By- og Landskabsstyrelsen

G. Kommuneplanens retsvirkning

G.1. Hvornår indtræder kommuneplanens retsvirkninger

Hovedreglen er, at en kommuneplans retsvirkninger indtræder ved kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse af planen efter planlovens § 27, stk. 1.

Det betyder, at kommunalbestyrelsens lokalplankompetence og forpligtelsen efter planlovens § 12, stk. 1, til at virke for kommuneplanens gennemførelse, træder i kraft, samtidig med at kommunalbestyrelsen vedtager kommuneplanen endeligt.

Ved den endelige vedtagelse af kommuneplanen kan planen også danne grundlag for kommunalbestyrelsens beslutning om tilbageførsel af arealer til landzone (se kapitel K).

Forbudsbestemmelserne i § 12, stk. 2 og 3, jf. nedenfor, kan derimod først anvendes, når kommuneplanen er offentligt bekendtgjort.

G.2. Forbud efter § 12, stk. 2 og 3

G.2.1. Indledning

Kommuneplanen er ikke umiddelbart bindende for ejere og brugere af ejendomme. Der er ikke krav om forudgående tilladelse til aktiviteter, der er i strid med kommuneplanen, og der kan heller ikke stilles vilkår med hjemmel i kommuneplanen. Det giver derfor ikke mening at tale om at dispensere fra kommuneplanen.

Men bestemmelserne i § 12, stk. 2 og 3, giver kommunalbestyrelsen mulighed for at gribe konkret ind over for udstyknings- og byggeønsker samt ønsker om ændret anvendelse, der er i strid med bestemmelser i kommuneplanen.

Ved offentliggørelse af kommuneplanforslag og ændringer hertil skal kommunalbestyrelsen oplyse om denne mulighed for at nedlægge forbud (§ 24, stk. 1, 3. pkt., og § 30, stk. 2; se også F.3.).

G.2.2. Forbud mod udstykning og bebyggelse i strid med planens rækkefølgebestemmelse (§ 12, stk. 2)

Bestemmelsen i § 12, stk. 2, 1. pkt., angår kun byzonearealer. Den giver kommunalbestyrelsen mulighed for at modsætte sig udstykning og bebyggelse, som ganske vist ikke er i strid med kommuneplanens rammebestemmelser, men hvis gennemførelse på det pågældende tidspunkt vil være i strid med rækkefølgeangivelserne i kommuneplanen, jf. §§ 11 b, stk. 1, nr. 12, og 11 e, stk. 1, nr. 1.

Bestemmelsen kan bl.a. anvendes i tilfælde, hvor der ikke er lokalplanpligt. Er byggeriet så omfattende, at det er lokalplanpligtigt, kan kommunalbestyrelsen nægte at tilvejebringe den nødvendige lokalplan med henvisning til, at planen ville være i strid med kommuneplanen.

Bestemmelsen i § 12 stk. 2, 2 pkt., fastslår, at forbud ikke kan nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller en detaljeret lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen eller kommuneplantillægget.

Forbud efter § 12, stk. 2, kan derimod godt nedlægges i områder, hvor en lokalplan er tilvejebragt senere end kommuneplanen. I denne situation kan man i lokalplanens redegørelse eller noter oplyse om, at områdets udstykning og/eller bebyggelse skal ske i overensstemmelse med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser.

Forbud efter § 12, stk. 2, er ikke tidsbegrænset, men kan naturligvis ikke række længere end kommuneplanens rækkefølgebestemmelser tilsiger.

Forbud skal nedlægges over for ejeren og/eller brugeren efter reglerne i forvaltningsloven, herunder reglerne om partshøring. Det vil sige, at forbud skal varsles over for ejeren og/eller brugeren, så denne får lejlighed til at udtale sig, før forbuddet udstedes. Desuden skal ejeren og/eller brugeren gøres bekendt med myndighedernes oplysninger i sagen. (Se nærmere: Vejledning nr. 9392 af 01/05/2007 om håndhævelse af naturbeskyttelsesloven, planloven og byggeloven)

De almindelige krav om begrundelse og klagevejledning gælder også for forbud.

Indbringes kommunens forbud for Naturklagenævnet, fritager dette ikke ejeren og/eller brugeren for at efterkomme forbuddet, medmindre Naturklagenævnet giver klagen opsættende virkning, jf. § 60, stk. 3.

G.2.3. Forbud mod opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse, der er i strid med kommuneplanens rammebestemmelser (§ 12, stk. 3)

Bestemmelsen i § 12, stk. 3, gør det muligt for kommunalbestyrelsen at forhindre ny bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, der er i strid med kommuneplanens rammedel.

Bestemmelsen betyder, at kommunalbestyrelsen ikke behøver at nedlægge forbud efter lovens § 14 og tilvejebringe lokalplan for at få hjemmel til at modsætte sig den kommuneplanstridige bebyggelse eller anvendelse.

Forudsætningen er imidlertid, at rammebestemmelserne i kommuneplanen er så klare og præcise, at der ikke kan være tvivl om, at den ønskede bebyggelse eller anvendelse er i strid med bestemmelserne. Hvis anvendelsesbestemmelserne er brede og ikke nærmere præciseret, kan bestemmelsen ikke bruges (se NKO 60 1/1995 samt UfR 2002.960H, hvor Højesteret opretholdt et forbud, under henvisning til at kommuneplanrammerne indeholdt en klar og præcis hovedregel om områdets anvendelse).

Bestemmelsen finder anvendelse i både byzone- og sommerhusområder. Dog kan der ikke nedlægges forbud efter § 12, stk. 3, hvis området er omfattet af en byplanvedtægt eller en lokalplan. Også hvis området fx er omfattet af en lokalplan, der kun regulerer et enkelt emne som fx skilte og facader, udelukker lovteksten, at der kan nedlægges forbud efter § 12, stk. 3 (se NKO 371/2005).

Det følger af lovteksten, at bestemmelsen ikke kan anvendes til forbud mod nedrivning af bebyggelse eller mod udstykning. I § 12, stk. 3, 2. pkt., er det desuden bestemt, at forbudsbestemmelsen ikke kan anvendes i områder, der i kommuneplanen er udlagt til offentligt formål. Denne begrænsning er fastsat under hensyn til de særlige regler i lovens § 48 om kommunalbestyrelsens pligt til at overtage arealer, der er udlagt til offentligt formål.

Forbud kan kun nedlægges, før den omhandlede bebyggelse eller anvendelse er etableret. Se ovennævnte NKO 60 II/1995. Kommunalbestyrelsen vil typisk blive opmærksom på sagen i forbindelse med en ansøgning om byggetilladelse.

Se også:

NKO 2006/388: Ikke hjemmel i rammebestemmelse for boligområde til at nedlægge forbud efter planlovens § 12, stk. 3, mod opsætning af minivindmølle.

NKO 26/1994: Der kunne ikke udstedes påbud om ophør af anvendelse af et ubebygget areal, hvor anvendelsen i længere tid var foregået lovligt. Der var tale om en primitiv overnatningsplads i byzone ved Gudenåen.

Forbud efter 12, stk. 3, er ikke tidsbegrænsede.

Om fremgangsmåden, når der nedlægges forbud, se ovenfor under forbud efter § 12, stk. 2.

G.3. Bevaringsværdige bygninger.

Efter §§ 17 og 18 i lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer gælder følgende for bygninger, der er optaget som bevaringsværdige i en kommuneplan (og som ikke i en lokalplan eller en byplanvedtægt er omfattet af forbud mod nedrivning):

Hvis kommunen beslutter at nedlægge § 14-forbud mod nedrivningen, indebærer det, at den er indstillet på at udarbejde et forslag til lokalplan med bestemmelser om bevaring af den pågældende bebyggelse. § 14-forbuddet har en midlertidig retsvirkning på højst et år, hvor den eller de bygninger, der er omfattet af forbuddet, ikke må rives ned eller bygges om. Ved den offentlige bekendtgørelse af lokalplanforslaget erstattes forbuddets midlertidige retsvirkninger af lokalplanforslagets midlertidige retsvirkninger. Se nærmere om lokalplaners retsvirkninger i Vejledning om Lokalplanlægning, Indhold, Tilvejebringelse og Retsvirkning.