvis man fraregner vandformerne af arter som smalbladet mærke, lancetbladet ærenpris og forglemmigej. I vinterhalvåret optræder sødgræsserne udelukkende med neddykkede eller flydende blade, afhængig af vandstanden.

I gruppen af kantplanter, der overvintrer uden blade og skud, finder man først og fremmest grenet pindsvineknop.

Selvom kantvegetationen generelt udviser en langt mindre år-til-år-variation med hensyn til mængde og udbredelse i vandløbene, så undergår også kantvegetationen en betydelig sæsonmæssig udvikling, hvad mængde, skudtæthed og højde angår.

Sødgræsserne udvikler sig typisk fra kun at have undervands- og flydeblade til at have oprette blade og blomsterbærende skud, og grenet pindsvineknop udvikler sig fra bladløse jordstængler til at have stive, oprette blade og skud.

Denne sæsonbetingede udvikling betyder, at der i vandløb med forekomst af veludviklet kantvegetation først i vækstperioden sker en gradvis opfyldelse med kantvegetation af de brednære dele af vandløbene. Med det resultat, at vandløbene undergår en sæsonbetinget indsnævring.

Denne naturlige, sæsonbetingede indsnævring kan i nogle vandløb tydeligt aflæses på vandstanden, idet denne begynder at stige allerede tidligt på sommeren, endnu inden undervandsvegetationen for alvor er vokset til. Det er vigtigt at bemærke, at denne naturlige, sæsonbetingede indsnævring ikke må forveksles med den indsnævring, der finder sted i vandløb med reduceret sommervandføring.

3.7 Vurdering af grødens tilstand

Hovedparten af de vandløb, der er målsat, har en basismålsætning, i følge hvilken det overordnede krav er, at vandløbene skal kunne huse et naturligt og alsidigt plante- og dyreliv.

Denne formulering af kravene er generelt meget lidt operationel, idet hverken ”naturligheden” eller ”alsidigheden” er defineret af målbare parametre. Derudover findes der ingen reference for disse to parametre, og man har ingen kravværdier. Især ikke for grødens vedkommende. Hvorfor det er – og har været - meget vanskeligt eller ofte endog umuligt at vurdere grødens tilstand i relation til grødeskæring. Hverken når det gælder de negative eller de positive virkninger af miljøvenlig grødeskæring.

Selvom der ikke har været formuleret operationelle kriterier for måling/vurdering af grødens tilstand, har denne alligevel været forsøgt vurderet subjektivt med hensyn til både artssammensætning/artsrigdom og struktur.

3.7.1 Artssammensætning og artsrigdom

Artssammensætning og artsrigdom opfattes almindeligvis som gode kvalitetsparametre, men det er de kun, hvis de holdes op mod den korrekte reference. Når det gælder grøden i vandløb, er der meget stor forskel på, hvilke arter og hvilken artsrigdom, der naturligt forekommer i de forskellige typer af vandløb, og som i mange andre sammenhænge forholder det sig i hovedtræk sådan, at jo større vandløb, desto større artsrigdom. Hvortil kommer, at mange af arterne i den samlede pulje af vandløbsplanter ikke forekommer i alle typer af vandløb.

Det er således ikke de samme arter, der forekommer i små og store vandløb, og delvis som en naturlig følge heraf er artsrigdommen heller ikke den samme i små og store vandløb.

Det er i dag vanskeligt at beskrive grødens naturlige artssammensætning og artsrigdom i de forskellige typer af vandløb, ikke blot fordi det er vanskeligt at finde egnede referencevandløb for hver af de tre typer af vandløb, men også fordi der eksisterer plantegeografiske forskelle mellem vandløbene.

Disse forhold gør, at det samlet set er meget vanskeligt/umuligt at formulere robuste krav til såvel artssammensætningen som artsrigdommen i de enkelte typer af vandløb. På tilsvarende vis er det meget vanskeligt/umuligt at formulere robuste og velbegrundede grænseværdier mellem acceptabel og uacceptabel artssammensætning og artsrigdom.

Der er således gode grunde til, at man ikke har fastsat operationelle kravværdier til grødens artssammensætning og artsrigdom, men fraværet af operationelle kravværdier har gjort det nødvendigt at foretage subjektive vurderinger af artssammensætningen og artsrigdommen. Med deraf følgende risiko for at fejlvurdere både referencen og den aktuelle tilstand.

Eksempel

Hvis et vandløb er bevokset med næsten rene bevoksninger af én enkelt art, vil man være tilbøjelig til at vurdere artssammensætningen og artsrigdommen meget negativt, hvis der er tale om enkelt pindsvineknop eller grenet pindsvineknop, men langt mere positivt, hvis der er tale om vandranunkel, vandstjerne eller smalbladet mærke. Alt sammen uagtet, at der i alle tilfælde er tale om naturligt forekommende danske arter/slægter. Når rene bevoksninger af pindsvineknop således vurderes langt mere negativt end rene bevoksninger af de øvrige nævnte arter, skyldes det mere arternes forskellige egenskaber og kvaliteter end det faktum, at der er tale om rene bevoksninger og dermed en ringe artsrigdom.


3.7.2 Grødens struktur

Grødens (undervandsvegetationens) fysiske struktur, det vil sige den rumlige fordeling (horisontalt og vertikalt), er en meget variabel parameter, der er bestemt af en lang række forskellige forhold så som: artssammensætningen, arternes vækstform, sedimentet, strømhastigheden, vanddybden og ikke mindst tidspunktet.

I langt de fleste vandløb er grødens struktur i stadig forandring, om end de største forandringer finder sted i løbet af vækstperioden, hvor grøden vokser op, kulminerer og henfalder.

Ligesom det er tilfældet med artssammensætningen/artsrigdommen, er der ikke i de nuværende målsætninger for vandløbene formuleret kriterier for vurdering af grødens struktur, hvorfor der heller ikke er formuleret bestemte krav til grødens struktur eller grænseværdier mellem acceptabel og uacceptabel tilstand.

Som det er tilfældet med artssammensætningen/artsrigdommen har man også med hensyn til grødens struktur været nødsaget til at foretage subjektive vurderinger af grødens struktur i forbindelse med den generelle vurdering af vandløbenes generelle miljøtilstand og ikke mindst i forbindelse med overvågningen af grødeskæringens virkninger på grøden. Hvilket vurderes at have været – og stadig være – en meget alvorlig mangel ved hele grundlaget for at foretage miljøvenlig grødeskæring.

Grødens struktur vurderes generelt at være den vigtigste styrende parameter, når der skal skæres miljøvenligt. Det gælder først og fremmest i de vandløb, hvor der forekommer en velstruktureret grøde, og hvor målopfyldelse, uagtet manglende kravværdier, er ensbetydende med, at der skæres i overensstemmelse med den naturlige struktur. Derudover er kendskab til grødens naturlige struktur forudsætningen for gennem grødeskæringen at kunne præge grødens strukturelle udvikling i en bestemt retning.

Eksempler

1. I vandløb med en velstruktureret grøde er der almindeligvis, men ikke altid, en betydelig artsrigdom, repræsenterende forskellige vækstformer, hvorfor grøden i sig selv udviser stor diversitet. En varieret grøde er almindeligvis ensbetydende med, og resultat af, varierede bund-, dybde og strømforhold.

Miljøvenlig grødeskæring vil i sådanne vandløb have de forekommende - og som regel let erkendelige - strømmønstre og grødestrukturer som styremærker, når dele af grøden skal fjernes af hensyn til afvandingsinteresserne.

2. I vandløb med en meget ensartet grøde, eksempelvis bunddækkende bevoksninger af enkelt pindsvineknop, er kun én vækstform repræsenteret, og grøden udviser i sig selv en meget lille diversitet.

Miljøvenlig grødeskæring har i sådanne vandløb ikke samme tydelige styremærker som i ovennævnte eksempel, hvorfor tilrettelæggelse og gennemførelse af grødeskæringen må baseres på viden og erfaringer og gøres til en del af en ofte langsigtet strategi, der går på at ændre det ensartede til noget diverst og varieret.


Selvom man kan anvende grødens synlige strukturer som styremærker i forbindelse med gennemførelse af miljøvenlig grødeskæring, er man i dag stærkt handikappet af ikke at have et veldefineret og operationelt mål for grødens struktur og diversitet til rådighed. Manglen på et sådant mål for grødens struktur gør, sammen med manglen på kravværdier og grænseværdier mellem acceptabel og uacceptabel tilstand, at man ikke har objektive styremærker i forbindelse med tilrettelæggelse af en grødeskæring, der ifølge Vandløbsloven skal medvirke til målopfyldelse. Og på tilsvarende vis har man heller ingen mulighed for på objektiv, talbaseret vis at kunne overvåge grødeskæringens effekt på grødens struktur. Man mangler derfor hele grundlaget for at kunne foretage en velbegrundet og kontrolleret grødeskæring, der er i overensstemmelse med de naturlige grødestrukturer, og som bevirker det mindst mulige tab af den naturlige variation og diversitet.

3.7.3 År-til-år-variationer

Grøden undergår i mange vandløb en betydelig naturlig variation fra år til år med hensyn til især artssammensætningen og mængden af undervandsvegetation, men også mængden af kantvegetation kan variere. Den naturlige variation er imidlertid som regel mindre end den variation, som vandløbenes påføres gennem grødeskæringen, ikke mindst den meget hårdhændede grødeskæring, hvor al grøden på bunden og langs kanterne skæres eller graves bort.

Figur 3.4. Eksempel på år-til-år-variationen i grødens sammensætning og mængde i et mellemstort vandløb. På billedet til venstre er grøden domineret af store bevoksninger af vandstjerne, mens kantvegetationen stort set mangler. På billedet til højre er der nogle år senere udviklet store bevoksninger af kantvegetation (smalbladet mærke) langs venstre bred, mens undervandsvegetationen stort set mangler.

Figur 3.4. Eksempel på år-til-år-variationen i grødens sammensætning og mængde i et mellemstort vandløb. På billedet til venstre er grøden domineret af store bevoksninger af vandstjerne, mens kantvegetationen stort set mangler. På billedet til højre er der nogle år senere udviklet store bevoksninger af kantvegetation (smalbladet mærke) langs venstre bred, mens undervandsvegetationen stort set mangler.

3.8 Supplerende litteratur

Baattrup-Pedersen, A. 2000. Planter i vandløb – fortid, nutid og fremtid. Miljø- og Energiministeriet, Danmarks Miljøundersøgelser. Tema-rapport fra DMU, 34/2000.

Moeslund, B. 1998. Grøde i vandløb. Erfaringer fra 15 års miljøundersøgelser i danske vandløb. Rapport udarbejdet af Bio/consult for Danmarks Miljøundersøgelser.

Moeslund, B. et al. 1990. Danske vandplanter. Vejledning om bestemmelse af planter I søer og vandløb. Miljønyt nr. 2. Miljøstyrelsen og Danmarks Miljøundersøgelser.

Riis, T. 2000. Distribution and Abundance of Macrophytes in Danish Streams. PhD thesis. Ministry of Environment and Energy. National Environmental Research Institute.